PLANLÆGNING. Der er flere typer spontane stier og flere veje til at komme dem konstruktivt i møde
Typisk går stien over en plæne, over en rabat eller op ad en skråning. Det er spontane stier der opstår når folk vælger en anden rute end den planlagte. Det kan se sjusket ud, men i stedet for at bekæmpe de spontane stier, kan man lære af dem og komme dem i konstruktivt i møde, f.eks. ved at anerkende dem, forbedre dem eller forbedre de planlagte stier.
Det foreslår Vebjørn Thiis Johansen i sin bacheloropgave på landskabsingeniørstudiet i Norge. Det er også ham der foreslår betegnelsen spontane stier. Det beskriver et centralt kendetegn: at stierne opstår spontant. På engelsk siger man desire path, ønskestier. På dansk kan man sige genveje, men det dækker ikke helt, for spontane stier kan også være omveje. Så vi siger også spontane stier på dansk. Men de dækker over flere typer.
Tværs over-stien krydser store flader hvor den planlagte sti tager en omvej eller savnes. Fladen kan være en plæne, eng, mark eller en frossen sø, men er normalt åben, uden hindringer. Stien fører typisk diagonalt over fladen og er gerne en direkte linje mellem to vigtige mål. Den tilbyder en betydelig kortere vej end de planlagte ruter. Den kan også tilbyde bedre omgivelser, f.eks. ved at lægge afstand til en bilvej. Stien er gerne lige, men kan også være kurvet for at undgå hindringer eller for at følge et jævnt tørt terræn.
Den langsgående sti går parallelt med den planlagte sti og ofte tæt ved den. Den tilbyder ikke en kortere rute, men kan tværtimod være lidt længere hvis der er hindringer som bænke og affaldskurve. Til gengæld kan stien tilbyde et blødere underlag som joggere tit foretrækker. Stien kan også være populær blandt hundelufterne som tit søger væk fra den hårde planlagte sti. Og er dén belagt med brosten, kan den langsgående sti også tilbyde et jævnere underlag til cykler og løbehjul.
Lyststien tilbyder en oplevelse som den planlagte sti ikke tilbyder. Det kan f.eks. være de omgivelser stien går igennem eller en udsigt fra stien. Stien er opstået i kraft af den oplevelse den tilbyder. Det kan både være en genvej og en omvej. En tursti er typisk en lyststi. I byen går lyststien ofte gennem grønne områder hvor den kan give den gående en pause fra hektiske byliv.
Den risikable sti finder man mest i skrånende terræn. Hvor den planlagte følger en omvej med behersket stigning, går den risikable sti direkte og stejlt op af skråningen. Den kan gøre ruten betydeligt kortere, men tit på bekostning af komfort og sikkerhed. Den er også krævende at gå ad og er derfor ikke for alle.
Indersvinget eller hjørneafskæringen er en kort sti der afviger fra den planlagte sti. Den finder man f.eks. hvor den planlagte sti kurver mens ganglinjen går lige ud. Vi finder den også hvor den planlagte sti danner vinkler og hjørner som folk går lige hen over, også selv om man højst sparer få sekunder.
Mød udfordringerne
De spontane stier er ikke uden problemer. De kan være fugtige og mudrede, vegetationen kan skades, man kan falde og der kan opstå erosion.
Men samtidig er de vigtige forbindelser der gør stinettet finmasket og mere attraktivt. Det er op til dem som planlægger og driver de offentlige områder at møde udfordringerne.
Man kan anerkende den spontane sti og bevare den. Det kan gøres ved at kortlægge stierne og have dem som forudsætning når noget laves om. Med nogle spontane stier behøver man ikke gøre mere. Deres værdi kan være at de er uofficielle og lidt hemmelige. Enkelte stier kan virke private. Her kan man skilte for at forsikre publikum om at de er til almen færdsel.
Man kan også møde udfordringen ved at hindre den spontane sti, f.eks. med et fodhegn. Det er en almindeligt brugt ‘negativ kontrol’, men hvis stien er attraktiv, løser det sjældent problemet. Hegnet kan blive trampet ned eller stien kan flytte sig. Hindring kan dog være et aktuelt tiltag hvis der f.eks. skal etableres vegetation eller der er for stor risiko for færdslen.
Man kan acceptere at de spontane stier er udtryk for at det planlagte stinet mangler noget. Og derefter efterkomme folks ønsker ved at oparbejde de spontane stier med god anlægsteknik og gode materialer og at holde dem farbare om vinteren.
Man kan gøre den planlagte sti mere attraktiv så den spontane sti ikke længere tilbyder en bedre forbindelse, f.eks. ved at tydeliggøre stiens retning, forbedre belægningen, opsætte bænke og plante træer. Denne ‘positive’ kontrol har også – hvad Vebjørn Thiis Johansen dog ikke kommer ind på – den fordel at der ikke opstår nye stier der kan genere udemiljøets arkitektur.
Endelig kan man lære af de spontane stier. De fortæller meget om hvordan folk instinktivt opfører sig når de går, og det er vigtigt for at udforme gode forbindelser i et nyt landskab. Man kan på den måde forebygge spontane stier og de ulemper de fører med sig.
KILDER
Vebjørn Thiis Johansen (2019): Den spontane stien. Park & Anlegg 9/2019.
Vebjørn Thiis Johansen (2019): Den spontane stien. En undersøkelse av uplanlagte stier i parkanlegget på Blindern i Oslo. Bacheloropgave i landskabsingeniørstudiet. Fakultet for landskap og samfunn, NMBU.