FACADER. Topeksempler præsenteres ukritisk til byer der både vil være bæredygtige og tætte, men de er overdrevne og dyre, og svigtende planteforståelse kan undergrave målet, viser ph.d.
På facaden af et nedlagt kraftværk i Madrid falder facadebevoksningen i frodige, junglelignende kaskader ned over bygningsfacaden. Det er forståeligt at denne ‘vertical garden’ – Caixa Forum – hører til dem der igen og igen fremhæves når grønne facader vises i arkitekturtidsskrifter og for politikere og beslutningstagere i arkitektkonkurrencer.
Men faktisk gør man konceptet med at tilplante byens facader en bjørnetjeneste ved at fokusere på de mest overdådige eksempler. Det påpeger arkitekt og landskabsarkitekt Ann-Charlott Eriksen som netop har forsvaret sin ph.d. ‘Into the green facades’ på Københavns Universitet.
„Jeg er kritisk overfor disse højteknologiske, vertikale haver som er groet i vækstmedier direkte på facaden med integrerede vandingssystemer. Det er designs som kræver meget vedligehold, dyre materialer, og at man skifter planter tit for at fastholde det frodige udtryk. Jeg er selvfølgelig ambivalent, for de er virkelig smukke, men samtidig skubber de til vores forståelse af hvad planter bør være og giver en æstetiske forståelse af planter som perfekte og frodige hele året rundt. Men det er et forkert billede af planters væsen og modarbejder faktisk chancen for at skabe vellykkede grønne facader i vores byer,“ fortæller Ann-Charlott Eriksen.
Som universalløsning
Ann-Charlott har i sin ph.d. set på både designernes forudsætninger for at lave vellykkede grønne facader, hvordan grønne facader repræsenteres i arkitekturpublikationer samt gennemgået den tilgængelige forskningslitteratur. Og konklusionen er klar: Grønne facader præsenteres oftest unuanceret og som en statisk universalløsning der kan klistres på bygningen til sidst, helt uden forståelse for det lokale rum eller den sæsonafhængighed som er et vilkår med et levende plantemateriale.
Hun har derfor fotograferet en lang række grønne facader i flere byer over en periode på op til fire år for at øge forståelsen for at en grøn facade langt fra altid er (eller bør være) et overflødighedshorn af frodighed dag ét og hele året rundt.
„Ingen steder i de glossy tidsskrifter kan man se hvordan grønne facader fungerer i mindre ambitiøse hverdagslandskaber. Men vi er nødt til at få skabt en bevidsthed om at disse facader ikke er evigt blomstrende, og at der er mindre skønne, oplevelsesmæssige aspekter af grønne facader som nærmest aldrig bliver præsenteret. Så med mine studier har jeg forsøgt at påvise at planterne forandrer sig i rum og i tid, med og uden blade, med og uden blomstring og ikke mindst, smukke og mindre smukke. Det ser man ikke på de ikoniske grønne facader som til gengæld ofte er en del af arkitekttegnede bygninger og knyttet til meget store kommercielle interesser. Men der er masser af grønne facader på mindre ejendomme og almennyttige boligbyggerier. Så det var vigtigt for mig at vise hvad grønne facader også kan være, for der er et klart mismatch mellem hvad der er fornuftig grøn byudvikling, og hvad der rent faktisk sker mange steder,“ fortæller Ann-Charlott Eriksen.
Samspillet med byen
En af de grundlæggende udfordringer – foruden tendensen til at fremhæve de dyreste og mest højteknologiske best-practice-eksempler – er at der mangler en forståelse for planterne og samspillet med den konkrete bygning og det lokale bylandskab.
„Når politikerne og bygherrer kræver grønne facader, forventer de oftest de overdådigste grønne løsninger der er færdige med det samme. Og så er det op til arkitekterne og planlæggerne at imødekomme og udforme disse krav og visioner til noget fysisk. Og her er faktisk ret mange barrierer. For det første er det en ny disciplin, og mange fagfolk ved ikke rigtigt hvordan de skal gribe det an. Og så ender man med nogle ret generiske, ofte dyre og plejekrævende ‘påmalede’ grønne facader, eller løsninger hvor vedligeholdelsen falder mellem to stole, og anlægget bliver mindre succesfuldt. 
