RECIRKULERING. InnoByg viser med to cases, at anlægs- og byggematerialer kan genbruges, men at det kræver tværfagligt samarbejde
En del af bygge- og anlægsbranchens cirkulære omstilling er at recirkulere kasseret sand, sten, beton og tegl. Der er masser af det fra nedrivninger, renoveringer og anlægsabejde, og det skal genbruges så meget og så godt som muligt. Kan man f.eks. genbruge kasseret stabilgrus som ny stabilgrus samme sted, er dét det bedste, også fordi man derved sparer på de begrænsede naturlige grusgravressourcer og sænker CO2-aftrykket på grund af reduceret transport.
Det lyder meget godt, og faktisk kan det også lade sig gøre i praksis. Men forudsætningen er at man inddrager flere faggrupper og bredere kompetencer i processen. Både når man vil genbruge materialer på byggepladsen, og når man arbejder med cirkulær omstilling i det hele taget.
Det fremgår af det nyligt afsluttede projekt ‘Fra byggeaffald til ressource’ der blev udført som et såkaldt spireprojekt hos innovationsnetværket InnoByg. Her så man nærmere på to cases med genbrug af henholdsvis stabilgrus samt af beton og tegl. Og dermed „pege på nye løsninger som kan sikre at vi reducerer vores forbrug af primære råstoffer i fremtiden,“ som projektleder Thilde Fruergaard Astrup forklarer. Hun er fra Teknologisk Institut, en af projektets fem parter der også omfattede Lytt Architecture, Malmos, Out of Office Achitecture og Norreco. Projektet er også mundet ud i konkrete produkter som netop Norreco arbejder videre med.
Flere slags barrierer
De to cases var meget forskellige hvad angik barrierer og løsningsmodeller. Men én ting havde de til fælles: For at lykkes med nye løsninger var det nødvendigt med et bredt samarbejde mellem forskellige faggrupper. Ligesom det hold der udførte projektet.
Dermed kommer en række kompetencer i spil som kunne bidrage med viden inden for alt fra materialeegenskaber til affaldshåndtering, behandlingsteknologier, udformning af udbud for anlægsprojekter og praktisk erfaring med anlægsarbejder.
Et andet vigtigt punkt i projektet var afdækning af lovgivning og standarder som kan være en hæmsko og derfor kræver indsigt i både tekniske og juridiske krav.
Standarderne er baseret på nye materialer, f.eks. fra grusgravene, og det betyder at genbrugsmaterialerne ikke nødvendigvis kan holde standarderne. Det bliver ikke bedre af at det opgravede materiale på stedet kan være meget blandet (skærver, stabilgrus, afretningsgrus mv.) på grund af gentagne opgravninger. Det kan så tvivl om egenskaberne til bæreevne, komprimering mv. og medføre et ansvar ingen vil tage. Og så kan valget derfor falde på de nye materialer.
Case om stabilgrus
I den ene case blev det undersøgt hvad det kræver at genindbygge opgravet stabilgrus i stedet for at transportere det bort og anvende det som f.eks. fyldmateriale i andre projekter. Casen tog udgangspunkt i et anlægsarbejde i Hestemøllestræde i Helsingør.
Casen viser at flere barrierer skal overvindes hvis den nuværende praksis med at anvende ny stabilgrus skal ændres så flere opgravede materialer genbruges i stedet for at blive kørt bort. Til barriererne hører byggepladslogistik, normer, økonomi, tid, udbudsprojektets indhold og den menneskelige faktor. Casen er også et eksempel på at det ikke nødvendigvis er dyrere at genbruge frem for at bruge nye materialer hvilket ellers ofte kan være tilfældet. Den gode økonomi i det aktuelle eksempel skyldes især mindre transportomkostninger.
Man havde lavet prøvegravninger og -boringer for at se hvor meget stabilgrus der egentligt var i befæstelsen, men da det kom til stykket, var der ikke ret meget. Det blev derfor besluttet ikke at genbruge stabilgruset som bærelag på stedet. Det måtte i stedet indgå i andre mindre lødige produkter.
