På vej mod Nationalpark Kalkalpen i Østrig fornemmes det hurtigt at der er kalk i jorden. Visse steder ses kalksten og lys bar jord, og en dominerende plante i vejkanten er den kalkelskende steppesalvie, Salvia nemorosa. Kalkalpen er en forholdsvis ny nationalpark. Den blev først indviet for godt 20 år siden, men regnes i dag for en af Europas mest vilde og artsrige nationalparker.
I Danmark har vi efterhånden flere nationalparker, men det er måske en tilsnigelse at kalde det nationalparker, da betegnelsen ikke medfører fredninger og beskyttelser ud over det der er i forvejen. De lever ikke op til internationale kriterier for en nationalpark bl.a. fordi der ofte drives intensivt landbrug og industri midt i ‘nationalparken’.
Det er selvfølgelig fint at vi har dem da de er et godt udgangspunkt for naturbeskyttelse. Men der kan arbejdes på at de mere kommer i tråd med internationale nationalparker som jeg i år besøger flere af. De ligger primært i Norden, men også i Polen og Tyskland. Og nu også Østrig.
Vild varieret skov
Kalkalpen er på 20.856 ha (208 km2) og er altså ikke voldsomt stort, men under stadig udvidelse. Det er et bjerglandskab med bakker, dale og stejle bjerge, de højeste på godt 1900 meter over havets overflade. 81% af parken er dækket af skov, men med meget forskellige skovtyper med løvskove, nåleskove og krat. Forskelligheden skyldes højde, jordbund, lysforhold m.m.
At nationalparken betegnes som meget vild, skyldes dels at det meste ikke har været drevet intensivt før den fik status af nationalpark, dels de stejle bjergsider og det vilde dyreliv som bl.a. omfatter, bjørn, ulv, los, vildsvin, gemser, krondyr og meget mere spændende. Man regner med at der er over 1000 forskellige plantearter, og der er bestemt omkring 1500 forskellige sommerfugle og et hav af fugle. I virkeligheden viste terrænet sig også hurtigt at være særdeles vildt og strabadserende. Vi besøgte Kalkalperne midt i maj, og vejrforholdene gjorde det ikke mindre vildt da det skiftede fra strålende sol til tågeregn og kraftige snebyger.
Blomstrende optakt
Man nærmer sig bjergene gennem et enestående blomsterlandskab. Den ene blomstrende eng efter den anden, vådenge og tørenge. Her er der bestemt noget at lære når vi diskuterer etablering og pleje af overdrev, blomsterenge, og uklippede græsarealer.
Landbrugsdriften op mod Kalkalperne er meget skånsom i forhold til miljøet. Man har kvæg, får eller geder. Flere af gårdene drives økologisk, og stort set ingen gøder markerne ud over det dyrene efterlader. Hvert forår tages et høslæt som gør markerne meget blomsterrige. Alle steder er vegetationen domineret af planter der trives i kalkjord som hulkravet kodriver (Primula veris), liden skjaller (Rhinanthus minor), kornet stenbræk (Saxifraga granulata), knoldet mjødurt (Filipendula vulgaris) og mange flere.
Engenes vegetation kommer også an på om det er åbent og sydvendt eller det er nær skovbryn. På steder med enkelte træer og buske dominerer julerose (Helleborus niger), men også dagpragtstjerne (Silene dioica), og under buske ser man ofte blå anemone (Hepatica nobilis) og almindelig hasselurt (Asarum europaeum). Men det er ikke kun engene som blomstrer. Omkring stort set alle gårdene er der gamle blomstrende frugttræer, primært æbler, men også en del pærer. Ingen på dværgstamme, men store, flotte træer med karakter.
Kom tæt på naturen
Naturens vildskab melder sig straks man bevæger sig fra de bløde bakker og de blomstrende enge og ind i selve nationalparken. Det er selvfølgelig muligt at vælge stisystem af forskellig sværhedsgrad fra det moderate til bjergbestigning. Vi var ikke kommet for at bestige bjerge, så vi valgte de svære vandrestier, og her bliver der ikke fedtet for gæsterne.
