Morgensolen er ved at bryde igennem, og spætterne hakker på livet løs i de døde træer, fuglene synger, og på stien er der friske spor efter bison.
Vi er i Bialowieza i den østlige del af Polen, få kilometer fra Hviderusland. Midt i en af Europas største og sidste naturskove, en urskovsagtig skov som jeg vælger at kalde vildskov for det er en skov som man har ladet ‘forvilde’ siden 1947. Store dele af skovområdet har ligget urørt i flere hundrede år, men under verdenskrigene blev der gjort indhug, og i dag er skoven også under
pres, og mange ønsker at kapitalisere de store naturværdier.
Bialowieza er et kæmpemæssigt naturbeskyttelsesområde, og i den største del af skoven er der ikke skovdrift. Skoven er optaget på Unescos verdens kultur- og naturarvsliste og blev i 1993 anerkendt
som et biosfærereservat. Der fældes kun hvis træerne er til fare for at falde ud over veje og bygninger – og i langt de fleste områder er motorsaven bandlyst.
Skoven er altså helt anderledes end danske skove. De fleste danske skove er plantet, og langt de fleste drives forstligt af økonomiske grunde og hensynet til biodiversiteten er meget lille. Så et besøg i Bialowieza er en helt anden naturoplevelse end at besøge danske skove.
I maj 2017 besøgte jeg skoven sammen med Frans Keemink. Vores mål var at se hvordan store sammenhængende vildskove udvikler sig og få indblik i successionen i meget gamle skovområder. Vi ville
også have et billede af hvordan nogle af vores hjemlige skove kan komme til at se ud hvis større skovarealer blev udlagt som vildskov. Og vi ville ikke mindst bare opleve den storslåede natur.
Man kan ikke gå overalt
Bialowieza-skoven strækker sig over 1500 km2 med 625 på den polske side af grænsen og 875 på den hviderussiske hvor skoven kaldes Belovezhskaya. At besøge skoven er ikke bare som en dansk skovtur. For det først er der store afstande hvis man skal se forskellige dele af skoven. For det andet er der mange steder hvor man ikke må komme.
Hvor skoven er totalt urørt, må kun forskere færdes frit og her skal man have en guide for at komme ind, bl.a. for at sikre at man ikke forstyrrer, kommer på afveje og for at sikre at det kun er specielt interesserede som besøger stedet. Guiderne er meget vidende,
og de fleste har indsigt i både helheden og i mange detaljer.
I andre skovområder må man kun gå på bestemte stier, både for at bevare skoven og på grund af sikkerhed, da der konstant vælter træer i en sådan vildskov. Visse steder har man etableret
publikumsfaciliteter som store udkigstårne og hævede trægangstier ud gennem sumpene. Alt er gjort meget nænsomt og primært i naturmaterialer. I skovens yderområder kan man færdes nogenlunde frit. Man skal dog være opmærksom på ikke at krydse
grænsen til Hviderusland.
En skov af mange skove
At bevæge sig rundt i Bialowieza skoven er at gå fra den ene skovtype til den anden. Fra det mørke jungleagtige til den lysåbne skov, fra det fugtige til det tørre. Fra områder hvor løvtræer er dominerende til tætte nåleskove. Skoven er ikke én skov, men uendelig mange forskellige plantesamfund udgør skoven.
Der er mange fugtige områder i skoven domineret af rødel, ask, hæg, dunbirk, solbær, småøer med skovfyr, avnbøg og stilkeg. Bunden var bl.a. med tandrod, engkarse, vårfladbælg, firblad, star-arter og små tuer med bl.a. hasselurt og blå anemone og flere steder med sibirsk iris og naturligvis mange sjældne arter.
I de mere sumpede og våde områder er der flere meget store ellesumpe. Her er der hundredårige el og helt unge el, tuer med dunbirk og hæg, og midt i det våde er der masser af solbær, gul iris og engkabbeleje. Der er adskillige moser, rørsumpe og småsøer, og områderne gennemløbes af bække og åer. Der er skovområder på
knap så våd bund hvor der kan være blandet løv domineret af avnbøg med enkelte enorme stilkeg og skovfyr, vortebirk og store hasselbuske. Nogle af de gamle træer når her en højde på godt 50 meter.
På det mere tørre findes nåleskov. Mørke skove domineret af høje rødgran med en typisk bund af bregner og mosser, men i modsætning til danske plantager er der åbninger hvor træer er væltet, og hvor der etablerer sig løvtræer, og hvor bunden bliver mere artsrig. Nogle steder er skoven domineret af skovfyr hvor nogle af træerne når en højde på godt 55 meter. Her er der typisk
også enkelte rødgran, men også gamle ege og avnbøg. Skovbunden er lysere med masser af blåbær, tyttebær og græsser og en rig urtevegetation med mange sjældne planter.
