Værdien af at plante og pleje

PLANTEANVENDELSE I PRAKSIS 27. Planter og plantninger skal tilgodese naturens trivsel, menneskers trivsel og andre formål, men uden vækst og vitalitet bliver intet tilgodeset

Fagfolk der arbejder med planteanvendelse, påtager sig et stort ansvar for mange generationers trivsel, for naturens udvikling og tilstand og for det arkitektoniske udtryk i by og i landskab. Det gælder lige fra bygherrer og projekterende til generationer af dygtige forvaltere og driftsfolk, der plejer og udvikler.

Tre gartnere tilplanter et større areal med 3-års planter af stilkeg. Vi spørger hvad de har gang i. Den første svarer at hun planter eg, præcist på række, træder planterne til og sikrer at de står godt fast. Den anden svarer at hun er ved at skabe en egeplantning der hurtigt skal komme i god og hurtig vækst. Den tredje svarer at hun er ved at skabe en lys og karakterfuld egelund.

Sammen er de et godt team, for de har hver især blik for noget væsentligt, men med et lidt forskelligt tidsperspektiv. Det er godt, for netop tid er afgørende når man arbejder med planter og plantninger. Man sår nogle frø eller planter nogle unge planter. De vokser, bliver plejet og udvikler sig og efter en kort årrække er der fremelsket en frodig og karak­terfuld plantning der tjener sine formål.

Kyndige fagfolk ved godt at tid er et afgørende forhold for plantninger der konstant er i udvikling, ligesom vækst og frodighed er afgørende forhold. For at få succes med plantninger er det dog helt afgørende at beslutningstagere, dem der bestemmer og betaler, forstår hvad der skal til så forventningerne kan blive indfriet. Det er både en vigtig og interessant opgave at sikre den forståelse uanset om det er planlægning og projektering eller de efterfølgende mange års drift og pleje.

Ud over at sikre at beslutningstagerne er blevet fortrolige med hvordan plantninger dyrkes og udvikles, så er det rimeligt at offentligheden også får indsigt og får nogle forventninger. Det er næppe detaljer og tekniske forhold der har interesse, men mere hvad man kan forvente, hvornår man kan opleve noget og hvad det helt særlige er.

De første beslutninger

Hvad er en påtænkt plant­nings formål? Svaret er ikke altid enkelt og ligetil, for grøn­ne omgivelsers værdi kan opgøres på mange måder og afhænger tit af hvem der opgør.

Der er derfor altid en del forhold der indgår og afvejes i beslutningerne, og mange fag­ligheder bliver bragt i spil. Landskabsfaglige, fagtekniske, biologiske, psykologiske, sociale, økonomiske, samfundsmæssige og mange andre. Planter og plantninger betyder noget for alle og har mange værdier.

Inden selve planteopgaven er der derfor behov for at formulere et program for hvad der er formålene, altså hvad man vil opnå, og hvordan formålene afvejes og prioiriteres. Det er vigtigt at dem der beslutter og betaler har en klar idé om hvad formålene er. Det lyder kompliceret, men er det ikke.

En god professionel hjælp er derfor at forsyne beslutningstageren med få, men letfor­stå­elige sætninger om formålene og de argumenter der begrun­der formålene. De skal være så tilpas enkle og klare at enhver journalist også let vil kunne formidle til en større kreds.

Når det er gjort, er den næste opgave at formulere den idé der skal ligge til grund for projektering, plantning, pleje og andre opgaver. Heller ikke den opgave er kompliceret, men til gengæld helt afgøren­de for plantningens udvikling. Idéen skal naturligvis vinde genklang hos beslutningstagere og dem der betaler, men lige så vigtigt er at den skal kunne forstås af de personer der senere kommer til at arbejde med opgaven i praksis. Hvis man ikke får instruktioner i hvad der er meningen, så er det ikke nemt at udvikle og fremelske plantningen så den kan leve op til formål og idé.

