Naturstyrelsen, biodiversiteten og de store dyr

NATURbeskyttelse. Flere mener at Naturstyrelsen ikke er gode nok til at sikre naturbeskyttelse og biodiversitet på statens arealer. Styrelsen selv mener at de gør det godt inden for de politisk udstukne rammer

Naturen er under pres. Det er der efterhånden bred enighed om hos både politike­re, forskere, foreninger og græsrodsorganisationer. Men naturen er ikke alene. I den seneste tid er Naturstyrelsen og­så kommet under pres.

Danmarks Naturfredningsforening udmeldte 16. januar i år at Naturstyrelsens pleje på statens naturarealer alt for ofte gør mere skade end gavn. Fremtrædende forskere har desuden været fremme med markant kritik af selvsamme naturforvaltning i debatind­læggene ‘Naturstyrelsen misforstår biodiversitet i brom­bærhelvedet’, ‘Naturstyrelsen fodrer vilde dyr for millioner – og naturen taber’ og ‘Biodi­versiteten er i tilbagegang – også på Statens arealer’.

Mere bemærkelsesværdigt er det at politikere fra Liberal Alliance til SF har sluttet sig til koret og erklæret at Natursty­relsen forvalter ud fra et forkert naturparadigme og kræver mere vild natur og mindre skovbrug og kommerciel drift på statens naturarealer.

I forvejen har den nuværen­de regering, bl.a. med Naturpakken i 2016, besluttet at udlægge 20% af statsskovene, 13.800 hektar, til urørt skov eller det der ligner. Og Mette Fre­deriksen har varslet me­re hvis hun kommer til magten.

Men hvordan ser hele debatten ud set fra Naturstyrel­sens perspektiv? Grønt Miljø har interviewet vicedirektør i Naturstyrelsen, biolog Signe Nepper Larsen, og flere af de mest markante kritikere.

Natur og friluftsliv

Signe Nepper Larsen har i de seneste måneder svaret flere kritikkerne med debatindlæg såsom ‘Naturen har ikke brug for en one-size-fits-all-tilgang’ og ‘Ejrnæs og Bruun undsiger Danmarks naturbeskyttelsesparadigme’ og hun mener at der er mange fordomme og forkerte antagelser om Naturstyrelsen i debatten.

„Når man gør et stykke arbejde hvor rammerne er politisk udstukket, og man synes, at man gør det godt, kan man da nogle gange godt tænke ‘hold da op’, når man hører kritikken. Vi må lægge ryg til meget, men jeg oplever kun medarbejdere som arbejder på et højt fagligt niveau med na­turbeskyttelse og biodiversitet, og hver dag går ud og gør det bedste de kan, for Danmarks natur,“ siger Signe Nepper Larsen.

En del af kritikken af Naturstyrelsen retter sig netop mod de politiske rammer og pro­blematiserer Naturstyrelsens evne til at sætte naturbeskyt­telse i højsædet og samtidig skulle tjene penge på skovdrift. Men Naturstyrelsens har et flersidigt formål, og rammerne er sat fra politisk hold, påpeger Signe Nepper Larsen.

„Det er jo ingen hemmelighed at naturen er trængt, og derfra stammer kritikken og debatten jo. Fra en forståelig bekymring for om vi passer godt nok på vores natur. Altså passer staten godt nok på vores natur. Vores mandat er at vi både skal sørge for at beskytte natur og sikre gode rammer for friluftsliv. Her er finansieringen sådan at en fjerdedel af pengene kommer fra finansloven, mens resten primært kommer fra skovdrift og partnerskaber. Vi mener ikke, at de forskellige hensyn udelukker hinanden, for vi gør os ekstremt umage med at skabe den rette balance,“ siger hun.

Naturstyrelsens ene hovedformål – gode rammer for friluftsliv – betyder f.eks. at man­ge af arealerne ikke kan forvaltes på den måde som kritikerne gerne så.