Store aldersforskelle
Denne gamle vildskov er karakteriseret af stor aldersdiversitet både i de våde og i de mere tørre områder. En del træer er flere hunderede år gamle og er stadig vitale. Ved siden af står træer som har været døende i mange år. Her er modne træer og helt unge.
Mellem træerne er der enorme mængder af døde træer på forskelligt nedbrydningsstadie. Væltede træer, knækkede træer og træer der står ret op og dør. Der er svampe som lige har taget fat og ældgamle frugtlegemer fra både parasitter og saprofytter. Overalt i skoven er der succession på den smukkeste måde, fra det nye spæde træ til hundredårige ruiner.
Det at så stor en del af skoven består af dødt ved, giver helt specielle betingelser for svampe, insekter og fugle, og der er flere
arter som kun findes i denne skov, og der opdages stadig nye arter.
Skovens rige dyreliv
I skoven er der et rigt dyr- og planteliv. Den har en unik artsdiversitet, og der findesfortsat ukendte svampearter og insekter.
Man har bestemt godt 4.000 svampearter, mere end 10.000 insektarter, 180 fuglearter og 58 pattedyrarter. Mange arter er afhængige af skovens naturlige processer. Det er arter der andre steder er truet med udryddelse. I skoven er der bl.a. en stor
bestand af elg, kronhjort, rådyr og en forholdsvis stor bestand af europæisk bison (visenter) på 400-800 individer.
Den europæiske bison var næsten uddød i begyndelsen af det forrige århundrede. Det sidste vilde eksemplar blev skudt i 1919 i Polen, men man har avlet videre på bestanden fra zoologiske haver så der igen er bison i naturen. Bison er Europas største landdyr. De kan blive op til 2 meter høje og 3 meter lange og kan veje op til 900 kg. De æder dagligt 25-40 kg. Med disse dyr får skoven på de lidt
tørre steder et specielt udseende, bl.a. fordi der ikke er mange buske. Nyvæksten kan have det lidt vanskeligt, så aldersdiversiteten
er her ikke helt så stor. Til gengæld er der meget dødt ved og en rig urteflora.
Fuglelivet er rigt og varieret fra de mange hvide storke på de fugtige enge til mange forskellige ugler og spætter i den gamle skov. I skoven findes også los, ulv, vildsvin, odder, bæver og sjældne flagermus, sorte storke, ørne og meget mere.
Barkbillen som påskud
Denne fantastiske vildskov har en enestående biodiversitet og er i dag truet mere end nogensinde. Den polske regering har, i modstrid med europæisk og polsk lov, givet tilladelse til at fælde store gamle træer, og større områder ryddes, og naturlige succesionsprocesser
ødelægges. Regeringens påstand er at man tillader fældning for at
stoppe udbredelsen af en barkbille.
Forskere og praksis har dokumenteret at man ikke stopper barkbillen ved rydning, men blot lægger store områder af skoven øde. Barkbillen kan kun udryddes ved at lade den indgå som en del af den naturlige succession, og i det kolossalt store område vil
de med tiden finde et naturligt leje.
I dag fældes træer som ikke er angrebet af barkbillen og i områder som slet ikke er inficeret ryddes store gamle træer. Den polske regering har fået klager fra både miljøorganisationer, forskere og
EU. Men mens sagen kører og protesterne indløber, fældes
der i stor stil til uoprettelig skade for naturen og kun til gavn for træindustrien. Problemet er ikke træfældning som sådan, for der fældes meget langs veje, bygninger, jernbaner og stier. Problemet er rovdriften på de store gamle træer.
En unik mulighed
Skoven og landsbyerne i og omkring skoven rummer både
natur – og kulturhistorie. Landsbyerne gemmer på gamle træbygninger og gammel byggestil, og skoven er et betydeligt
forskningsområde. Forskere fra hele verden er i området fordi her er en unik mulighed for at undersøge naturlige processer i gammel
europæisk skov. Der forskes i flora, svampe, bakterier, sommerfugle,
rovfugle, vilde bier, jord osv. Det er et enestående naturlandskab som ikke findes andre steder og som i sig selv er smukt og fascinerende.
SKRIBENT
Jens Thejsen er have- og naturskribent og har tidligere været faglærer på Jordbrugets Uddannelsescenter Aarhus.