Bliver man usikker på en indsats, så er det altid hensigtsmæssigt at overveje hvad der giver beslutningstagere, samfundet eller naturen værdi fremfor hvad man selv synes i den givne situation. Plantnin­gens program med formål og idé er altid ledetråde, i første omgang dog kun frem til cirka 20-års alderen fordi plejeopga­verne bliver anderledes når udviklingsperioden afsluttes.

Det er en vigtig opgave for fagpersoner at formulere formål og idé der er lette at forstå, kan være være ledetråde for de fremtidige indsatser og være en del af beslutningsta­gerens målestok for om der er skabt værdi for indsatsen. Som et supplement kan man vise referencer, altså fotos af situationer der kan være forbillede.

Vækst, vitalitet, frodighed

Uanset formål og idé som altid er ord og hensigter, er der andre forhold fagper­soner har langt større indflydelse på, og som alle, både beslutningstagere og offentlighed, kan føl­ge med i. Det er plantnin­ger­nes udvikling og fremtoning.

Nøglebegreberne er vækst, vitalitet og frodighed. Selv om mange er vokset op i byer og måske aldrig selv har dyrket et stykke jord, er de fleste i stand til at se når plantninger gror, trives og vokser og instinktivt ved man når det ser rigtigt ud.

Det er lige omvendt hvis en plantning mistrives og sygner hen, så breder usikkerheden sig. Er det bare noget midlertidigt som retter sig? Eller er det det i virkeligheden ret normalt? For fagpersoner er det nemt at svare på. Det drejer sig om sjusk, utilstrækkelige evner og mangel på forståelse for hvad der er de helt centra­le opgaver som at skabe vækst og frodighed – uanset formål og idé.

Grønne fagfolk skal derfor påvirke beslutningsprocesser på ethvert niveau med deres viden og erfaring. Om det drejer sig om klimasikring, biodi­versitet, nybyggeri, renovering af plantninger i by og på land eller bevarelse af kulturarv og naturindhold, er der altid brug for erfaring og viden, og grøn­ne fagpersoner skal bidrage for at sikre at der kan skabes noget værdifuldt.

Mange beslutningstagere og mange interessenter er de sidste årtier blevet interesserede i vores omgivelser, lige fra store naturområder over byens friarealer til den lille blomsterplantning, både offentlige og private. Man kan i medier dagligt se hvad der rører sig, og når beslutningstagere fortæller om nyanlæg, er der mange grønne hensigter, måske dokumenteret med visualiseringer der viser hvor vidunderligt det kan blive.

Grønne kompetencer

Når det konkret kommer til vækst, vitalitet og frodighed, er der dog noget der tyder på at de grønne kompetencer ikke altid er blevet hørt, ikke er blevet forstået – eller måske slet ikke er blevet inddraget.

Planteanvendelse i praksis handler i høj grad om at omsætte tanker, idéer og planer til noget der reelt har værdi, og at gøre det hurtigt og effektivt uden fordyrende indsatser til udbedringer eller til at starte forfra.

Det der skal bidrages med, er noget så enkelt som plantedyrkning, men på en måde hvor vægten i høj grad er lagt på herlighedsværdi, naturind­hold, rumskabende forhold og plantningernes fysiske funktioner og i mindre grad på økonomisk udbytte eller et snævert og begrænset formål.

Sagt på en anden måde, er der i vidt omfang brug for at sikre at man rent faktisk kan realisere beslutninger, gøre det begavet og gøre det inden for en rimelig kort periode. At træer nemt kan blive flere hundrede år, er ikke så afgørende. Det kommer ingen alligevel til at opleve. Sagens ker­ne er at sikre at anlægget over en kort periode vil leve op til formål og idé – og derfor sandsynligvis få en lang levetid.

