Vandet og den holdbare skønhed

BYENS GULV. Konferencen bød på bæredygtighed, genanvendelse og masser af konkrete projekteksempler, igen med klimatilpasning som gennemgående tendens

Selv om konferencen ‘Byens gulv’ grundlæggende handler om befæstelser, handler den meget om vand, både i de faglige oplæg og i de produkter som de udstillende be­læg­nings- og inventarprodu­center præsenterede i forhallen. Gulvet er ikke en membran der skiller, men noget der får vores verden til at hænge sammen. Også i byens rum.

Over 250 deltagere var med årets Byens Gulv den 30. januar i Nyborg. Konferencen var større end nogensinde og igen med tre spor: Et temaspor om genanvendelse, bæredyg­tighed og cirkulær økonomi. Et spor om konkrete projekter. Og et åbent spor om alt fra kalkgruber til kunstgræsbaner.  Grønt Miljø valgte at overvære tre fra temasporet og ét fra hvert af de to andre.

Dertil kom de to hovedtale­re uden for spor: den franske landskabsarkitekt Henri Bava fra Agence TER og arkitekt Poul Høilund fra Norrøn, beg­ge causerende om egne værker og metoder.

Skøn bæredygtighed

„Skønhed er kommet for at blive. Den erkendelse er vi kommet frem til – at man som landskabsarkitekt skal lave så smukke projekter som muligt for på den måde at sikre at de ikke vil lave det om. Målet er simpelthen at få arbejdet fredet. At komme på UNESCOs verdensarvsliste. Det er topmålet af bæredygtighed.“

Sådan lød det fra Søren Nielsen fra Tegnestuen Vandkun­sten. Som arkitekt har han primært arbejdet med bære­dyg­tighed og cirkulær økonomi i forbindelse med bygninger. Men mange erfaringer kan direkte overføres, pointerede han, f.eks. når det gælder betonelementer i udearealer­ne: „Man skal kunne komme til samlingerne. Normalt er beton støbt sammen, men det behøver det ikke at være. Sørg for at det kan skilles ad igen, så det ikke skal rives ned og smadres.“

Et andet materiale som med fordel kan genanvendes, er metallet fra de bjerge af venti­lationsrør som skrottes, men eksempelvis fungerer glimren­de som udendørs vægbeklædning. Alt man groft sagt behøver at gøre, er at køre ventila­tionsrøret over med en lastbil og sømme det på.

Apropos havde Søren Nielsen en spydig kommentar til regeringens plan om at etablere en helt ny ø, Lynettehol­men, ud for København. „Tænk alene på antallet af tunge lastbiler som er nødvendige,“ sagde Søren Nielsen og slog opgivende ud med arme­ne. „Man må spørge sig selv hvornår kommer livscyklusana­lysen ind i byplanlægningen.“

50 meter verdensnyhed

I Hedensted har de med besvær og mange brølere undervejs fået lavet 50 meter klimavej. Det lyder jo ikke så imponerende, men faktisk er der tale om en verdensnyhed som fagfolk kommer helt fra New Zealand for at se. Og til Byens Gulv understregede Merete Valbak, klimakoordinator i Hedensted Kommune, at de man­ge fejl var vigtige og en naturlig del af en åbenhed som er nødvendig for at skabe seriøse landvindinger.

„Vi ville gerne have erfaringen med hvordan vi kan hånd­terer regnvand i boligområder hvor der ikke er plads til LAR. Og det var planlagt at det ikke skulle gå efter planen. Det handler om at turde gå i gang med projekter som man ikke helt ved hvordan man løfter, eller hvordan man kommer i mål. At turde springe ud i bøv­lede projekter som man ændrer undervejs hvis der står nogle med en kaffekop og får en god idé. Det kan man godt så længe man indledningsvis og løbende forventnings­af­stemmer. Jeg kunne godt se flere steder hvor projektet kunne have været stoppet med argumentet ‘nu er det for bøvlet. Men sådan er det altid i et nyskabende projekt. Der er ting man ikke ved, men lærer undervejs,“ forklarede hun.

