Med sarte, farlige dyr overalt

DRIFT. En stor forvandling er i gang i ZOO i København hvor haven skal gøres grønnere. Samtidig skal både drift og anlægsarbejde tage højde for gæster og eksotiske dyr

ZOO i København har mange driftsopgaver og anlægsprojekter der skal indpasses mellem de 1,2 million årlige gæster, og ikke mindst et væld af eksotiske dyrs mærkelige vaner, døgnrytmer og sarte gemytter.

Det arbejde har teknisk chef Henrik Nørtoft ansvaret for. Han ankom for fem år siden til toppen af Valby Bakke efter ti år som byggeleder og mange års håndværkserfaring bag sig. Siden da er teknisk afdeling blevet udvidet fra 12-14 ansatte til omkring 30. Det skyldes bl.a. en markant opskale­ret gartnerafdeling der er gået fra 1,5 årsværk til 5 fastansat­te. For netop i et anlæg som Zoo giver det mening med fagfolk, understreger Nørtoft.

Altid noget andet at lave

„Hvis vi eksempelvis planlægger at lægge nyt græs på inde hos løverne og har gjort alt klart, kan vi risikere at en af løverne er blevet syge den morgen, og så bestemmer dyrepasserne og dyrlægen at vi ik­ke må komme derind. Det er dyrt hvis man har en ekstern leverandør stående, men med vores egne folk kan vi kaste os over andre opgaver. For der er altid noget andet at lave herinde,“ siger Henrik Nørtoft. Med tryk på altid.

Den øverste ledelse i Zoo er opsat på at hele haven skal være grønnere og vildere, og den opfordring har teknisk afdelings gartnere taget imod med kyshånd, fortæller han.

Omkring 90% af gartnerafde­lingens arbejde foregår uden for dyreanlæggene. Men de er alligevel inde og luge hos pandaen, sætte net op om stammerne så tapiren ikke graver barken af, og inde og placere grene langs hegnet i ‘Marys australske have’ for at afbryde emuerne der havde fået en vane med en løberunde der sled græsset helt væk.

Sunde dyr, grønne anlæg

Én gang om ugen mødes Henrik Nørtoft med gruppen ‘Sun­de dyr, grønne anlæg’ hvor der også er repræsentanter for dyrepasserne, og den zoologiske direktør deltager. Her fremlægger Henrik Nørtoft sin plan for ugens opgaver og mulige ønsker fra teknisk afdeling til særlige projekter. Hver januar beder han nemlig gartnerafdelingen om at komme med ti ønsker hver til projekter der kan søsættes i det nye år. Ikke alt bliver bevilget. Nogle gange kommer der til gengæld ekstra til særlige projekter der ligger ud over teknisk afdelings budget på et tocifret millionbeløb.

Hvis der skal laves større projekter – eksempelvis den nye 350 m2 brostensbelægning ved Kameltorvet – bliver der hyret eksterne folk til at klare opgaven. Henrik Nørtoft kan nemlig ikke undvære sine folk i den daglige drift til sådanne projekter der i dette tilfælde tog to faglærte en hel måned på fuld tid at klare.

Der er andre svære driftsopgaver såsom at knudebe­skære de store gamle piletræ­er om tigeranlægget. De bliver dog varetaget af egne folk. Før hyrede Zoo eksterne folk til dette job, men i dag lejer de en lift, og så tager anlægsgartner Marchen Holm Notarmaso op og beskærer.

Mens hun gør det, flokkes dyrepasserne om liften, samler pileafklippet og kører det væk. Afklippet ender dog i Zoo, for de fleste dyr i Zoo sætter stor pris på pil. Så vidt muligt genbruges alle materialer. Det gjaldt også stenene til den nye belægning på Ka­mel­torvet. De kom alle fra et over 60 år gammelt anlæg et andet sted i haven.

Virkelig omstillingsparat

Omstillingsparathed er et mo­deord i jobansøgninger, men det er absolut relevant at bru­ge om arbejdslivet i Zoo. Det står klart efter Grønt Miljøs snak med Henrik Nørtoft og tre af hans fem gartnere: anlægsgartner Marchen Holm No­tarmaso, væksthusgartnerelev Daniels Spies og anlægsgartner og landskabsarkitekt Laura Berg Petersen.