Dyrkningsgrundlag afgør

Et vigtigt forhold er den jord der skal plantes og dyrkes i, og den skal der passes godt på. Man siger nogle gange at na­turgrundlaget er givet, og at jordbund og klima er som det er. Det er ikke helt rigtigt. Når en anlægsaktivitet er i gang, kan der ske meget med jorden der vil ændre vækstvilkå­rene, nogle gange fatalt. To forhold afgør især væksten: jordens porestruktur og jordens mikroliv og dyreliv op til regnorme.

Den idé man har med et anlæg, skal være i overensstemmelse med jord og klima, ellers lykkes det ikke. Man sikrer at jordbunds­forhol­dene tilpasses det formål og den idé man har – hvis der er budget og vilje hertil. Eller man tilpasser sin idé til det mulige.

Man kan mene at jord­bunds­­­forholdene kan blive så ødelagte at ingen vækst er mulig. Det er dog ikke tilfældet. På betondæk som i taghaver eller på parkeringskæld­re er jorden jo ikke eksisteren­de, men med omhyggelighed og et passende budget er det muligt at skabe vitale og frodige plantninger når bare deres basale krav kan opfyldes.

Fagpersonen skal derfor argumentere for et brugbart vækstgrundlag og et anlægsbudget der kan sikre anlægsarbejderne, planteopgaven og etableringsplejen frem til endelig aflevering efter fem år. Før er anlæg med træer og buske ikke veletablerede og derfor ikke egnet til afslutning af anlægsperioden. Det skal man også argumentere for da man traditionelt afleverer nyplantninger sammen med nybyggeri hvilket i praksis ikke giver så meget mening.

Det har traditionelt været tankegangen at råjord skulle forefindes med rumvægt på ikke meget over 1,6 t/m3 dækket af et muldlag på 25-35 cm, gerne med en lavere rumvægt. Var det ikke tilfældet, kunne man grubbe eller kulegrave, men alt sammen fordyrer, og det er ikke altid succesfuldt. Det bedste har altid været at beskytte kommende plantearealer. Det har man tilfælles med forstfolk, landmænd og produktionsgartne­re der aldrig ville plante i ødelagt jord fordi deres udbytte vil blive forringet.

Har man ikke mulighed for en optimal jord, måske fordi der ikke er budget til det, så må idéen i stedet tilpasses forholdene. Iagttager man jern­banearealer, gruspladser, forladte industrigrunde m.m. kan man se at vækst indfinder sig, og det gælder både vedplan­ter, urter og græsser. Man kan udlede at vækst sjældent er umuligt, men altid betinget af vilkårene på stedet hvor især jorden er afgørende. Pio­ner­træer som birk, pil og poppel kan gro stort set overalt, men deres udvikling og tilvækst bestemmes af forholdene.

Det er derfor afgørende at den idé der besluttes, er afstemt efter voksested og økonomi, og det er en central opgave for grønne fagfolk. Der er ikke andre der varetager den opgave.

Kan det lade sig gøre?

Inden en idé bliver besluttet, er der et vigtigt spørgsmål der altid bør stilles, og det uanset om man er projekterende, bygherre, et offentligt medie eller en engageret kollega: Kan det lade sig gøre? Og hvis ja, hvordan kan det så gøres?

Man kan postulere næsten hvad som helst og med grafiske hjælpemidler kan man forsøge at visualisere en tænkt herlighed. Men det svarer ikke på spørgsmålet om det kan lade sig gøre og hvordan. Her er især to forhold afgørende:   For det første anlægssituati­o­nen i forhold til jordbund, kul­turarbejder, plantevalg, plan­te­­kvaliteter, etablerings­meto­de og andet der fastlæg­ger udgangspunktet.

For det andet hvilken pleje der skal udføres indtil en passende udviklingsperiode er gennemført. For blomsterplantninger bør det være to år, for plantninger præget af buske 10 år og for plantninger hvor træer indgår, 20 år.