Klimavejen i Hedensted er en del af det EU-støttede Coast to Coast-projekt i Region Midtjylland, og det smarte ved Klimavejen kan opdeles i to: Den kan håndtere den stigen­de mængde regnvand som skyldes klimaforandringerne. Derfor er der på vejstræknin­gen anvendt permeabel asfalt som regnvandet kan trænge igennem. Den anden udfordring er at reducere CO2-udledningen. Det sker ved at Klimavejen producerer bæredygtig varme. Under asfalten er der lagt jordvarmeslanger der varmes op af det regnvand der siver gennem asfalten. Det varme vand anvendes til at opvarme Børnehuset Lille Dalby der er nabo til klimavejen.

Mette Valbak fastslog at  bæredygtighed og kommuner ikke er en modsætning. „Vi skal sikre det bedste liv for vores borgere, passe på naturen og få økonomien til at funge­re. Så når man siger at bære­dygtighed ikke er noget vi skal beskæftige os med som kommune, så siger jeg: Er det ikke det vi er sat i verden for?“

Fælled, vand og menneske

Danskerne er et af verdens mest lykkelige folk, nogle år endda det lykkeligste. Den slags historier labber vi i os når World Happiness Report kommer ud. Men når man måler om indbyggerne lever på en måde der sikrer planetens velbefindende (som det sker i Happy Planet Index) er Danmark ikke engang i top 30.

Vi er dermed et af de lande som virkelig bidrager til klimaforandringerne og altså til at ødelægge verden som vi kender den pointerede, Flemming Rafn Thomsen, arkitekt og partner hos Tredje Natur, en tegnestue der vil at naturen og byen skal lære af hinanden, hvor menneske, arkitektur og natur indgår i en symbiose, centreret om et sanseligt og meningsfyldt hverdagsliv i by­en. Det er et værdigt formål, og Flemming Rafn Thomsen kom vidt omkring i sit oplæg hvilket man også får et fingerpeg om i oplæggets titel ‘Kul­stoffælleder. Enghaveparken, pop-up og Klimaflisen’.

Og netop fordi vi hver især er ved at smadre det hele, er det også nødvendigt at finde tilbage til det som binder os sammen. Ifølge Flemming Rafn Thomsen kan et relevant bud være den gamle fælled hvor man mødtes og havde fælles regler, og dyrene græssede. Derfor er fælleden et sympatisk udgangspunkt.

Derfor var netop tankerne om en fælles fælled også udgangspunktet for Den Tredje Naturs igangværende renovering af Enghaveparken på Vesterbro i København. Den 3,5 hektar store park kommer til at kunne rumme 24.000 m3 skybrudsvand ved en 100-års hændelse. Når den kommer, vil det nye, forsænkede rum i parken – som fungerer som amfiteater og hockeybane i tørvejr – fyldes med 12.000 m3 stående vand. Den anden halvdel af vandet tilbageholdes af et dige i kanten af parken og  oversvøm­mer derved kortvarigt hele parken. Men der vil være så meget vand at eventuel kloakvand udtyndes. Anlægget er derfor blevet tilladt af embedslægen i København.

Mere nytænkende – og måske mere urealistisk – er forslaget om et syvetagers nedsænket parkeringshus i New York som vil blive løftet op af vandet som en prop i tilfælde af skybrud. Pop-up-klimatilpas­ning som Flemming Rafn passende kaldt det. Det handler nemlig ikke kun om vand, men om at tænke alle udfordringer sammen når man byudvikler.

Tænker man kun på klimatilpasning, glemmer man trængslen. Tænker man kun på trængslen, tænker man ik­ke på livet mellem bygninger­ne. At skabe et begrønnet parkeringshus-skybrudsan­læg kræver at ingeniører, arkitekter, land­skabs­arkitekter og et væld af andre faggrupper kan tale sammen, og det bliver der me­re behov for i fremtiden.

Klimaflisen er allerede før beskrevet (se Grønt Miljø 8, 2018). Men for at svare på et spørgsmål fra salen, så nej. Klimaflisen oplever ingen problemer med tilstopning eller tilslemning af hullerne.

Byggeaffaldets æstetik

Hvor pænt er byggeaffald. Det korte svar er: ikke så pænt. Men det skyldes i høj grad de grove metoder som bruges til at rive bygninger ned i dag. Det lidt længere svar kunne være: Lidt måske, med tiden.

