Liebherr-fokus på tre år med masser af udvikling

Tiden mellem to E&H’er udnyttet godt med nye motorer, ny hydraulik og nye elektroniske styringer.

Nogle steder hedder det nærighed. Andre steder økonomisk ansvarlighed. Hos den danske Liebherr-importør, JMM-Group, foretrækker salgsdirektør Leif Rudebeck Petersen at kalde det sparsommelighed, når tre års udvikling mellem to styk E&H-messer munder ud i betragteligt mindre brændstofforbrug.

”Hvad der er sparet, er tjent. Og det bliver til stadighed vigtigere for entreprenørernes bundlinjer, at de store entreprenørmaskiner kender til mådehold, når der tankes diesel. For Liebherr kan vi konstatere, at ingeniørerne i udviklingsafdelingen virkelig har haft fokus på sparsommelighed, som opnås via kraftige optimeringer af både motorer og hydraulik. Hertil kommer til stadighed mere anvendelse af elektronisk styring”, siger Leif Rudebeck Petersen.

Han og hans JMM-mandskab vil satse på dialog med gæsterne om netop den optimalt økonomiske måde at være ejer af entreprenørmaskiner under E&H 2018 i Herning fra den 14. til den 16. juni.
”Det er faktisk en imponerende bedrift, at ingeniørerne har formået at optimere brændstofudnyttelsen yderligere. I forvejen lå Liebherr lavt i brændstofforbrug blandt store entreprenørmaskiner, og ingen andre når os endnu”, fastslår salgsdirektøren.

Lange serviceintervaller
Derfor kommer meget af messe-snakken i Herning mere til at gå på de tre bogstaver TCO. De står for Total Cost of Ownership og betegner den totale økonomi, en maskinejer kan regne med i ejertiden. Her har salgschef Leif Rudebeck Petersen og det øvrige JMM-team en masse at fortælle messegæsterne om.

”Det handler jo om servicepriser og intervaller. Liebherr producerer selv sine motorer, og det betyder, at en maskinejer typisk kan springe tre services over i forhold til ejere af andre maskinmærker. Det giver også længere intervaller mellem fakturaerne. Liebherrs motorer kører op til 2000 timer mellem skift af motorolie. Når det kommer til hydraulikolie, taler vi om op til 8000 timer”, forklarer Leif Rudebeck Petersen.

Ny teleskoplæsser
JMM-salgsdirektøren er ikke i tvivl om, at det bliver en farverige graffiti-jubilæumsmaskine, der kommer til at tage optimal opmærksomhed på E&H 2018. Det er gravemaskine nummer 75.000 fra Liebherr-fabrikken, som det er lykkedes den danske importør at hente til Danmark netop til entreprenørmessen i Herning.

Blandt de helt varme nyheder præsenterer JMM-Group teleskoplæsseren T33-10, som er medlem af en helt ny serie fra Liebherr. Den nye i familien løfter op til 3,3 tons og har en løftehøjde på 10 meter.

Maskinen er udviklet til kunder med har behov for en større løftehøjde med lidt mindre belastning. Konstruktionen er den samme som for de øvrige maskiner i programmet, dog med den forskel, at der er tre udskud for at nå de 10 meter. Liebherrs nyudviklede program af teleskoplæssere dækker i første omgang området fra 3,2 til 6 tons løftekapacitet og med teleskopering fra 6 til 10 meter.
Det unikke design blev i starten af 2018 belønnet med German Design Award, blandt andet begrundet i super-ergonomisk og brugervenlig førerplatform. Maskinerne er udrustet med den nyeste motorteknologi og overholder Tier 4 F-grænserne for emission.

JMM-Group satser i øvrigt på at skabe masser af maskinfestival-stemning på E&H-standen. Der bydes på levende musik, kulørte lamper, godbidder på grillen og ikke mindst konkurrencer med helikopter-ture, Liebherr-cykler, Liebherr-jakker og Weidemann-hoodies på præmielisten alle tre messedage.