Selvfølgelig kan man drøm­me om hvor smukt et anlæg kan tage sig ud om 100 år, men det er og forbliver en drøm som ingen kan vide noget om. Det kan vi dog for plantningernes udviklingsperi­ode, altså op til cirka 20 år, og det er den periode man kan redegøre for når man svarer på det simple spørgsmål og begrunder med hvordan.

Det drejer sig om dyrkning og fremelskning, noget der har været kendt i generationer, men som tilsyneladende ofte undlades som en ellers uadskillelig del af en plantning. Nogle kalder det drift eller pleje, men det er lidt uklare termer, hvor etableringspleje og udviklingspleje bedre tyde­liggør hvad opgaverne er, og hvornår de udføres.

Dyrkning med andre mål

Dyrkning kendes fra planteproduktion i landbrug, skovbrug og gartneri, og både viden og erfaringer herfra er meget nyttige. Men dyrkning af plantninger hvor herlighed, naturindhold, rumforhold eller fysiske virkninger er det væsentlige, dyrkes på andre måder og med andre formål. Forhold som varighed, bæredyg­tighed, oplevelser, naturind­hold og anvendelser betyder at dyrkning tilrettelægges anderledes, og da man sjældent har indtægter, betyder det at omkostninger skal begrundes anderledes, og at unødige eks­traomkostninger er uønskede.

De mål man i stedet forfølger er påviselig succes, gerne år for år. Hurtig tilvækst, effektiv dækkeevne og tydelig vitalitet er væsentlige forhold som dyrkningen skal tilgodese. Og selv om udviklingsperioden for nogen kan synes lang, er det en nødvendig periode hvor dyrkning og fremelskning sikrer at formål og idé bliver indfriet. På tyve år kan et na­turpræget skovlandskab, en karakterfuld trægruppe eller et markant gadetræ være af store dimensioner, vel at mær­ke når dyrkning og fremelskning er foretaget kyndigt.

Grønne fagfolk må ligesom landmanden, frugtavleren og forstmanden have dyrknings­mæssig indsigt for at skabe meningsfulde plantninger, men dyrkningstekniker og metoder skal transformeres så man i stedet for produktion opnår herlighed.

Ofte er det plantedyrknings­mæssige aspekt undertrykt, men dyrkning og kultivering er nødvendige processer for at opnå groede miljøer af stor værdi. Grønne fagfolk skal derfor også se sig selv som plantedyrkere. I årtier er vores nære omgivelser i stort omfang blevet præget af belægninger, udstyr og i bedste fald græsplæner som alle har det tilfælles at de løser få, forudbestemte funktioner. Men de kan ikke tilføre naturoplevel­ser, udfordre fantasien eller vidne om årstidernes skiften.

Tid skaber skønhed

Det er helt særligt i plantean­vendelsen at tiden er en væsentlig og afgørende dimension. Alle ved at planter vokser og at plantninger er dynamiske. Enhver plantning bliver over tid formet af planternes vækst, vilkårene på voksestedet og den pleje der bliver udført. Det er en vidunderlig ting at arbejde med noget der altid er i udvikling, men også et forhold der skal tages vare på, både i planlægning og i pleje.

Plantningers evne til at dan­ne rum er afhængig af tid. Først er der slet ingen rum, men alene et plantet udgangspunkt. Tiden gør at der hurtigt opstår rum hvor planter fra at danne flader eller en­kelt­indi­vider begynder at dan­ne rum der kan omslutte og som man kigger ind på eller op på. Men uanset hvornår man betragter, så vil plantninger med træer og buske fortsat være i udvikling i adskillige generationer fremover. Med en alder på 100 år er plantninger stadig undervejs. Tiden som dimension skal derfor indgå i ethvert planteprojekt.

Nogle gange ser man projekter eller plantninger hvor drømmen eller idéen er noget statisk, hvor alting er som tænkt og tegnet i al evighed – som var det en bygning eller en skulptur. Det kan man f.eks. opleve mesterligt udført i minianlæg som i Le­goland og på nogle kirkegårde.