Men mængderne af affald hober sig op, så det er vigtigt at gøre forsøget, og det har Out of Office Architects gjort. Med oplægget ‘Byggeaffalds æstetiske potentiale i byens rum’ præsenterede landskabsarkitekt Martin Hedevang Andersen nogle resultater af firmaets kravleture i skraldebunker for at sortere skidt fra kanel. Selv om de er landskabsarkitekter, er de først og fremmest praktikere der kan lide at være i værkstedet hvor de bl.a. har produceret stolpe­hæt­ter og stolpehatte af – metallet fra ventilationssystemer!

Den væsentligste fraktion i enhver bunke byggeaffald er beton. Hvad kan man stille op med disse knuste betonmas­ser? Martin Hedevang Andersen fortæller at de opgav at prøve at støbe gammel beton ind i nye ting da processen er for energitung og dermed ubæredygtig. Til gengæld prøver de at åbne betonen, at save den over og blotlægge tilslaget hvilket giver en terras­soeffekt. „Men vi er tidligt i processen. Vi kigger på skønhed og endnu ikke på stenenes bæreevne og reaktion på kulde og varme,“ pointerede Martin Hedevang Andersen.

Ellers har Out of Office Ar­chitects prøvet kræfter med facadebeklædning af spildtræ fra produktionen af gulvbrædder, hvor der konsekvent bliver stykker på 60 cm til overs og plankeværk af kvalitetspal­ler (ikke imprægnerede Euro­pal­ler) som appelsiner er sejlet til Europa fra Sydamerika på.

Konklusionen fra Out of Office Architects er derfor at potentialet er til stede, for af­faldsmængderne og dermed materialestrømmene er store, og den ønskede, æstetiske kvalitet kan efterkommes og kulturværdi (som fortællinger om materialernes fortid) kan tilføjes. Nu skal det hele bare systematiseres, nedrivningsin­dustrien organiseres, produktionen industrialiseres og produkterne certificeres.

Lego-husets pladser

Billund har store ambitioner, men også store trækplastre – og en lufthavn. Det største er uden tvivl Le­goland, og det er da også et partnerskab mellem Lego Fonden og Billund Kommune der har lagt planen om at blive ‘Børnenes hovedstad’.

Målet er en by der opfordrer til nysgerrighed, leg og kreativitet. Udgangspunktet er en by med et manglende centrum og en lidt flydende skala. Det har Arkitema Architects taget højde for i deres arbejde med pladsen omkring det nybyggede Lego-house, fortalte arkitekt Heidi Hjort Thuesen fra Arkitema Architects.

De samlede udenomsarealer omkring Lego House er opdelt i tre pladser med distinkte karakteristika og funktioner, men alle er bygget op om samme hovedidé: Belægningsfladen består af et klodset grid af støbte betonbelægninger 40×240 cm fliser som kan mo­duleres og rejse sig eller skrå­ne terrænet og skabe et sammenhængende, men fleksibelt bygulv. Regnvandshåndterin­gen har også haft stor betydning for pladsdesignet. Vandet fra Lego House og på pladsen kan blive forsinket, tilbageholdt, nedsivet og afledt til den nyåbnede bæk mod syd. Hernede er der etableret vandleg med skotter og render for børn og ikke mindst mere natur. De to nordlige pladser er i stedet programmeret til at fungere som klassiske pladser med plads til markeder og caféliv. De skal afbøde den bratte overgang mellem byens lave beskedne bygninger og det markante Lego House.

Om natten træder den skulpturelle del af det modulerede bygulv frem med lyssæt­ningen som fremhæver hvor du kan gå og nærmest får gridets elementer til at rejser sig som skubbet op nedefra.   „Projektområdet bliver et rekreativt hængsel for Billund,“ fortalte Heidi Hjort Thuesen. Og mindede om at man ikke glemmer Billunds natur, specielt de store indsan­der. De er fantastiske.

Landskabet der styrer

Henri Bava var årets internati­onale hovedtaler. Han er partner i Agence Ter i Paris der udvikler byområder, boligområder, parker og infrastruk­turer. Bava er landskabsarkitekt, men også plantebiolog og tea­tersceno­graf – og professor i Karls­ru­her Institut für Tech­no­logie i Tyskland.

