Vi er begyndt at tilpasse os de større og heftigere regnskyl som fremtiden nok vil byde på. Landet rundt udføres større og mindre anlæg med lokal afledning af regnvand (LAR) der skal begrænse virkningerne af det ændrede klima.
Anlæggenes planlægning, udseende og drift er en ny faglig udfordring. Det er vigtigt at vurdere de allerede udførte anlæg da vi må antage at antallet af LAR-anlæg mangedobles de kommende år. Ikke mindst er der grund til at overveje om vi har for høje ambitioner, og om vi magter driftsopgaven eller skal drifte på en anden måde. I hvert fald er det nødvendigt at spørge: Er der råd til at drifte dem når der knapt er midler til at drifte byens øvrige grønne anlæg? Skal der overvejes andre driftsmetoder? Skal borgerne stå for noget af driften?
Fra en række private og offentlige eksempler er der høstet værdifulde erfaringer der giver nogle svar. Generelt er der behov for at tage stilling til de anlæg der skal anlægges i de kommende år. Rådgiverne skal være bevidste om den sammenhæng de agerer i, tilpasse deres informationsniveau til stedet og detaljeret inddrage borgere og driftsfolk.
Der skal afprøves nye former for borgerinddragelse, og der skal fokuseres på borgernes medvirken fra den spæde begyndelse. Endelig viser erfaringerne at det er vigtigt at lære af hinanden, samle viden op, afprøve nye driftsformer
og – frem for alt – lære af dem der har det daglige ansvar og den praktiske erfaring.
Fællesgården på Nørrebro
Fællesgården Hothers Plads Karré på Nørrebro i København er udført efter byfornyelsesloven. I en sådan offentligt støttet gårdhave kræver kommunen at man skal håndtere mindst 30% af en T10, den regnhændelse der i teorien opstår hvert 10. år. Da gården blev planlagt (2010-2012) var LAR ikke et særligt
kendt eller afprøvet produkt, og man hæftede sig mest ved de spændende perspektiver og knapt så meget ved driften.
I den færdige gård opfører regnbedene sig imidlertid forskelligt selv om volumen er beregnet på samme grundlag. Nogle bede står med vand i længere tid mens andre tømmes på få timer.
Gårdlauget besluttede derfor på eget initiativ at begrænse arealet på nogle af de mindst vandholdige bede for at få mere græsareal. Det har ikke givet anledning til problemer med vandhåndteringen da det jo er afstemt med virkeligheden.
Gårdens udvikling og drift bestemmes af gårdlauget. De grønne arealer driftes af et privat, lokalt gartnerfirma, og gården fremtræder meget velplejet. Regnbedene er populære og nyder stor forståelse blandt beboerne trods den
plads de optager.
Efter tre vækstsæsoner er planterne ved at vokse til så bedene bliver markante elementer i gården. Planterne må gerne være kraftige og enkle at drifte, og nogle bede er da også senere efterplantet med mere robuste planter som pilebuske og kornel.
Beboerne deltager ikke direkte i driften, men kan udnytte deres demokratiske ret gennem den gårdlaugsrepæsentant hver ejendom har i gårdlauget.
Boligselskabet i Gladsaxe
Et noget andet miljø er Marielyst, Kildeparken og Kildevænget under Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe Kommune. Her har store regnskyl givet
stigende problemer med oversvømmelser og vand i kældre. Derfor besluttede man et omfattende LAR-projekt med tilskud fra forsyningsselskabet Nordvand hvor tag- og overfladevand på alle arealer blev afkoblet 100%.
Bebyggelserne er fra 60’erne og rummer rigelige friarealer i et bevæget terræn der før mest var plæne. Her er LARanlægget anlagt som lavninger, grøfter, regnbede, render og permeable belægninger og regnbede. Det er et godt eksempel på hvad der er muligt inden for de begrænsede økonomiske rammer. Vi vil se mange flere af den slags anlæg i de kommende år.
Men driften har givet problemer. Før skulle man slå græs, nu skal man drifte regnbede med blandinger med urter og langt græs. Nogle arealer er for stejle til maskinerne. Nogle står periodevis under vand og kan derfor ikke slås på faste datoer. Det har skabt en frustration hos driftspersonalet der efterlyser
konkrete driftsmetoder.
