En drift der skaber mere biodiversitet

NATUR. Giv plads, kig på arterne, undgå slagleklipperen, målret driften og prøv dig frem. Det var nogle af rådene da Vildskab og Care4Nature gav praktisk biologisk indsigt

Hvad sker der når man i et lille lokale i Albertslund sætter to nørdede biologer over for et hold kursister fra kommunale driftsafdelinger, anlægsgartnere, landskabsarkitekter og naturforvaltere for at lære om biodiversitet en hel dag?

Det kunne man opleve en grå novemberdag hvor Vildskab og Care4Nature havde indbudt til kursus i na­turvenlig drift. Alle kursisterne arbejder til dagligt med de grønne bynære arealer, så der var stort overlap mellem de forskellige faggrupper. De videnskabelige og praktiske snakke bliver altid meget sjovere når deltagerne har forskellige tilgange til emnet og bidrager med viden. Derfor er det så vigtigt at vi bliver ved med at mødes på tværs af faglighed.

Plads til biodiversitet

På kurset var der utrolig man­ge slides om græs, for græs har vi rigtig meget af i vores grønne områder. Det er faktisk primært derfor de er grønne. Så kurset havde stor fokus på hvordan vi gør de græsklædte flader mere interessante som levesteder for dyr og planter for at få mere biodiversitet ind i den grønne drift.

Hvorfor skal vi have mere plads til biodiversitet? Det var et relevant spørgsmål at stille kursisterne, for giver det overhovedet mening at skabe me­re natur i lille Danmark når der er det samme antal arter på en hektar regnskov som der er i hele Danmark?

Kursisterne undrede sig faktisk lidt over spørgsmålet, for det er efterhånden blevet sådan at vi ikke længere spørger hvorfor vi skal hæve biodiver­si­teten i den grønne drift, men i stedet spørger hvordan vi kan gøre det. Vi tror på at denne tilgang er ved at brede sig i he­le branchen og ikke kun er en selvfølge for deltagere som går på kursus i biodiversitet.

Vi ved at der er efterspørgsel efter biodiversitet hos både virksomheder, boligforeninger og kommuner. Mange har heldigvis fået øjnene op for at det er spændende at opdage nye svirrende arter, opleve forskelligheden på arealer med mange levesteder og lære nyt og blive klogere på hvordan man på sine egne arealer kan byde ind med løsninger for at stoppe tab af biodiversitet.

Afhænger af arterne

Kampen for mere biodiver­sitet kan helt oplagt starte med at man ser på sin praksis med græsslåning, men hvad er det bedste alternativ til robotplæneklipperen? Det fortalte Hans Wernberg fra Care4Na­ture en hel del om, og kursisterne så med egne øjne hvordan forskellige maskiner klipper det høje græs.

Græsset skal klippes, men hvordan og hvornår. Og hvorfor er det så vigtigt at samle det afklippede materiale op? Disse spørgsmål blev stillet på kurset, men kan først besvares når man ved hvad der vokser på ens areal:

• Er der fredede arter, så skal der skabes lys og luft til dem – og de skal naturligvis ikke rammes af græsklipperen i deres vækstsæson.
• Har man ingen værdifulde arter, men kun græs, er det godt at slå græsset midt om sommeren og fjerner afklip­pet. Så fjerner man nemlig meget mere næring fra arealet end hvis man venter til september eller senere med at fjerne græsset.
• Har man blomster i sit græs, skal det endelig ikke slås om sommeren, for så fjerner man den pollen og nektar som insekterne lever af, og blomster­ne får ikke mulighed for at sprede sine frø. Så er der blomster, så vent med at slå arealet til midt i september.

Kursisterne vidste godt at materialet skal blive liggende, så frøene kan selvså på arealet, men hvis man alligevel først slår sit areal i september, så kan man samle materialet op med det samme i én omgang – hvis man har den rette maskine. Det samme gælder hvis man slår arealet tidligt forår, marts og april.

Brug ikke slagleklipper

Bruger man slagleklipperen til at slå sit areal, slår man en mas­­se dyr og insekter ihjel, for alt hamres sønder og sammen på en valse som kører 600 omdrejninger i minuttet. Meget frøma­teri­a­le bliver også. Derfor er slagle­klippe­ren no-go på nær i det tidlige forår og i det sene efterår. Men udfør klipningen når materialet er tørt, ellers stopper det findelte materiale op­samleren til.

Slagleklipperen har generelt set mange udfordringer, når formålet er at skabe biodi­ver­sitet. Slå derfor i stedet det høje græs med skiveklipper, fingerklipper eller en anden høstemaskine, for så bliver græsset klippet af ét enkelt sted. Brug af disse maskiner gør altså – modsat slagleklip­peren – at insekterne overlever slåningen. En anden fordel ved at benytte en høstemaski­ne er at det bliver nemmere at samle materialet op og køre væk fra området.