„Eksempelvis opdager jeg en rede da jeg er oppe og beskære piletræerne. Så hører jeg dyrepasserne om det er en rede jeg skal passe på. De mener at det bare er en skadere­de, men til gengæld mangler de en rede i Marys australske have hvor en af fuglene ikke kan finde ud af at bygge rede. Så jeg tager dyrepasseren med op, og så holder han reden mens jeg klipper den gren af som går gennem reden, og så kører vi ned igen. Nu er reden i det andet anlæg, og fuglen bruger den faktisk. Men det er jo netop den slags som kan skubbe til dagligdagens man­ge opgaver. Og samtidig er det jo noget af dét som gør det sjovt at arbejde her,“ siger Marchen Holm Notarmaso.

Laura Berg Petersen supplerer: „Du kan gå i gang med syv opgaver og ikke blive færdig med en eneste af dem fordi der hele tiden kommer noget ind fra højre. Det er ikke så længe siden at vores anlægsgartner Claus Alex Weber måt­te ind og save af de store træstammer over på savannen fordi det nye hannæsehorn havde fået sat sig selv fast mellem to træstammer. Lige den slags hører selvfølgelig til sjæl­denhederne, men det er virkelig en afvekslende hverdag.“

Når chancen byder sig

Sædvanligvis når teknisk afdeling dog dagens opgaver som for gartnernes vedkommende i højsæsonen primært består af vanding, beskæring, gasbrænding og lugning. Så må de ti ønsker vente til at der er tid, men også til at der bliver ledig plads.

ZOO fylder omtrent 15 hektar, men alle områder er nærmest fyldt til renden med funktioner, så der er ikke meget plads at boltre sig på når gartnerafdelingen får nye idéer. Ligesom dyrepasserne kommer susende når gartnerne beskærer pil, kommer gartnerne susende når et dyreanlæg skal ombyg­ges.

Så er der nemlig en pludselig chance for at lave noget nyt i randområderne mellem dyreanlæg og færd­selsarealer som gartnerafde­lingen kalder lånehaver. De kan omformes, og der kan snuppes et hjørne hist og her. Som da der sidste år kunne oprettes en natursø og en biodiversi­tets­eng ved flodheste­anlægget.

Jagt på danske pendanter

Netop nu er det hos okapi­erne at chancen byder sig. Der kommer en ny han-okapi, og der skal etableres ny stald. Derfor er okapierne midlertidigt flyttet så det pludselig er muligt at arbejde med beplantning og terræn rundt om buret. Dog bliver der ikke mange gartnerudfordringer inde i selve okapianlægget.

„Der kommer kun til at væ­re græs og træer, for okapien æder alt andet. Kun berberis har kunnet overlevet fordi de ikke kan håndtere tornene med deres ellers solide tunger,“ forklarer Daniel Spies.

Okapier er sarte dyr. Mange vil nok huske den sande historie fra 1994 hvor operasangeren Luciano Pava­rotti sang i Søndermarken klos op ad Zoo med det resultat at den tidligere okapi døde af stress. Det behøver teknisk afdeling ikke at bekymre sig om, for nu hvor okapien er opstaldet. Til gengæld byder chancen sig for at gentænke ‘lånehaven’ mellem okapiens hegn og færdselsare­a­lerne.

„I plantevalget prøver vi meget at tænke over hvor dyrene kommer fra, og hvilke biotoper vi kan skabe, og som skaber mindelser om deres hjemegn, eksempelvis savannen eller junglen. Så vi bruger meget tid på at undersøge hvordan træer, buske og bundplant­ning ser ud i f.eks. en region af Afrika og så finde hjemmehørende pendanter,“ forklarer Laura Berg Petersen.

Daniel Spies fortsætter: „Samtidig skal vi hele tiden være bevidste om at planterne i lånehaverne kommer til at brede sig op mod hegnet så dyrene kan få fat i dem. Det kræver dialog med dyrepassere og dyrlæge samtidig med at man skal forsøge sig frem. For hvis al lånehavernes beplantning skal driftes, så dyrene aldrig kan nå den igennem hegnet, bliver det alt for krævende.“

Kan ændre arkitektplaner

Ud over egne idéer er gart­ner­afdelingen nødt til at forholde sig til andres forslag når ude­frakommende tegnestuer har designet nye, store anlæg.

I den australske afdeling havde arkitekten planlagt at der skulle være tre slags brombær. Det breder sig kraftigt, så gartnerne spurgte dyrepasser­ne om de tasman­ske pungdjævle har et særligt forhold til brombær. Det havde de overhovedet ikke, og så fik man lov til at droppe den idé.

„Desuden er der faktisk brombær i anlægget nu, men den er kommet af sig selv, og selv om den så skal holdes nede, er det jo rigtig fint at anlægget på den måde er en del af den lokale natur,“ pointerer Laura Berg Petersen.