Skal arbejdet gøres manuelt? Hvilke maskiner skal bruges? Skal man luge med hånden i bedene, f.eks. tidsler, mens resten bliver stående? Hvad er tidsforbruget? Spørgsmålene indgik i en erfa-dag i august 2016 hvor problemerne blev drøftet og erfaringer lagt frem. Det skete under medvirken fra Gladsaxe Kommune der har indtaget en central rolle selv om det ikke er et kommunalt projekt.
Erfa-dagen viste klart at både beboere og driftspersonale manglede grundig indføring i hvordan LAR-anlæg ser ud og udvikler sig. Mødet fokuserede på konkrete driftsmetoder, bl.a. slåning af græs, maskiner, glatførebekæmpelse, eftersåning, såtider mv.
Eksemplet viser rådgivernes vigtige funktion. Det er ikke nok at illustrere LAR-anlæg som noget der står fra dag ét. Det skal beskrives som noget der udvikler sig over flere år.
Samtidigt skal bygherre og ansatte være med på at lære af deres erfaringer. Jordbund varierer fra anlæg til anlæg, og beplantningen opfører sig forskelligt. Ikke to anlæg udvikler sig ens.
Kildeparken er et godt eksempel på nødvendigheden af at driftsfolk skal inddrages så tidligt så muligt og følge processen tæt. Kun derved opstår ejerskabet til anlæggene der udløser den innovative kraft der altid er til stede
blandt praktisk tænkende mennesker.
Haverne i Brøndby
Brøndby Kommune og det daværende Brøndby Kloakforsyning (nu Hofor) var nogle af de første til at håndtere vejvand gennem vejbede og har dermed også driftserfaringer.
I 2011 gennemførte Brøndby Kloakforsyning et pilotprojekt med separering og LAR på villavejen Lindevang. Syv vejbede håndterer vejvand mens anlæg
i 15 haver viser hvordan regnvand kan håndteres i private haver.
I en tæt dialog med forsyningen fik beboerne støtte til at omlægge deres have til at håndtere regnvand. Det blev til meget forskellige anlæg, f.eks. med lavninger i græsplænen, stauderegnbede og befæstede render.
Grundejere fik gennem processen viden og ejerskab til LAR og er blevet ambassadører der viser haverne frem og deler deres viden med andre.
De syv vejbede blev etableret umiddelbart efter haverne. De blev designet af forsyningen med input fra vejens beboere, Brøndby Kommune og samarbejdsparterne i ‘Byer I Vandbalance’. Via en workhop kom beboerne med input til beplantning af vejbedene, bl.a. ensartet udtryk, havepræg og stedsegrønne planter. Der blev derefter etableret syv vejbede med forskelige stedsegrønne og haveprægede stauder.
På Lindevang ejer Hofor vejbedene og står for driften. I de to første år lod de den udførende anlægsgartner stå for driften i en periode den var særlig tung på grund af håndlugningen af bede. Derefter har forsyningen selv driftet vejbedene. Den har også betalt kommunen for at holde øje med det grønne når kommunens tilsyn alligevel er ude at inspicere vejbrønde eller nærliggende grønne arealer. Forsyningen overvåger selv de mere grå dele som forbassiner, brønde og faskiner.
Projektet fra Lindevang var et pilotprojekt der skulle udvikle
demonstrationshaver. Det er ikke umiddelbart muligt fremover at afsætte så
mange ressourcer til borger inddragelsen. De næste 500 bede vil nok bestå af mere simple beplantninger hvor planterne vokser hurtigere frem og kan håndteres med en mere enkel drift, f.eks. med slåning på faste tidspunkter.
Tilpasses lokale forhold
De tre eksempler peger på at det er en udfordring at etablere design og vejbede der passer til lokale forhold, herunder beboere der vil noget særligt.
Desuden peger eksemplerne på behovet for at udvikle arbejdsdeling mellem kommune, forsyning og borgere om vej, fortov og vejbed så man f.eks. ved hvem der skal samle pizzabakken op.
I dag er de formelle regler, organisering og finansieringer ikke egnede til den grønne håndtering af regnvand. Der skal udvikles nogle nye nøgler for driften så det kan blive godt og effektivt. Samtidig skal driftsenhederne i kommunerne
og forsyningerne have flere erfaringer med at drifte vejbede på en effektiv måde.
