Ny skov med både biodiversitet og CO2-lager

skovrejsning. Småskove og byskove kan hjælpe både klima og biodiversitet på vej, men grundlaget skal være en successionsskov hvor man ser bort fra traditionelle plantningsmetoder

Træer er fantastiske. De kan være smukke, vi høster måske frugt fra dem, vi bruger dem til byggeri og møbler og de er med til at skabe biodi­ver­sitet. Men de kan også noget helt andet: de er mestre i at lagre CO2. Både i selve veddet, i før­ne og i humus er der kæmpe CO2-lagre.

Mange træer i Danmark kan blive flere hundrede år og hu­muslaget kan være endnu me­re stabilt. Hvis altså træerne ikke fældes, brændes eller flises, og hvis jorden ikke smad­res. Så det er oplagt at bruge træ­er som en del af løsningen på kli­makrisen. For det er ikke småting træerne kan lagre. Årligt mellem 6 og12 tons CO2  pr. ha. pr. år. Alt afhængig af træart, klima, alder og jord.

Tænke i habitater

Det er bare ikke lige meget hvad, hvordan og hvor vi etablerer træerne. Men gøres det rigtigt, kan skovene bidrage til at løse både klimaproble­mer og biodiversitets­pro­blemer.

I så fald skal man bare ikke bruge de traditionelle plant­ningsmetoder hvor man typisk kun planter ganske få arter og oftest i lange lige rækker. Variationen består ofte kun i valget af ammetræer. I forhold til biodiversitet bidrager f.eks. bø­geskovene og rødgranplan­tagerne ikke meget. Det er som om man planter det man plejer eller kender og ik­ke hvad der passer til stedet.

For at det skal lykkes til gavn for både biodiversitet og CO2-lager, skal der tænkes i habi­tater. Der skal vælges planter der passer til det givne sted. Til det fugtige sted skal plantes arter som kan kla­re det, og til de næringsfattige arealer planter som ikke kræver så meget næring. Helt banalt, men i dag ses ofte plantninger som slet ikke passer til forholdene. Jord­bunden spiller også en rolle i bindingen af CO2. På næringsfattige mag­re jorde bindes ikke så meget som på de mere næringsrige.

For at få mest ud af de nye skove, skal der plantes eller sås i grupper. Solitære planter giver ikke så meget. Oftest vil der ikke dannes førne og humus som er med til forbedringer af både biodiversitet og CO2-lagring.

Der vil dog stadig være brug for alléer og solitære træer bl.a. af kulturhistoriske grun­de. De solitære bytræer gavner ikke biodiversiteten særlig meget, men etableres de f.eks. med en urtebund stiger den biologiske værdi kraftigt.

Successionsskov

Skal det batte noget i forhold til CO2-lagring, skal der etableres masser af træer i Danmark. Skovarealet skal øges væsentligt. Der skal etableres mange større skove som ikke er produktionsskove, men også mindre skove, by­skove, lunde og træer i det hele taget.

Før etablering er en grundig analyse af stedet vigtig. Hvilken jord er der på stedet? Hvordan er klimaet? Og hvordan er omgivelserne? Hvil­ke træer og buske passer naturligt til stedet? Først derefter kan man vælge hvordan man vil etablere sin skov.

Forskellige etable­ringsmeto­der koster forskelligt og giver forskelligt resultat. I det følgende er der valgt at se bort fra traditionel skovetable­ring med lige rækker og ma­skinplant­ning. Variation, lysninger og uregelmæssighed giver flere nicher og er i sig selv med til at forbedre biodi­versiteten. Metoderne her er primært til mindre skovarealer.

De følgende metoder er alle tænkt som successionsskove. Det vil sige skove som skal få lov til at udvikle sig som skov, uden ukrudtbekæmpelse og ikke som produktionsareal.

1: Ingen indblanding

En billig metode er at etablere en regulær succesionsskov som i princippet betyder at man lader et område passe sig selv, og efterhånden vil det så sprin­ge i skov. Man kan helt lade stå til og lade træer og buske tage kampen op mod græs og komprimeret jord. Det vil som regel koste tid før der etablerer sig skov, men med tiden vil det lykkes.