„Vi naturelskere kan jo godt tage gummistøvler på og hop­pe fra tue til tue, men det er de fleste almindelige mennesker ikke så vant til. Skal vi ska­be gode rammer for friluftsliv, er der også brug for stier, skraldespande, skiltning og en række andre faciliteter,“ siger Signe Nepper Larsen. Hun efterlyser flere nuancer i debatten så den også tager højde for at Naturstyrelsen skal age­re i en virkelighed med begrænset økonomi. Med et væld af interessenter – fra jægere og spejdere over ornitologer og biologer til hunde­luftere og mountainbikere. Og med ufravigelige krav fra EU og Folketinget.

Natur forvalter sig selv

En af de skarpeste kritikere er biolog og seniorforsker ved Aarhus Universitets Institut for Bioscience Rasmus Ejrnæs som i 1992 faktisk selv var med til at udarbejde Natursty­rel­sens bog ‘Overdrev – en beskyttet naturtype’ som havde til formål at give myndigheder og naturforvaltere inspiration og konkrete anvisninger til en indsats for overdrevene. Og han er klar i spyttet når det gælder vurderingen af Natur­sty­relsens forvaltning af statens naturværdier.

„De savner en grundlæggende biologisk forståelse. Den måde de forstår verden på er at natur er noget, vi dyrker. De er primært forstkandi­dater, agronomer og skov- og landskabsingeniører og lig­nen­de, og hvis samfundet ger­ne vil have at de dyrker givne naturtyper, så gør de det. Inden for rammerne udvælger de de bedste maskiner og folk og procedurer og laver for­pagt­ningsaftaler, og den del er de skidegode til. De ved til gengæld ikke hvad de skal stille op med den der biodiver­sitet,“ forklarer Rasmus Ejrnæs som dog har forståelse for det dilemma som Naturstyrelsen hver dag står over for.

„Problemet er at politikerne har givet dem en dobbeltop­gave som ikke kan løses. De skal tjene penge på landbrug og skovbrug og samtidig sikre naturbeskyttelsen på de selvsamme arealer. Det er umuligt. Man kan ikke løse den opgave ordentligt. Og derfor drives langt hovedparten af Natur­styrelsens areal som landbrug, skovbrug eller jagtterræner uden en optimal naturforvalt­ning,“ siger han.

Ud over finansieringen er problemets kerne ifølge Rasmus Ejrnæs at Naturstyrelsen i forhold til enge, overdrev og lignende lysåben natur bruger landmænd som naturplejere i stedet for at arbejde med selvforvaltende natur.

„Vi har et tilstandsvurde­ringssystem til den lysåbne natur som f.eks. kan indikere at naturtilstanden på et areal er lavere på grund af krat. Så ryddes krattet, naturtilstanden bliver højere. Det kan bevises sort på hvidt at vi laver god naturple­je. Men på den måde forveksles symp­tom­behand­ling med god ple­je, for problemet forsvinder ikke selv om de fjerner tegnet på problemet. Det virkelige problem er at der i økosystemet mangler store pattedyr. De har altid været der, de store landlevende pattedyr som har været sultne om vinteren og har spist af vedplanterne og formet disse le­vesteder. Naturstyrelsen vil gerne fremstille de store pattedyr i fri dressur som en meget eksperimentel tilgang til naturforvaltning, men det er simpelthen en evolutionær grundregel, at der er store dyr. Der er brug for store dyr,“ fortæller Rasmus Ejrnæs.

„Naturstyrelsens argument om at der skal være råd til at passe på naturen, kan man derfor møde med modargu­mentet, at naturen kan passe sig selv. Men ved aktiv forvaltning sikrer Naturstyrelsen selvfølgelig sin egen eksistensberettigelse,“ siger Ejrnæs.

Vant til maskinerne

En anden af de kritiske røster er naturforkæmper og formand for Vild Med Vilje, Philip Hahn-Petersen. Han er også fortaler for såkaldt ‘rewilding’ som handler om at genskabe naturens oprindelige vilde processer. Han spiller faktisk en central rolle i Bjergskovsagen – årets nok mest omtalte naturbeskyttelseshistorie.

Sagens kerne er at miljøor­ganisationen Verdens Skove brat trak sig fra en samar­bejds­aftale med Naturstyrel­sen, Forsvaret og Aabenraa Kommune efter at en række brombærkrat i Bjergskov var ryddet maskinelt af Natursty­relsen og Forsvaret. Det var skete uden aftale med Verdens Skove som netop havde indgået samarbejdsaftalen for at forsøge sig med at have syv vilde heste på helårsgræsning uden tilskudsfodring. De var afhængige af brombærkrat­tene som fødekilde.