Det anbefales derfor at man i andre lignende projekter udfører prøvegravninger nok til at få et repræsentativt billede af befæstelsens opbygning. Man bemærker også at der i ældre befæstelser ikke er ‘genanvendelige’ forekomster af stabilt grus med mindre bærelaget på et tidspunkt har været fornyet.
Mellem Hestemøllestrædes nye brosten er der også afprøvet et genbrugsprodukt som sætte- og fugemateriale der kan holde normenes regler for afretningsgrus, bl.a. at der højst må være 30% uknuste korn. Den brugte blanding kom til at bestå af 70% knust beton i fraktionen 0/4 mm og – for at holde kornkurvekravet – 30% granit i 2/8 mm fraktion. Materialet er indbygget i tre testfelter i gaden, men der er ikke nogen vurdering af materialets egnethed i rapporten.
Case om beton og tegl
I den anden case blev det undersøgt hvordan beton og tegl fra nedrivning af bygninger kan anvendes i anlægs- og landskabsarbejder. Her var fokus dog på restprodukter da en stor del af affaldet af nedknust beton og tegl i forvejen anvendes i ubundne bærelag. Til gengæld måtte restprodukterne godt bruges på en synlig måde for at øge bevidstheden om genbrugsmaterialer.
Derfor blev restprodukterne brugt til at fremstille et produkt til toplag på stier. Det blev fremstillet med fire blandinger af knust beton og tegl, især med henblik på det æstetiske. Blandingen af 50% tegl og 50% beton blev bedømt til at have størst potentiale. Farven ‘forekommer varm uden at synes alt for rød’ som det står i rapporten.
Testfelterne blev etableret i august 2020 og er siden bedømt tre gange. Farverne er falmet lidt, men generelt har resultaterne været positive. „Det vurderes umiddelbart at der findes et stort potentiale for brugen af nedknust beton og tegl som stimateriale,“ hedder det i rapporten hvor det samtidig bemærkes at testperioden hidtil havde været ret varm og tør og at materialerne endnu ikke havde været udsat for frost. Tegl er et porøst materiale der let kan påvirkes af frost og tø.
En vigtig lære af denne case er at man skal være opmærksom på lovgivningen når man genanvendte materialer i stedet for traditionelle råstoffer. De nedknuste materialer anses nemlig som udgangspunkt for affald. Det kan betyde at man skal have tilladelse til at bruge materialerne med mindre man kan kan godtgøre at de er sorterede og uforurenede. Og det kan variere fra kommune til kommune hvilken dokumentation der kræves.
Faldende CO2-aftryk
Ud over at give løsninger til at spare på knappe ikke fornybare råstoffer, havde projektet også til formål at opgøre CO2-aftrykket forbundet med anlægsarbejderne i de to cases.
I begge cases blev CO2-aftrykket opgjort for to situationer. Ved ‘business as usual’ hvor der anvendes nye råstoffer som sand, sten og grus i anlægsarbejderne. Og hvor man anvender genbrugte affaldsmaterialer.
Begge cases viser at genbrug giver CO2-besparelser. Det skyldes i høj grad transporten idet energiforbruget til at nedknuse beton og tegl ikke er meget forskelligt fra at udvinde sand og grus i grusgraven. Man må derfor ikke flytte materialerne for langt, for så forsvinder CO2-besparelsen.
Stopper ikke her
Selv om projektet nu er afsluttet, så stopper udviklingsarbejdet ikke. Teknologisk Institut skal de næste fire år udvikle ny viden og teknologi inden for bæredygtige byggematerialer via en såkaldt resultatkontrakt indgået med Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Her tager Teknologisk Institut viden fra spireprojektet med. En af delaktiviteterne i det nye projekt er nemlig dokumentation af bæredygtighed, herunder CO2-beregninger for genbrug af bygge- og anlægsaffald.
Norreco og Malmos arbejder også videre med produkterne, herunder en blanding af tegl og små granitskærver der måske kan få egenskaber som Slotsgrus.
KILDE
Thilde Fruergaard Astrup, Anke Oberender, Henruk Dixen Dausell, Torben Møbjerg, Per Malmos, Martin Hedevang Andersen, Peter Arevad (2020): Fra byggeaffald til ressource – et InnoByg spireprojekt. Innovationsnetværket for bæredygtigt byggeri.