Men ligesom arkitekten designer bygningen med blik for det lokale sted, bør de ansvarlige i langt højere grad tage højde for lys, lokalhistorie og bygningens type. De bør også indgå i en dialog med både entreprenør, bygherrer og de kommende driftsansvarlige langt tidligere i processen. Det er nødvendigt for at sikre at alle er med på vognen og har forstået at en grøn facade er et levende, foranderligt element der kræver løbende pleje. Og ofte en tidshorisont på 5, 10 eller 15 år før det begynder at ligne de fine tegninger,“ siger Ann-Charlott.
Ikke undergrave målet
Desuden ser hun en potentiel fare i at se grønne facadekvadratmetre som en mirakelløsning på den manglende plads og natur i byen.
„Grønne facader bliver tit fremhævet når man diskuterer behovet for at bygge tæt, både i Danmark og i hele Europa. Men grønne facader kan slet ikke bruges som eneste løsning eller bare hovedelementet i en grøn by hvis det sker på bekostning af klassiske grønne områder. Men der er meget store økonomiske interesser for bygherrerne i at maksimere bygningsarealet, og kommunerne har brug for pengene, og så virker det let at pege på de grønne facader. Tit glemmer man bare at det ikke automatisk er den rigtige løsning alle steder, især ikke hvis man bruger det som et figenblad for at undgå at afsætte kvadratmetre til reelle grønne friarealer som også har betydelige sociale, demokratiske og sundhedsmæssige kvaliteter. Muligheden for at gøre byerne grønnere vertikalt må ikke udhule intentionen om at skabe en bæredygtig by,“ siger Ann-Charlott Eriksen.
Drop ikke grønne facader
De kritiske pointer i ph.d.’en skal dog ikke tolkes sådan at byplanlæggere bør undlade grønne facader i vores byer, understreger hun.
„Forskningen viser med al tydelighed at selv generiske, grønne facader har mange positive effekter, og det er for længst bevist at planter kan fantastiske ting i forhold til mikroklimaet. Men vi er nødt til at se på planterne som en kraft i sig selv. Som noget der ikke bare er brugbart i f.eks. et klimaperspektiv, men også i rum og tid. Som noget der ikke bare er et statisk materiale, men kræver hensyn, planlægning og en langsigtethed som nogle gange mangler. Og det kræver at planlæggere, designere og rådgivere virkelig udforsker den rigdom af mulighed som kombinationen af planter og bygningsfacader faktisk rummer,“ fortæller Ann-Charlott Eriksen.
Desuden fremhæver hun hvordan Oluf Bagers Plads i Odense er et interessant eksempel på nutidig arkitektur der fortolker bygning- og facadeudtryk, herunder beplantningen, i et historisk perspektiv.
Borgerne som driftsfolk
I en presset, kommunal hverdag med skrumpende budget kan det være en stor mundfuld også at påtage sig driften af den vertikale beplantning, men faktisk er der eksempler fra Holland som peger på at hvis man løsner lovgivningen lidt og giver ansvar tilbage til borgerne, så kan de selv gøre en stor del af arbejdet.
„Man kan med fordel prøve at komme lidt væk fra den klassiske top-down-fordeling af ansvaret for byrummet når man laver lokalplaner og politikker for at kunne imødegå klimaudfordringerne. I bydelen De Pijp i Amsterdam tog en gruppe borgere sagen i egen hånd for en snes år siden og fjernede fliser langs bygninger og plantede klatreplanter. Det er jo ulovligt og meget aktivistisk, men kommunen så det som en ny model for at begrønne den ellers meget grå og triste bydel. De fik simpelthen ændret planloven så det blev lovligt at fjerne fortovsfliser og plante op ad facaden hvis man selv påtog sig udgifter og ansvar for plejen. Nu er det en ret grøn bydel, og initiativet har også båret andre ting med sig, såsom flere tilplantede krukker i byrummet, og der er blevet givet flere tilladelser til bytræer. Det ene tager det andet,“ forklarer Ann-Charlott Eriksen som forsvarede sin afhandling den 3. december 2019 under overværelse af sine vejledere lektor Svava Riesto og professor Marina Bergen Jensen. lt
KILDE
Ann-Charlott Eriksen (2019): Into the green facades. Ph.d.-afhandling på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.
Hvis du er interesseret i at modtage hele afhandlingen kan du kontakte fakultetets ph.d.-administration på phd@science.ku.dk.