I samarbejdsaftalen står utvetydigt at „ethvert tiltag skal inden det gennemføres være aftalt med relevante parter,“ og at samarbejdet skal forløbe i „tæt dialog.“ Det skete ikke, og det er Philip Hahn-Petersen ked af. Det var nemlig ham der indsamlede pengene til Verdens Skove, så de kunne købe de vilde heste til Bjergskov. Han ser hele sagen som et symptom på at Na­turstyrelsen er vant til at pleje deres lysåb­ne arealer på en bestemt måde, så der kan hentes landbrugsstøtte.

„Det virker som om, at de prøver at fastholde alle arealer i en bestemt tilstand med ethvert tilgængeligt virkemiddel fremfor at se på hvilken natur der kan klare sig selv når de naturlige processer genskabes. Det er indlysende at tilgroning er en trussel mod naturtyper som eng, overdrev og rigkær, men fordi tilgroning er et problem, betyder det jo ikke, at det rigtige er at køre over are­alerne med en brakpudser,“ siger Philip Hahn-Petersen.

Forstår ikke biodiversitet

Hos Verdens Skove tør biolog Jan Kunstmann ikke sige præcist hvorfor det gik så galt i Bjergskov. Men en del af årsagen, mener han, ligger i at Naturstyrelsen simpelthen ikke ved hvad de skal stille op med biodiversiteten.

„Vi savner helt klart at nogle fageksperter hos styrelsen får mere indflydelse på hvordan man driver og forvalter de offentlige arealer. Jeg oplever en lydhørhed fra Natursty­rel­sens side, men jeg oplever absolut også en tendens til at gøre tingene som man plejer. Vi har jo tit dialog med dem, men som jeg oplever det, er der altid et eller andet som gør at det ikke sker alligevel. Eksempelvis laver de driftspla­ner på deres skove, og her savner vi helt klart et afsnit om biodiversitet. Det har de stadig ikke taget med. Men man er nødt til at kende biodiver­site­ten i området for at kunne beskytte den, især når man sender ting i udbud. Så man kan sige at biodiversitet er et vigtigt ben i deres forvaltning. De står bare ikke på det,“ lyder det fra Jan Kunstmann.

På Bjergskov-overdrevet er han ikke i tvivl om at Naturstyrelsen har forsøgt at fastholde og vedligeholde en lysåben naturtype som de mener, at de er forpligtet ifølge habi­tatdirektivet.

„Så en botaniker ville klassificere det ryddede sydøstlige areal som et overdrev. Men Verdens Skove har jo hele tiden kigget på hele Bjergskovs biodiversitet, samlet set, og vi oplevede i den tørre sommer, at de eneste blomster dernede var brombærblomster. Det var simpelthen dér alle insekter fandt deres nektar. Desværre kan man se på luftfotos at de­le af arealet bliver ryddet hvert femte år, og vedligeholdelsen har ikke haft til sigte at optimere naturindholdet da det nu er et meget fuglefjendsk område, og det desuden er meget vindpåvirket hvilket også gør det dårligt for insekter,“ fortæller Jan Kunst­mann.

Engmyretuerne

Kunstmann nævner desuden  en aktindsigt som Grønt Miljø også har haft adgang til. Det drejer sig om en ansøgning til Aabenraa Kommune fra Na­turstyrelsen der i 2013 gerne ville have lov til „rydning og knusning af træagtig opvækst og udvidelse af afgræsnings­indhegning på Bjergskov-overdrevet.“

Tilladelsen bliver givet, men med følgende krav om særlig skånsom pleje: „Der findes på arealet også en del nye og gamle myretuer som giver en helt særlig struktur og diversi­tet på arealet. På myretuerne er særlige klimatiske forhold, og de er voksested for små og kry­bende plantearter tilknyttet tørre voksesteder som f.eks. smalbladet timian og lyngsnerre. Myretuer må heller ikke køres over eller berøres i forbindelse med rydningen da de er vigtige for biodiversi­te­ten på arealet og giver arealet en helt særlig struktur som er unik og speciel for Bjergskov.“

