Sådan endte cyklen i æren

Du har nok set billedet før. En cykel der engang er blevet lænket til en ahorn i skoven på øen Vashon i USA-staten Washington, og med tiden er opslugt og løftet små to meter op. Cyklen er i dag en velbesøgt kuriositet.

På nettet florerer flere historier om hvordan cyklen blev en del af træet. F.eks. at en ung mand efterlod den inden han drog af sted som soldat i 2.  Verdenskrig og aldrig vend­te hjem. En tosset historie for der er klart tale om en barnecykel.

Seattle Times mener dog at de har fundet den sande historie. Cyklen tilhører den pensionerede sherif Don Puz. Det lyder som endnu en and, men Seattle Times har besøgt Don Puz og tjek­ket beviser, så den skulle være god nok.

Cyklen i træet er en attraktion på den lille ø Vashon i staten Washington. Du kan stadig se cyklen hvis du tager en færge til øen Vashton.

Dons dårlige cykel

Han voksede op i området, hvor hans far døde i en brand i 1954. Det fik hele lokalområ­det til at støtte famili­en, bl.a. med gaver til familiens fem børn. Og netop cyklen var en af gaverne til unge Don.

“Jeg brød mig aldrig om den cykel,“ fortæller han til Seattle Times. „Det var ligesom en trehjulet cykel bare med to hjul. Tynde små håndtag og hårde gummihjul.“

Han brugte dog alligevel cyklen af og til når børnene tog ud til en sump nær hjemmet. „Vi kunne godt lide at lege der og fange haletudser. Vi drønede rundt i søerne og mudderet,“ fortæller Don Puz. Det var netop her på kanten af sumpen som i dag er drænet væk, at cyklen blev foreviget med træet. Don Puz glem­te den en dag i 1955 og gad ikke og gå tilbage efter den.

Men i 1995, 40 år senere, var han på besøg hos sin søster der stadig boede på øen. Da de gik tur i skoven, opdagede Don Puz cyklen i træet og var ikke i tvivl. „Det første jeg sagde, var ‘det er min cykel’,“ siger Don Puz som alligevel ikke føler sig som den retmæssige ejer. „Jeg smed den væk for længe siden. Jeg tror at træet ejer den nu.“ Og det gør træet faktisk. Det er nemlig blevet fredet i mellemtiden.

Men hvordan kom cyklen til at sidde fast i træet hvis Don Puz bare lænede den op ad stammen? Så ville træets tyk­kelsesvækst vel bare have væltet cyklen. Noget må have holdt cyklen fast. Måske fordi den var hængt op i en gren som professor Elizabeth Van Vol­ken­burgh fra Washingtons Universitet gætter på. lt

Kilder:
Vashon tries to get a handle on famed bike’s vandals. Seattle Times 8.9.2014.
The real story behind…’a boy left his bike chained to a tree’ & no he didn’t go off to war’. The Vintage News den 18.2.2018.