At brænde græsset af er et godt alternativ

Kiggegræs, brande og store græssere

Biodiversitetsfremmende drift i praksis var temaet, da Entreprenørservice i Slagelse Kommune den 1. marts inviterede til Erfa-dag i Korsør. OBS! Læs seneste nummer af Grønt Miljø for alle artiklerne fra dagen)

Slåning er ikke den eneste vej hvis man vil have mere biodi­versitet i en græsdomine­ret vegetation. Afbrænding er også en mulighed som driftsleder Jens Galby i Lyngby-Taar­bæk Kommune fortalte om med et 12 ha stort areal i Birkerød som eksempel.

Man sparer fossilt brændstof til driften, jordens kvælstof forsvinder så jorden udpines, men fosforen bevares, og det fremmer urterne i forhold til græsset. Man får bugt med kulturgræs, grove græsser og den dybe førne hvad en slåning ikke magter. Man slipper for afklip­pet der ellers kan væ­re svært at slippe af med på grund af det affald der er i det. Ilden tager også meget af affaldet. Og det er ifølge Gal­by hurtigt og billigt.

Området i Birkerød havde været plejet med høslæt i 23 år – uden at biodiversiteten rigtigt var øget, bl.a. fordi skårlægningen fandt sted i juni før mange urter satte frø. Arealet blev i stedet afbrændt, første år forsøgsvist i striber hvor afklip­pet var revet sammen, andet år i bredere arealer på op til 12 meter for at danne en mosaik af brænd­te og ikke brændte arealer.

Advarer naboerne

Sort ser det ud bagefter, og der kan være mange vrede borgere. “Vi fordeler røgen ligeligt så alle er lige sure, og så kan vi forklare derfra,” forklarede Galby. Han bruger en database med telefonnumre og sender sms om hvor og hvornår der afbrændes så folk kan lukke vinduer og tage vasketøjet ind. “Da vi en gang ikke fik det gjort, kom der mange klager. Så sms’erne virker.”

Man kan også vise med billeder at det ikke er så slemt. En afbrænding fandt sted 11. april. Den 29. april kunne den stort set ikke ses, og den 17. juni slet ikke. Nulfelter kan desuden vise hvor kedeligt det havde set ud hvis ingen afbrænding havde fundet sted.

Afbrændingsbekendtgø­rel­sen sætter rammer for metoden af hensyn til sikkerhed og røggener, men kommunen kan fravige for “græs på rod” ligesom med lyngafbrænding. I alle tilfælde skal man afbrænde fra sidst i marts til midt i april hvor man må stop­pe af hensyn til jordru­gende fugle. Og man skal ikke starte før middag, ellers kan jordfugten hæmme ilden. Efter reglerne må det ik­ke blæse for meget, højst hård vind, “men jeg går så tæt på som muligt for at få gang i det,” lød det fra Galby. For brand kræver ilt.

Den store tændstik

Man kører ud med en bør med vanddunk, løvrive, branddaskere og headset med telefon. Man vander en stribe af, en halv meter er nok. Med en stor “tændstik” på benzin og olie tænder man op bag striben i den retning ilden skal brede sig. Det ryger, også henover veje. Politiet er ikke gla­de, men siger ok hvis det ikke ryger for meget, forklarede Galby. Ilden stoppes også af et smalt grønt bælte, f.eks. klippede gangstier.

En modvindsbrand er langsom, men går i dybden. En medvindsbrand er mere overfladisk, men hurtig og kan udvikle sig eksplosivt hvis man ikke er klar. Typisk vælges medvindsbrand i åbne arealer og modvindsbrand i byområder for ik­ke at risikere noget.

I alle tilfælde lader man ilden springe over nogle steder ved hjælp af daskere og vand for at få en mosa­ik af brænd­te og ubrændte felter. Den efterladte aske og blotlagte sorte jord er godt for jordrugende bier og andre insekter.

Godt for biodiversiteten

For biodiversi­te­ten har metoden givet gode resultater, for­klare­de Galby. Efter afbrænding er der f.eks. observeret truede som­merfuglear­ter fordi deres værtsplanter – bl.a. almindelig syre og rødknæ – er fremmet af branden. Efter branden ser man også meget vikke, perikon og vejbred og stor knopurt. Og græsset fylder mindre og præges mere af blide græsser som fløjlsgræs og gulaks. Ellers vil ur­tesam­mensætnin­gen i fraværet af det grove græs afgøres af jord­bunden.

At bedømme effekten forudsætter at man har en basismåling – baseline – som man er nødt til at have selv om det koster. Efter 3-5 år kan man se om det har givet resultater som Galby understregede. Og er der resultater, er det vejen til flere midler. Man skal ikke registrere alt, men de vigtigste parametre så man har en idé om at det gavner.

Til afbrændingens ulemper hører opvækst af eg der kan  modstå ilden. Er der for man­ge, må de graves op. Der er og­så risiko for at dyr som padder, markfirben og salamandre kan dø i ilden. Derfor skal man gå uden om vand­huller, men alle metoder har tab.

Ifølge Galby skal afbrænding ikke stå alene, men kombineres med flere metoder som høslæt og brak, alt sammen for at optimere bio­diver­siteten: “Vi efterligner naturen og har derfor mange forskelli­ge plejemetoder der igen skaber man­ge forskellige refugier til mange arter.”