Naturstyrelsen modtog et udkast af tilladelsen fra kommunen og er enige i at der er vigtige naturværdier på Bjergskovoverdrevet. De vil bare gerne bede om at få følgende vilkår fjernet fra tilladelsen: „At tuer med myrer ikke berøres og køres over af maskiner.“

Begrundelsen lyder: „Da det ellers i områder med engmyrer vil blive umuligt at gennemfø­re en maskinel naturpleje. At undgå tilgroning af overdrevet er vigtigt og naturplejen bliver i forvejen kostbar i det stærkt kuperede terræn med de særlige begrænsninger der er nødvendige.“

Tilladelsen til at rydde engmyretuerne blev dog aldrig givet, men dialogen illustrerer ifølge Jan Kunstmann et grundlæggende problem med Naturstyrelsens maskinelle na­turforvaltning.

Naturpleje på flere måder

I Naturstyrelsen er Signe Nep­per Larsen bekendt med det afbrudte samarbejde i Bjergskov som hun ikke er stolt af.

„Vi er nødt til at have proportionerne på plads. Der var tale om 0,3 ha brombærkrat, og der er fortsat masser af brombær i området. Når det er sagt, er det en uheldig sag for alle involverede. Vi ser selvfølgelig på hvad vi burde have gjort anderledes i den forbindelse, både i forhold til kommunikation og forvaltningsmæssigt,“ understreger hun.

Episoden med engmyretuer­ne kender hun ikke til og vil ikke kommentere. „Men mere generelt vil jeg gerne udtale mig om at der selvfølgelig altid vil være et økonomisk element i arbejdet for at levere en gunstig naturforvalt­ning. Det er virkelig afvejningens kunst at opnå så meget natur som muligt med de pen­ge vi har. Men jeg kan love at hensynet til økonomien aldrig står alene, men altid skal afve­jes i forhold til hensynet til naturen,“ forsikrer Signe Nepper Larsen. Hun understreger at hun ikke kan genkende påstanden om at Na­turstyrelsen mangler biologisk forståelse. „Jeg er selv biolog med speciale i naturtyper, og jeg køber ikke påstanden om, at det er det eneste der kan stå på visitkortet hvis man skal være en dygtig naturforval­ter.“

Hun er dog ikke klar til straks at lade de store, græssende landpattedyr indtage samtlige danske landskaber.

„Store, græssende dyr er ingen nyhed for os, og det er en forvaltningsmetode som vi har benyttet os af længe og man­ge steder, bl.a. på Sydfyn og Ulvshale på Møn. Jeg har i gennem de senere år hørt på argumenter om at helårsgræs­ning uden tilskudsfodring løser problemet med faldende biodiversitet. Ja. Men kun på nogle niveauer. Hvis vi ser på orkidéerne på Høje Møn som er et overdrev i verdensklasse, ville vi næppe få samme be­standsfremgang uden målrettet traditionel naturpleje. Desuden hjælper den traditionelle naturpleje med at passe på de arter vi har, og sikrer at de kan sprede sig til andre arealer,“ siger Signe Nepper Larsen.

Derfor vil hun meget hellere end kritiske debatindlæg have forskerne til at hjælpe Naturstyrelsen med at finde ud af, hvor det giver mest mening at arbejde med denne tilgang, for der er meget godt at hente for fødderne af de store landpattedyr.

„Det med rewilding er rigtig interessant i store, samlede arealer hvor man kan lade dyrene passe sig selv. Så vil den naturlige dynamik skabe et patchwork med lommer af enge og krat og vand, og det synes jeg har meget spænden­de perspektiver, og noget vi vil arbejde mere med. Men de arealer er der bare ikke så mange af, og man skal bare huske at vi mange steder er forpligtet i forhold til habitat­direktivet til at sikre en gunstig bevaringsstatus, og det gør man med målrettet naturpleje hvilket vi mener virker godt på mindre hotspots.“

Uanset hvad er der intet der tyder på at debatten om Na­turstyrelsen, biodiversiteten og de store dyr kommer til at dø hen lige foreløbig. Og imens kan vi se frem mod et folketingsvalg hvor biodiversitet og naturbeskyttelse sandsynligvis kommer til at spille en større rolle end nogensinde før.