Men der er andre dyr end insekter, edderkopper og larver på græsstråene at tage hensyn til. Derfor er slåningshøjden på høstemaskinen afgørende for om man får slagtet padder, fuglereder, myretuer og pindsvin på vejen mod mere biodiversitet. En slå­nings­højde på 12 cm i en for­årsslåning er livsvigtig for jordlevende dyr. Slår man til gengæld i september, er slåningshøjden mindre vigtig.

Den ophobede næring

„Hvorfor er det at naturen ikke bare virker, hvorfor skal vi fjerne materialet fra naturom­råderne,“ blev der spurgt på kurset. Det skal vi fordi der siden 50’erne er ophobet man­ge næringsstoffer i jord, luft og vandmiljø siden opdyrkningen tog fart. Denne næringsbelastning er unaturligt høj så kun ganske få arter trives.

I naturen ville meget af det­te plantemateriale blive ædt af store græssere, især om vinteren når føden er knap. I dag homogeniseres naturare­alerne med få, næringselskende arter. Antallet af levesteder på arealet indskrænkes og derfor skal områderne udpines for næringsstoffer.

Da man kun kan have græssende dyr i en lille del af vores bynatur, må maskiner afhjæl­pe næringsbelast­ningen ved at fjerne det organiske materiale. Så vil man ha­ve diversitet i sit høje græs eller på en ny blom­stereng, skal man høste næringsstoffer fra arealet for ikke at ende med en tidselmark.

En målrettet drift

Slår man græs for at gavne biodiversiteten, er opsamling altså en rigtig vigtig del af indsatsen. Budskabet til kursister­ne var derfor at hvis man vil fremme naturindhold, kræver det en målrettet drift og en vedholdende indsats gennem høslæt som fjerner næringsstoffer. Det er desuden vigtigt at benytte de rette maskiner og redskaber som ikke skader padder og insekter.

På høsletengen supplerede en landmandsuddannet kursist fra Forstas med at landbrugsmaskinen ‘skårlægger’ til strå faktisk kan indstilles med en slåningshøjde på 12 cm. Skivehøsteren og fin­gerklip­peren har ikke den mulighed.

Skårlæggeren er desværre ikke det bedste valg når man høster græs. Derfor skal man selv ud og rode med sin maskine hvis slåningshøjden skal op. Her har markedet endnu ikke en løsning.

Maskiner med omtanke

Alle maskiner homogeni­se­rer arealet og trykker jorden, og det går rigtig stærkt så man skal have indsigt når man vælger en maskine til et driftstil­tag på sit areal.

Fræseren er den maskine der gør størst skade på et levested, men på et mindre områ­de kan det sagtens være godt. For når Lilli Gruwier kører med fræseren i sin have, er det for at skabe forstyrrelse og bar jord på enkelte områder.

Brugt på den rette måde og i passende doser kan maskiner være meget brugbare til at skabe variation og til at efterligne naturens egen mekanismer så som lynnedslag, græssende dyrs slid på jorden eller forstyrrelsen fra et væltet træ.   Den største udfordring med nutidens maskiner er at de er enormt effektive og oftest benyttes til at ensrette og fjerne variation. Men naturen har brug for dynamik og forskellighed, og derfor er en passen­de forstyrrelse godt for biodi­versiteten. Det vigtigste er i virkeligheden at tænke i forskellighed og gøre op med den æstetik som er i det ensartede kortklippede græs.

Må prøve sig frem

Det er vigtigt at stå af maskinen og lære sit areal at kende. Samarbejdet med biologer som Hans og Lilli eller naturforvaltere ansat i kommunen er vigtigt, men man må også prøve sig frem og f.eks. følge med i hvad der sker når man stopper med at slå græsset.

Kommer der så hjemmehørende arter frem helt af sig selv? Og hvad kan en tidlig slåning af græsset sætte gang i, hvis man med en maskine efterligner det dyrene gør ved græsset når de kommer tidligt på fold og dødbider græsset? Så får man måske blotlagt noget jord, og det er godt for f.eks. jordlevende vilde bier. Den sorte jord skaber varme pletter og forskellighed på arealet og det er netop det vi ønsker frem for ensartede kortklippede plæner.

