”Våd i våd” og permeabel bund kan være løsningen på to af udfordringerne med jordfugtig beton i befæstelser.
I anlægsgartnerfaget er der tradition for at lægge fliser, belægningssten, vandrender og brosten på et underlag af beton, mest jordfugtig beton. Men der er mange eksempler på at det ikke holder.
De seneste år har jeg qua mit arbejde været involveret i to sager hvor bygherren efter aflevering af udearealerne har konstateret at vandrender går løse, knækker og får afslåede kanter. Klagen er helt forståelig. Men hvem har ansvaret?
I begge sager startede ejeren med at antage at det måtte være den udførende som ikke havde lavet arbejdet godt nok. Den udførende pegede i begge tilfælde på at skaderne måtte skyldes mangelfuld vedligeholdelse og henviste til at der manglede fugemateriale.
For mig er det centrale problem at stort set alle konstruktioner hvor belægninger etableres på en bund af jordfugtig beton eller grusbeton, ikke er tætte. Det kan hurtigt blive et problem i det danske vintervejr med gentagne skift mellem frost og tø.
Vandrenden vil få tilledt vand både via afretningslaget under den tilstødende belægning og via fugerne i selve vandrenden. Det var tydeligt at se ved optagning af de beskadigede vandrender som man ser på billedet herover.
Processen der accelereres
Når der først er vand i fugerne eller der er vand der siver ind mellem betonrende og underliggende betongrus, vil frost let få dem til at gå løse. Og når renderne først er løse, vil de ved belastning fra kørsel, især når det er tung og drejende kørsel, let kunne bevæges lidt. Derved kommer materiale fra fuger og afretningslag let ind under renden. Vand kan også være med til at transporterer materiale ind under belægningen.
Når belastningen gentages, accelereres processen, da de første sandskorn giver plads til flere og større korn. Det kan føre til afskalninger på naborenden. I værste fald vil renden knække når den belastes, typisk hen over en sten som ligger på en hård betonflade. Processen forstærkes af at vandmættede fuger ikke har samme styrke som tørre fuger.
Hvad kan man lære? Bruges der beton, skal hele konstruktionen være tæt. ‘Våd i våd’ som murerne siger, ligesom det f.eks. blev brugt til granitbelægningen på Amagertorv i København. Og som ser ud til at holde. En anden løsning er at anlægge befæstelsen på ubundet bund der tillader vand at sive ned, f.eks. skærver eller sandmættet makadam.
To ældre eksempler
To andre eksempler blev beskrevet i Grønt Miljø nummer 5, 2022.
Det ene var Købmagergade med sin da 10 år gamle belægning af 12×12 cm savede granitsten sat i beton, fuget med Resi Block (semifast) og en betonplade som bærelag.
Det andet eksempel var Nørreport hvor servicevejen var granitbelægningssten sat i beton, fuget med beton og med betonplade som bærelag. Pladsen på Nørreport var granitfliser sat i grus, fuget med grus og med stabilgrus som bærelag. Alle steder med mange tomme skæve fuger og afskalninger efter 7 eller 10 år.
Hvorfor holdt det ikke? For fliserne i grus kunne årsagen være at driften sugede fugegruset op så der sivede vand ned i underlaget som dermed mistede bæreevne. For fliserne i beton kunne årsagen være at de faste fuger krakelerede så der trængte vand ned så fliserne sprang i frosten.
Løsningen kunne f.eks. være permeabelt bærelag som f.eks. skærver der ikke mister bæreevne i fugt, og som får vandet væk så der ikke dannes is.
Skribent:
Kim Tang er fagkonsulent hos Danske Anlægsgartnere.