Blomsterne i Mannheim

Jens Thejsen
Straks man kommer ind på udstillingsområdet bliver man slået omkuld af det drøn der er på tulipanbedet. To dominerende farver løfter sig over mange andre løgplanter og sommerblomster

BUGA 23. Den tyske udstilling viste masser af inspirerende nytænkning

Der var drøn på forårsblom­stringen i Mann­heim i maj. Blåregn, guldregn, hestekastanje og kejsertræer stod i fuldt flor.

Jeg besøgte Buga 2023 den 2. maj. En stor tysk have- og landskabsudstilling som holdes hvert andet år i en tysk by. I den tyske ha­vetradition ser man som regel både farverige powerbede og mere raffinere­de afstemte plantninger i traditionen fra de store tyske havefolk Ernst Pagels og Karl Foerster. Og samtidig bliver der næsten altid afprøvet og eksperimenteret.

Præ­rieliljens comeback

Ja, farverigt var det. Straks jeg kom ind på udstillingen var der forårsløg i mængder, hovedsagelig med tulipaner i forskellige farver og sorter. Der blev leget med farver, kontraster, højder og under­plant­ninger.

I Luisenpark er der mange gode ældre træer, bl.a. i en bevoksning med vandgran. Dette miljø har man udnyttet til en beplantning primært med forskellige skovbregner og enkelte vilde urter som forglemmigej. Der kommer et fint lys gennem vandgranens kroner som passer godt til bregnebunden.

Men som man ofte ser på udstillinger og haveshows, er der én art som man forsøger at genintroducere eller i hvert fald bruge mere end sædvanlig. Denne gang er det præ­rieliljen, Camassia leichtlinii, både selve arten og sorter, og prærielilje er bestemt en plante som passer godt til præriehaver og prærieagtige landskaber.

Samtidig med at forårsløge­ne var på sit højeste, kunne den nysgerrige se at der var planter klar til at tage over når løgsæsonen var ovre. Så der vil være farvestrålende bede under hele udstillingsperioden.

Fuglene i Luisenpark

På et tidspunkt skal jeg fotografere en beplantning og hører en underlig, men velkendt gækkende lyd. Jeg vender mig, og bag mig spankulerer en stork helt tæt på, og tilsyneladende lader den sig ikke forstyrre af min tilstedeværelse.

Prærielilje, Camassia leichtlinii, har på Buga 2023 fået renæssance. Den er fra den nordamerikanske prærie og tåler både våde vintre og knastørre somre. Den er i aspargesfamilien, sammen med bl.a. agave, liljekonval – og asparges. I sit naturlige habitat er det en god insektplante, fx for bier.

Jeg kigger nysgerrigt, men da jeg bevæger mig lidt for hurtigt, flyver den op og lander i en storkerede højt oppe i et træ.

Det bliver ikke den eneste fugl jeg mød­er. Det viser sig nemlig at den ene del af ud­stillingsområdet ligger i en gammel park som både er med planter og dyr og særligt med fugle. Luisenpark hedder parken og er faktisk et anlæg etableret til en Buga-udstilling helt tilbage i 1975. Det forklarer også de mange gamle fine anlæg, de mange specielle træer og fine plantesamlinger.

Denne del af udstillingen er derfor lidt speciel. Her er alt fra pingviner til Cameliasam­ling, fra skarlagenrøde Ibis i frit flyvningsbur til træpæoner i mængder. Men det er ikke ba­re ældre anlæg, der er også mange nye eksperimenter og plantninger, bl.a. større områder med forsøg med bæredygtige beplantninger.

Skulle det begynde at regne, er der masser af indendørs udstillinger hvor man kan søge tilflugt.

Bl.a. et stort væksthus med sydamerikanske planter og flere dyr, særligt med man­ge sommerfugle, og der er et hus på 2700 m2 hvor der præsenteres 350 tropiske- og subtropiske plantearter og mange forskellige krybdyr.

Fra bombesikre militærbygninger til genbrugshavekunst. Et tykt lag knust beton og brokker af forskellig størrelse er udgangspunktet for en tørhave. Det gode dræn giver steppeplanterne gode muligheder og brokkerne skaber kondens.

Over floder og kolonihaver

På flere Buga-udstillinger har der været svævebaner så man kan se det hele fra oven. ‘Det har vi set før’ kan man let kom­me til at tænke når man får øje på en svævebane.

Men her tager man fejl, svævebanen er til en hel anden del af udstillingen som ligger langt væk. Man svæver højt over byen med udsigt ned over floder, beboelse, jernbaner, sportspladser, parcelhuse og kolonihaver, faktisk en fantastik byoplevelse.

Efter at have svævet i 10-15 minutter hen over byen, havner man i en helt anden Buga-afdeling, Spinelliparken, et stort område der indtil 2014 har været et amerikansk mili­tærområde med både øvelsesterræn og en gammel kaserne.

Selv i den fine gamle Luisenpark spiller det bæredygtige en stor rolle, her er etableret en ‘vild’ beplantning’, og der er stenbunker og dødt ved. At det kan være vanskeligt at gøre det vilde publikumsvenligt, viste denne fine rodruin, for når det er natur, er det svært at styre, og stor gedehams, Vespa crabro, havde etableret sig der. Den er et rovdyr som klarer både almindelig gedehams, humlebier og andre insekter, og ja, og at holde publikum på afstand selv om den ikke er særlig aggressiv.

Eksperimenterende park

Spinelliparken er et 80 ha stort områ­de hvor der bliver eksperimenteret, store arealer bliver udlagt til succession, der bliver lavet landart, der er historier om mødet mellem kultur og natur, der er store haller med landskabets udvikling fra istiden. Der er workshops om verdensmål og genbrugs­de­monstrationer, og selvfølgelig haver, små nyttehaver, ‘børnehaver’, blomsterhaver og na­turhaver.

I det militære område har der ud over store grønne arealer og jernbanelinjer været flere betonbygninger. Flere af dem er nedrevet, og her har man arbejdet med at genbru­ge beton. Noget er knust i forskellige størrelser og brugt til at plante i, noget er i store enheder brugt som fliser og andet er brugt som dele af en skulptur.

I Spinelliparken er der virkelig spændende, flotte haver, men ikke kun flotte, meget er anderledes end vi ofte tænker haver og landskab.

Kasernen og det militære områdes historie fortalt i en skulptur. Sat sammen af vægstumper, håndvaske, jernbeton altså materiale fra en tid som var. Skulpturen er placeret med skrænter til alle sider som ikke kun er græs, for mange blomstrende vilde planter er på vej.

Der er masser af nytænkning, og det er et sted hvor der kan hentes inspiration, læres og opleves.

Efter udstillingen vil flere af projekterne i Luisenpark blive bevaret så parken har fået et kvalitetsmæssigt løft inden der bliver parkjubilæum. I 2025 kan den fejre 50 år.

Store dele af Spinelliparken vil blive udlagt til grønt rekreativt område, legepladser vil blive bevaret, men der vil også blive bygget boliger på noget at arealet.