Portland som inspiration
I den amerikanske by Portland har kommunen udviklet et effektivt webbaseret system hvor lokale borgere og frivillige kan melde sig til at passe et eller flere regnbede og få driftvejledninger og påmindelser på mail.
Kommunen har de sidste ti år opbygget dette system hvor flere og flere frivillige
deltager. Den fleksible model bygger på idéen om at jo flere frivillige der deltager, jo flere midler frigives til at omlægge nye områder.
I Gladsaxe oplever kommunen og forsyningen at der er problemer med denne fleksible tilgang. En udfordring er at der ikke er så mange erfaringer for frivillig deltagelse på det tekniske område. Det vil kommunen gerne bidrage
til og kommunens tværfaglige frivillighedsteam arbejder med at finde nye modeller.
Særlige udfordringer knytter den danske selskabsgørelse af forsyningerne og behovet for at lave fleksible aftaler. Selv om Nordvand gerne vil udvikle nye modeller for driften, har forsyningen behov for klare aftaler om arbejdsdeling,
finansiering og drift. Driften skal måles, og det er vigtigt for Nordvand at anlæggene fremstår med plantedække så hurtigt som muligt af hensyn til nedsivningsevnen.
Endelig betyder processerne om udbud at der skal tænkes kreativt og langsigtet allerede når udbudsmaterialet laves hvis borgernes arbejde kan
tænkes ind i forhold til design, anlæg og drift. Det kan være svært som borger at tage stilling til driften før anlæggene er etableret. Omvendt kan det
være i grundejernes interesse at området er klimatilpasset og tager sig mere varieret og grønt ud.
Model for borgerdeltagelse
Der har været meget diskussion om udviklingen af en model for borgernes deltagelse i driften i Gladsaxe. Der er udviklet forskellige modeller på
henholdsvis offentlige veje og privat fællesveje.
På de private fællesveje får foreningerne to plantepakker at vælge imellem. Entreprenøren planter anlæggene og vedligeholder anlæggene det første år. Hvis planternes tilstand ikke er tilfredsstillende efter første år, tilkøber Nordvand yderligere et års drift. Derefter overgår vedligeholdelsen
til foreningerne.
På offentlige veje får borgerne mulighed for at adoptere et anlæg. Hvis en eller
flere borgere vil det, får de valget mellem to plantepakker. Entreprenøren vil i samarbejde med borgerne plante bedene til og har ansvaret for vedligeholdelse det første år. Derefter overtager borgerne vedligeholdelsen.
Hvis der er bede som borgerneikke vil holde, overtages driften af kommunen der vedligeholder det som de øvrige kommunale bede med 1-2 slåninger pr. år.
Plantepakkerne sikrer at der er valgmuligheder, og at vejbedene kan leve op til de hydrauliske krav. Desuden skabes en vis æstetisk sammenhæng når de forskellige pakker går igen i kvarteret.
Entreprenøren holder åbne skurvognsarrangementer og vejmøder hver gang de starter op på en ny vej. For at kvalificere borgerne til at vedligholde bedene er det desuden skrevet ind i udbuddet at entreprenøren skal stå for et vist
antal undervisningstimer af beboerne i det år hvor de selv står for driften.
udføres af Rødovre Kommune. Grøften slås som enggræs to gange
årligt på tidspunter så blomsterne når at kaste frøene. De grønne
rabatter har givet anledning til nogen diskussion blandt beboerne da
man er bange for at uønskede arter kaster frø ind i haverne. Derfor er
man flere steder på strækningen blevet enige om at slå græsset som
græsplæne i en bane på cirka 50 cm langs skel.
Lørenskogvej
Rødovre Kommune ønskede et demo-projekt der kunne vise borgerne hvordan man kunne gennemføre LAR på en typisk villavej. Det skulle være til inspiration
i og udenfor kommunen og bidrage med erfaringer til planlægning, anlæg og
drift af veje og vejbede. Samtidigt med omlægningen skulle vejen gøres mere grøn.
På de indledende møder med beboerne stod det hurtigt klart at en meget grøn vej ikke skræmte beboerne der havde stor forståelse for tanken om LAR.
Dermed var tanken om at nedlægge det ene fortov for at give plads til regnvandet heller ikke noget stort spørgsmål. Udgangspunktet var 100% afkobling af vejvandet.