Man kan også vælge mosa­ik­slåning ved enten af slå græsarealet i tilfældige baner og forskelligt hvert år. Denne driftsform kaldes også humoristisk for ‘fuldemandsslåning’. Slår man græsset i et større boligområde med smalle græsarealer, kan man indarbejde mosaikslåning i sin driftsplan og vælge rotationsslåning på arealerne så områderne slås på skift forår, efterår eller slet ikke slås et enkelt år. Det skaber diversitet og mulighed for at blomsterne får en chance for at sprede sig på trods af græsset.

Hos Grøn Vækst har de godt styr på de forskellige biodiver­sitetsfremmende indsatser, men efterspørgslen fra kunderne på biodiversitet bliver større og større, og kunderne har mange idéer. Derfor er det vigtigt at man som driftsan­svarlig kan svare på spørgsmål og forklare de biodiversi­tets­venlige tiltag. Det bliver der spurgt ind til når man er på job, lød det fra Grøn Vækst.

Arter frem for sorter

Lilli havde en masse gode råd til hvilke planter man skal satse på og hvorfor. Og selv om planteforhandlerne bugner af smukke sorter, så ud­vælg nøje planterne og vælg arter frem for sorter. Sammenligner man den blå anemone Hepatica nobilis, som er hjemmehørende, med den fremavlede sort Hepatica nobilis ‘Ple­na’, vil man opdage at sorten hverken har pollen eller nektar. Disse for biodiver­siteten så vigtige egenskaber er gået tabt i forædlingspro­cessen hvor der alene var fokus på store, flotte blomster.

Det er et godt eksempel på hvorfor de hjemmehørende arter er et sikkert valg når man vil styrke biodiversiteten. De er nemlig udviklet gennem tusindvis af år sammen med insekterne. En hjemmehørende art som f.eks. pil bliver besøgt af hundredvis af insekter sammenlignet med en eksotisk busk som forsythia der kun har 7 danske arter tilknyttet. Lilli Gruwier fortalte på kurset om en database man kan slå op i og finde antallet af tilknyttede arter til forskellige planter, træer og buske.

Måske er en vildeng slet ikke det rigtige valg. Det giver i hvert fald ikke det forventede resultat hvis man vælger at udså en blomsterblanding med hjemmehørende arter på en næringsrig jord. Den indsats ender efter få år med en ensartet vegetation med bræn­­denælder og tidsler. Og det var jo ikke tanken med den dyre frøblanding.

Langt nemmere tiltag

Der er langt nemmere tiltag til at styrke biodiversiteten end vildeng. På kurset blev indsatser som dødt ved, store sten, stendiger, blottet jord, kvashegn, torsotræer, vandhuller nævnt. Og man må endelig ik­ke glemme værtsplanterne hvor larver kan spise sig mæt­te, og insekterne dermed har le­ve­steder i hele deres livscyklus.

Alle disse tiltag finder man i Biotopia, og derfor var kursisterne på en rundvisning her. Et af budskaberne fra Povl Markussen, som er ansvarlig for driften i Biotopia, var dog lidt anderledes end hvad der ellers blev talt om på kurset. For i Biotopia vil man ikke være uvenner med næringsstofferne. Så selv om næringen skal ud af vildengen gennem årlig slåning med le, så bliver næringsstoffer i form af muldjord og alger fra klimasikringsbassinet benyttet som gødning i køkkenhaven i Bio­to­pia, og døde, vilde dyr bliver til nyt liv for mikroorganismer i dødeburet. På den måde bliver næringskredsløbet sluttet.

Skab naturens rammer

Hans Wernberg mindede om at vi skal passe på med vores ‘anlægstrang’, for holdbare resultater for biodiversitet skabes ofte gennem driften. Og vi skal huske at vi ikke kan anlægge et slutresultat, men i stedet skaber rammer hvor naturen kan udvikle sig.

Anlagte insekthoteller virker kun til ly og overvintring hvis der også er levesteder med værtsplanter og mad fra hjemmehørende blomster, buske og træer. Her er de mange hvidblomstrende træer til stor hjælp for biodiversiteten, for de er ofte hjemmehørende arter, som giver god nektar i det tidlige forår. Giv plads til dem.

Hule gamle træer har altid været redesteder for fugle, men når de gamle træer er væk, kan en fuglekasse være et alternativ – og kan man hæn­ge den i 6 meters højde, så er der gode chancer for, at tårnfalken flytter ind.

Wernberg mindede til sidst om de enkle regler til at fremme naturen:

• Bevar eksisterende natur
• Afstå plads
• Tilbyd levesteder
• Masser af blomster
• Udpin, skab lys og luft
• Skab variation
• Frem hjemmehørende arter
• Tilpas driften.

Skribent
Pernille Vesterløkke er ansat i Care4­Na­ture og er medarrangør af kurset som denne artikel omhandler.