Den helt store glæde ved plantninger er netop at de gror og udvikler sig. Både års­tidsvariationen og udviklingen over en årrække er oplevelsesrige, og det uanset om det er dygtige fagfolk der har udviklet karakterfulde plantninger eller om de er relativt selvgroede.

Tid er et arbejdsredskab hvor man disponerer med udviklingstrin og de indsatser der skal til hvornår. I løbet af en plantnings udvikling vil man hurtigt opleve at de enkelte planter konkurrerer indbyrdes og hver især vil have mest lys og vand. Det er enkelt nok, men hvad det betyder, er ofte ufor­udsigeligt. Det man ikke kun­ne forudse, må plejeind­sat­sen så hjælpe med at udbedre, f.eks. ved udtyndinger, tilba­ge­skæringer eller indplantninger.

Det er vigtigt at få bygherren eller ejeren til at forstå at det er sådan. Helt galt kan det gå hvis drømmen er noget ’vedligeholdelsesfrit’. Det findes ikke i plantninger og heller ikke når man taler bygninger, veje eller biler. Men gennemtænkte plantninger kan minimere behovet for indsats.

Selv om tiden er vel indtænkt, skal man kalkulere med at pleje og pasning i visse sammenhænge kan blive ret sporadisk eller være afhængig af ’mærkværdige’ beslutninger på alle niveauer. Det er altid klogt at indtænke så plantninger over tid ikke taber værdi.

Planternes herlighed

Det er vist meget få mennesker der ikke holder af grønne omgivelser, naturoplevelser eller blomsteroplevelser, og det er for de fleste noget man dagligt har glæde af og er bevidst om. Det må vi som fagfolk ved enhver lejlighed argumentere for med vores viden og erfaringer. Det er ikke et område hvor der er så meget viden, men dog nok til at der er evidens for at oplevelsen af natur, planter, dyrkning osv. har gunstig effekt på menneskers trivsel, både fysisk og mentalt. Vi ved det godt, men ofte bliver det ikke sagt klart og tydeligt.

Landskabsarkitekt Jørn Palle Schmidt har sagt at „det er sel­ve plantevækstens herlighed og frodighed der er noget af det der udløser størst glæde og lykkefølelse og får fantasien til at udfolde sig.“ Det kan være bevidst eller ubevidst eller en kombination, men at tilbringe en forårsaften i skyggen fra et blomstrende æbletræ fortryller vist de fleste.

De virkemidler vi har for at stimulere planteglæden, er ud­nyttelsen af planternes mangfoldighed og evnen til at udarbejde kompositioner hvor planterne hver for sig og i indbyrdes samspil giver oplevelser. Groft sagt kan man desig­ne og formgive grønne områder på uendeligt mange måder, men hvis planternes fremtoning ikke kan give oplevelser, bliver områderne ikke interessante uanset hvor raffineret de er formgivet.

Det er ikke ualmindeligt at opleve anlæg præget af form, men kun lidt oplevelses­mæs­sigt indhold. Form bliver ikke nødvendigvis til rum med mindre planter vokser op i øjenhøjde eller mere.

Mangfoldigt plantevalg

Planterne er det byggemateriale vi har at skabe med og det er deres fremtoning der giver den samlede virkning. Et af nøglebegreberne er mangfoldighed i plantevalg, altså en diversitet der primært har til formål at skabe frodighed og oplevelser. Monokulturer med kun én art kan i få tilfælde være praktiske, men de har ofte kun ét formål – og det er sjældent planteglæde.

Planter der indgår i en plant­ning, er ikke kun karakteriseret ved art og eventuelt sort, men også ved kvalitet. Man taler her om to ting: En ydre kvalitet som er produktform, størrelse, rodudform­ning mm. Og en indre kvalitet som er plantens genetiske form, vitalitet, sundhed mm.

Kvalitet afgør væksten og planternes udtryk. Om et træ plantes som højstammet, som fler­stam­met, som stam­busk eller som landskabsplante har stor og afgørende betydning for oplevelsen i hele plantens levetid.