Vejen blev udformet med ensartet fald og en grøft eller et regnbed i vejens ene side med et antal p-pladser befæstet med brosten med bred græsfuge og på permeabelt bærelag der afvandes direkte til grøften.
De grønne arealer blev tilplantet med vegetationsmåtter for at skabe en umiddelbar grøn effekt og en overflade, der straks kunne bruges. Vegetationsmåtterne havde også den virkning at de sarte urter bedre kunne konkurrere med de aggressive græsser.
I dag fremtræder vejen meget grøn, og grøften har et væld af græsser og urter, mange steder med et meget naturligpræget udtryk. Lørenskogvej er derfor et godt eksempel på at visionen om mere natur og grøn variation på bekostning
af asfalt og p-pladser ikke altid møder modstand hvis det formidles på den rigtige måde.
Det er netop et tema der går igen i mange af de klimavenlige villaveje der og udføres i disse år. Borgerne har generelt forståelse for at LAR har betydning, og vil gerne være med til at gøre en forskel, men det har naturligvis stor betydning at anlæggets hydrauliske dele betales af forsyningsselskabet. Desuden er der forståelse for at vejbede og grøfter ikke kan have et højt og dyrt plejeniveau, og at naturen gerne må være mere synlig.
Låsby Søpark
Låsby Søpark i Skanderborg er lige indviet efter mange års planlægning i samarbejde mellem kommune, forsyning og lokale borgere. Området skal håndtere regnvand og er samtidig et idræts- og aktivitetsanlæg med tilknytning til det nærliggende stadion.
Aktiviteterne er udviklet med lokale idrætsklubber, og området skal desuden være et udflugtsmål for det lokale plejecenter og bruges af eleverne på Låsby Skole til undervisning og aktiviteter.
Anlægget er betalt af Skanderborg Forsyning og Skanderborg Kommune med tilskud fra Lokale og Anlægsfonden, Realdania, Friluftsrådet og Vanførefonden.
Borgerne har været involveret i planlægningen lige fra de tidlige idéer blev udviklet på møder og workshops. En følgegruppe med deltagere fra foreninger og aktive borgere har tillige etableret en facebookside.
Det langvarige samarbejde har udviklet stærke relationer til områdets borgere
og foreninger, og det letter kommunikationen og samarbejdet. Det har været afgørende for anlæggets kvalitet at borgerne vil deltage i driften.
Udfordringen var som mange andre steder at forsyningen og kommunen kun havde en vis portion midler til driften. Hvis borgernes ønsker om flere aktiviteter skulle realiseres, krævede det nye samarbejdsformer med borgerne. Og det tog de imod, oplyser Vicky Madsen fra Skanderborg Forsyning.
Uden borgenes medvirken var det nok blevet et mere traditionelt bassin uden de mange aktiviteter og gode adgangsforhold. Da borgerne i følgegruppen
var positive over for borgerdeltagelse i driften, blev der i april 2015 holdt et stort borgermøde hvor opgaverne blev lagt frem og forskellige grupper tog ansvar for drift og vedligeholdelse af f.eks. legeplads, bålplads, sportsarealer
mv., ofte i et samarbejde med kommunen.
Der bliver lavet en samarbejdsaftale for hele Låsby som danner grundlaget for de forskellige konkrete aftaler om drift og vedligehold. De bliver ret specificerede med aftaler om græs der skal slås, og anlæg der skal renses op.
De vandtekniske elementer skal driftes af forsyningen og de rekreative elementer af kommunen og borgerne.
„Vi er ikke i gang endnu, og der skal nok komme udfordringer undervejs,“ siger Vicky Madsen. „Men vi har fået rigtig gode relationer til borgerne, sådet finder vi ud af.“
VAND I BYER
Artiklen er baseret på et pilotprojet i regi af Vand i Byer. Som fortsættelse planlægger Vand i Byer et projekt der skal fokusere på driften og udvikle nye driftsmodeller. Vandibyer.dk.
SKRIBENTER
Niels Lützen er landskabsarkitekt og indehaver af Niels Lützen Landskabsarkitekter ApS.
Birgitte Hoffmann arbejder på Center for Design, Innovation and Sustainable Transition, Aalborg Universitet.