Stierne er stejle, smalle og nogle steder på grænsen til det ufremkommelige, men det var altså også her vi kom tæt på naturen og mødte mange forskellige slags natur. Bøgeskove i de lave områder. Granskove med almindelig ædelgran. Nogle steder dominerer skovfyr. Andre steder åbner der sig lyse sletter med bjergkrat og lidt bjergfyr op mod bjergtoppene.
Når man vandrer gennem skovene, bevæger man sig fra klimazone til klimazone, fra et plantesamfund til et andet. Ædelgran og gran med en bund af mosser, bregner, svampe og kun ganske få blomsterplanter. Skovfyrskove med bund af mange forskellige græsser, vårlyng (Erica carnea), forskellige bregner, bl.a. rundfinnet radeløv (Asplenium trichomanes). Og mellem de flade kalksten et hav af svampe på de væltede eller knækkede træer som får lov til at blive liggende i skovbunden. Midt i skovene er der også vandløb, vandfald og pludselig dukker en mindre gletscher op skubbende sort jord foran sig.
Botanisk var de mest interessante det vi mødte i overgangene mellem plantesamfund, i lysninger, skovbryn og på sletterne. F.eks. forskellige mælkeurt, bl.a. buksbom mælkeurt (Polygala chamaebuxus). Der var ægte aurikel (Primula auricula), forskellige peberbuskarter f.eks. (Daphne petraea) og mange flere.
Gemser og ildsalamandre
Nationalparken er også særlig kendt for sine mange vilde dyr fra sommerfugle til den europæiske brune bjørn. Vi mødte nu ingen bjørne, men der var fine dyreoplevelser på trods af sne og regn. Vi kom tæt på en stor flok kronvildt, og for os var det en oplevelse at se en gruppe gemser på de stejle bjergsider. Der var møde med mange dyr som rådyr, spætter og meget mere.
Mest specielt var måske mødet med ildsalamander, en stor salamander der med sine lysende gule pletter traskede over den smalle sti. Den gemmer sig ofte om dagen, men kommer frem efter regn for at gå efter snegle, orme m.m. Det er en salamander man ikke skal tage op da den udskiller et giftsekret som både kan give udslæt og kvalme. Vi nøjedes da også med at følge dens tur over stien.
Når der er så rigt et dyreliv, skyldes det selvfølgelig at man har ladet området blive vildt og uplejet, men man har også bevidst arbejdet på at genindføre dyr som kan klare sig i nationalparken. Man har nøje undersøgt betingelserne inden man har udsat dyr. Man har med stor succes udsat europæisk los som i dag stortrives i bjergskovene.
Under udvikling
At nationalparken er blevet en stor økologisk succes, skyldes bl.a. at man i hele forløbet har samarbejdet med bl.a. naturbeskyttelsesgrupper, ornitologer, økologer, landmænd og videnskabfolk. Man bestræber sig på at alt er på et så højt naturvidenskabeligt niveau som muligt.
Udvidelse af arealet er hele tiden på programmet, men først når både økonomi og det videnskabelige er på plads, og nye arter kommer kun på tale hvis det kan forsvares i forhold til naturens muligheder og tilstand.
Der udvikles også stadig på at forbedre formidlingen. Der findes flere besøgscentre, f.eks. i landsbyen Molin. Her er der Kalkalpen-udstilling og en butik med bl.a. faglitteratur og undervisningsfaciliteter. Der er veluddannede guider til forskellige målgrupper, både almindelige turister og mere nørdede faginteresserede. o
Skribent:
Jens Thejsen er natur- og landskabskonsulent og har gennem mange år etableret og fulgt succesionsbevoksninger. Han besøgte maj 2019 Kalkalpen sammen med Frans Keemink.