Forhold som genkendelighed og tryghed betyder meget for mange mennesker. Man hører ofte om referencer til ’mormors have’ hvor det ofte handler om store æbletræer, syrenhegnet og staudera­bat­ten med lavendler som mange med glæde husker. Sådanne referencer er en del af en fælles kultur og kan nemt genfortælles med planter.

Det æstetiske er selvfølgelig vigtigt, og hvis plantninger ik­ke er attraktive, bliver de måske ikke altid beskyttet. Skønheden i sig selv får ofte publikum til at beskytte plantninger. Når noget er smukt nok, bliver det ikke ødelagt, men hvis et anlæg først er blevet misligholdt, er der ingen der ser på det med respekt længere. Også derfor er det utroligt vigtigt at fagfolk skaber anlæg som kan leve op til formål og idé, og hvor planterne kan udfolde deres skønhed.

Viden og uddannelse

Erfaring og fornemmelse for plantevækst kan man ikke kun læse sig til. Det skal erfares i virkeligheden og gerne med kyndige fagpersoner der kan indføre andre i plantedyrk­ning, plantepleje og andet. Kyndighed og erfaring er næsten altid noget der er knyttet til enkeltpersoner og en god forvalter eller ejer skal sikre at der er sådan nogle i virksomheden, og at de bliver der læn­ge med deres viden.

Det er ikke kun et spørgsmål om at kende planter og plantninger, men også hvordan forskelligheder i vækstvilkårene eller plejen fungerer. Det er ikke generelle forhold, men altid specifikt for forskellige plantninger eller delområder. Mange beslutningstagere har en idé om at pleje bliver bedst hvis den sendes i udbud så man kan få den billigste pris. Men hvordan erfaring og den løbende vidensopsamling kan indgå, er sjældent afklaret.

At beskrive og udbyde stan­dardopgaver som græsklip­ning, hækklipning, renholdel­se og andet rutinemæssigt kan man sagtens, men det er sværere at beskrive noget der gror og udvikler sig. Hvis man ikke sikrer sig at den opsamlede erfaring kan indgår i processen er den kompliceret. Man ved aldrig, fra år til år, om der kommer sygdom, tørke eller for meget vand. Vi er nødt til at have en medleven i den dynamik for at kunne håndtere plantninger.

Plantedyrkning og pleje af plantninger burde være omfangsrige fag i de grønne uddannelser. Det er jo her fagfolk uddannes som senere skal varetage opgaverne. Nyuddannede fagfolk inden for hver deres felt er de eneste personer med sådanne dyrk­nings­mæssige kompetencer. Det kan være fagfolk lige fra de lange videregående uddannelser som landskabsarkitekt til specialarbejdere der har været på korte, men intensive plejekurser.

Faren er når planlægning og udvikling overlades til ukyndi­ge der nok kan producere omfangsrigt materiale, men hvor de dyrknings- og driftsmæssige aspekter ikke er indtænkt – så får de sjældent noget med virkeligheden at gøre.

Artiklen er den 27. i serien ‘Plantean­vendelse i praksis’ der præsenteres i perioden 2021-2023.

Kilder:
Annemarie Lund (2007): Grøn form, grønt modspil. Biografi om Jørn Palle Schmidt. Arkitektens Forlag.
Ib Asger Olsen (1998): Planter i miljøet. Forlaget Grønt MIljø.
Jane Schul (2020) Interview af Tine Gils. Landskabsarkitekter.dk.
Plantgruppen (1975): Plant og Plej.
Poul Erik Brander (2010, 2021): Træer og buske i by og land, bind 1 og 2. Forlaget Grønt Miljø.

Skribent:
Henning Looft er landskabsarkitekt, førhen ansat i flere kommuner og stadsgartner i Aarhus Kommune. Fra 2008 til 2018 var han medindehaver af Moos+Looft Landskabsarkitek­ter.