Hun fortsætter: „På samme måde ændrer vi tit på planer­ne når der kommer arkitekttegninger med helt lige opstammede træer. Vi vælger stadig samme art, men kan langt bedre lide de mere naturlige, krogede træer som ikke er opstammet. Og det er også langt billigere. Jeg tror at vi sparede 50% på plantebud­gettet sidste gang vi lavede den øvelse.“

Stram park og vild natur

Når der bliver hevet brosten op af jorden til brug andre steder i ZOO, er det samtidig Københavnerhistorie der bliver fragtet rundt. Så langt tilbage som i 1600-tallet eksisterede der en dyrepark i forbindelse med den lystgård som lå på Allégade nær Zoo. Haven lukkede dog efter at en løve var sluppet fri og åd dyrepasseren. Senere var der et såkaldt menageri dér hvor Have­selska­bets Have er i dag. Haveselskabets Have støder op til Frederiksberg Have hvorfra man i dag ganske gratis kan stå og se på elefanterne.

Den første, primitive optakt til ZOO var dog da ornitologen Niels Kjærbølling i 1859 oprettede den første zoologiske have i Europa i den sydvestlige del af Frederiksberg Have. Og den historie er gartnerne bevidste om, fortæller Laura Berg Petersen.

„Hver gang vi kaster os over noget nyt, overvejer vi også de historiske elementer, for man skal jo ikke bare ændre alt. Det er jo et gammelt historisk anlæg, og selv om vi forsøger at gøre det hele grønnere, er vi ud over funktionen og udseendet også hele tiden bevidste om historien,“ siger hun.

Den grundlæggende opbygning er derfor sammenlignelig overalt i haven. I midten ligger dyreanlægget. Uden om ligger lånehaven som er adskilt fra det asfaltbelagte færdselsareal med en kant af brosten og et rækværk til publikum.

Sluppet vildskaben løs

Meget har dog ændret sig i ZOO i det seneste årti. Tidligere var det et meget stramt anlæg med klippede buske, lavt græs og fast underlag overalt. Siden har man arbejdet med at slippe vildskaben fri i flere og flere lommer og områder, men uden at gå for meget i den ene eller den anden retning.

„Nogle steder er plejeni­veau­et jo enormt højt, men andre steder har vi kun én græsslåning om året. Nogle publikummer elsker det ene udtryk og nogle det andet. Og sådan skal det jo være. I det hele taget arbejder vi meget med kontraster, og som gart­nerafdeling har vi en stor finger med i spillet når man skal have oplevelsen af virkelig at bevæge sig fra Australien til Afrika eller Asien til Norden,“ siger Laura Berg Pedersen.

Teknisk afdeling har desuden to væksthuse hvor gartnerne forsøger at dyrke arter som er svære at skaffe, eller som er særligt brugbare i lånehaver og dyreanlæg.

„Her har vi eksempelvis en art Tradescantia som vi bruger i en af de to regnskovshaller. Det er en bunddækkende plante der ikke skal beskæres. Den er rigtig god til at sprede sig lynhurtigt derovre hvor der er stor slitage på grund af både gæster, fugle og dovendyr,“ forklarer Daniel Spies som også må op på stigen med beskæresaksen i tropehallerne når slyngplanterne begynder at nærme sig de tekniske installationer.

Også den lille palmeart Livingstonia fungerer virkelig godt i tropehallerne. „Vi har kæmpet hårdt for at finde planter som de dværghjorte der går rundt i hallen, ikke går på. Her har Livingstonia små pigge på blade, og vores erfaring er at de ikke æder den. Det er jo netop det sjove ved arbejdet og noget som man hverken fik at vide på skolen eller kan læse sig til. Men når det er sagt, er dyrene meget individuelle. Du kan have en flok dværghjorte som ikke rører dem, og så kommer der en ny som pludselig godt vil spise af den. Så man må udvikle sin faglighed hele tiden,“ understreger Daniel Spies.

Henrik Nørtoft tager hele sin afdeling med på Have & Landskab til august i år. Der skal bl.a. ses på planter og maskiner, forklarer han. „Vi har stort set kun elhåndværtøj og et par Wei­demann-frontlæs­se­re på diesel. Alt vi har købt siden jeg kom til, har været på el,“ siger han.

Hvis nogle udstillere på Ha­ve & Landskab vil dokumentere at deres grej ikke skræmmer en okapi til døde, er det altså frem med dataar­ket, når Zoos fagfolk kommer forbi.