I sit indlæg forklarede han sin tilgang til cirkulær økono­mi og nogle af tegnestuens koncepter som land­skabstyret urbanisme, tværfaglig arbejdsmetode og udnyttelsen af frugtbar jord til dyrkning. Hans indlæg er uddybet af et upubliceret interview som landskabsarkitekt Elzelina van Melle har lavet.

Henri Bava forklarer at han udvikler projekter­ne „gennem en rumlig forvandling der tager højde for stedets særfor­hold, synlige og fysiske eller ej,“ og ved at „integrere historien om de mennesker der bor der, deres kultur og livsstil.“ Tolkningen af det geografiske fundament er grundlæggende for ethvert projekt. Bava ser land­skabsarkitektur som noget mere centralt end byplanlægning fordi byen er inkluderet i landskabet. Landskabet omfatter også flere elementer end det urba­ne, især natur- og biovidenskabelige.

Et af Agence Ters store aktuelle byudviklingsprojekter er Deux Rives-projektet i Strass­bourg. Her skabes en ny bydel og en landskabsstruktur der danner et link til det omgiven­de landskabs skove og floder. En stigning i indbyggerantal og øget biodiversitet er ikke nødvendigvis modstriden­de, fastslår han. Et andet eksempel er Grand Parc Garonne i Toulouse med 35 km vandløb og en natur- og land­brugspark i hjertet af en metropol.

„Efter perioder med land­boeres flytning til byerne, er vi begyndt at vende tilbage til den dyrkede jord, som særligt tiltrækker de nye generationer. Det kan blive et symbol for en genfundet harmoni mellem natur og mennesker,“ forklarer Bava.

De hvide dronninger

Landskabsværkstedet lavede i start-10’erne et udkast til Faxe Byråd om at gøre Faxe Ladeplads til badeby igen. Faxe Ba­de­plads hed projektet. Et enkelt bogstav ændrede associationerne. Enkelt og elegant.

Men ladeplads blev ikke til badeplads. Faktisk skete der intet på Faxe Ladeplads havnefront i mange år, men i dag har Norrøn vundet renoveringen af Faxe Ladeplads’ havnefront med projektet ‘De hvide dronninger’. Navnet stammer fra de søsate skibe som blev kaldt dronninger. En række platforme skal strække sig ud i vandet mens de fungerer som høfder og indfanger sand som vil danne små sandbugter på indersiden af hver ‘dronning’.

‘De hvide dronninger’ har jo en poetisk klang, og ifølge Byens Gulvs afsluttende hovedtaler, arkitekt Poul Høi­lund fra Norrøn, sørger firmaet for at projekttitlerne altid får et poetisk schwung. Firmaets motto er da også ‘Territory for drea­ming’, og det er måske netop dét en hovedtaler skal kunne: få os til at hæve blikket fra materialerne og praktikken og ind i det store og det åbne.

Engang hældte Poul Høi­lund blå farve i vand og frøs det ned. Så stillede han en af isterningerne ud og lod den smelte. Så tog de billeder af det. Så blev de blå isterninger stillet oven på skummodeller­ af nogle bygninger som de var i færd med at lave, for at se hvordan vandet i fri form mødte det faste, bygningerne. Byens bygninger skulle nemlig anskues som ‘sten i kæret’.

Meningen med det hele var at placere et besøgscenter i Ha­ralds­kjær der oprindeligt betyder ‘samling af sten i kæret’.

Projektet handlede om at ska­be en samlende fortælling for hele Vejle-regionen og fik navnet ‘De fire dale’.

Foruden ‘De hvide dronninger’ og ‘De fire dale’ hørte vi også om ‘Det blå plateau’ som ikke havde noget at gøre med smeltende isterninger, men om at fjerne parkeringspladsen ved Blåvandshuks første klitrække og i stedet skabe et center til urbant strandliv sænket ned mellem klitterne så anlægget ikke stikker op i horisonten på vandreturen langs Vesterhavskysten. Det opsum­merede meget godt hvad Byens Gulv handlede om når det kom til stykket: Vandet og hvad vi stiller op med det.