Er udgangspunktet et kraftigt græsdække, kan man også vælge at pløje og harve jorden før successionen slippes fri. Det vil give en hurtigere etablering, men samtidig frigives en del CO2 ved jordbehandlingen og noget biodiversitet kan også gå tabt.

Vel er ‘lade stå til’ en enkel metode, men også en meget uforudsigelig metode. Man ved stort set ikke hvad der kommer og i hvilken rækkefølge. Det kan bestemt være charmerende og spændende.

For at det skal blive en succes og altså batte noget både i forhold til CO2-lagring og bio­di­ver­sitet, er der visse forhold som skal være til stede. For det første skal man sikre at denne type succesionsskov grænser op til en mangfoldig skov eller et varieret skovbryn, så der efterhånden vil sprede og etablere sig mange arter.

Det handler ikke kun om at overføre en frøpulje fra den nærliggende skov. Det handler også om at der i den nye skov hurtigt vil etablere sig en flora af symbiosesvampe som hjælper skoven godt i gang.

Erfaringen er at der kan komme en meget ensidig skov ud af en etablering uden indblanding, hvis det sker på bar græsmark uden skov nærved. Der er eksempler på succesi­onsarealer som efter 30 år kun består af rødel, tjørn og hun­derose, og bunden består kun af ganske få græsarter. Der er også eksempler på at der kun etablerer sig vortebirk og enkelte andre arter som rødgran. Typisk udvikler bundvegeta­ti­onen og førnen sig meget langsomt.

Så skal successionsskoven blive til noget inden for en årrække, skal den placeres det rigtige sted med nærliggende skov, bryn, hegn eller lunde.

2: Såning og succession

Man kan hjælpe successions­sko­ve på vej ved at så træarter efter pløjning og harvning. Man kan så nogle af de træarter som passer til det give sted. Ved at så de forskellige træarter i grupper, kan man få en forholdsvis mangfoldig skov nogenlunde hurtigt. Man kan samtidig så en urtevegetation.

Hvis det får lov at passe sig selv, bliver det en mere mangfoldig skov, men man må reg­ne med at kun en mindre procentdel af tilsåede vil udvikle sig, en stor del af træfrøene vil gå tabt og mange af skov­bundsurterne vil ikke klare sig fordi der ikke er skygge end­nu. Men skoven vil blive lys og åben til gavn for biodiver­site­ten og efterhånden blive det et udmærket CO2-lager.

3: Ø-plantning og succession

Hvis man ønsker at processen skal gå lidt hurtigere, kan man vælge at indplante nogle af de træarter som passer til stedet, eventuelt i mindre øer og måske buske og træer til skovbryn. Det vil resultere i at skoven kommer hurtigere i gang, og sås der samtidig skovbunds­urter, vil disse lettere kunne etablere sig under de plantede trægrupper. Samtidig vil der hurtigere dannes et førnelag. Det er naturligvis en mere om­kostningsfuld og besværlig metode, men giver også et hurtigere resultat.

4: Plantning og succession

Med tilplantning af arter som passer til stedet, er der gode muligheder for en hurtig start. Hvis der er pløjet og harvet inden plantning, vil f.eks. græsser ikke hindre planterne i at etablere sig. Der vil ved plantning hurtigt danne sig et før­nelag, men det er vigtigt at knækkede grene og væltede træer får lov til at blive i skovbunden så der efterhånden dannes førne og senere humus som er et glimrende CO2-lager.

Men skovbundsfloraen vil kun indvandre meget langsomt. Her kan det være en fordel at indplante eller så skov­bundsurter i mindre grupper rundt i beplantningen for hurtigt at få en spredning af urter. Det er vigtigt ikke at plan­te i lange rækker, men derimod asymmetrisk.

Der må meget gerne plantes i forskellig afstand, nogle steder helt tæt, andre steder med stor afstand. Så vil der hurtigt dannes lys og skyg­gesteder og altså muligheder for flere forskellige slags urter, insekter og fugle. En sådan plantning vil med den naturlige succession udvikle sig til gavn for både biodiversitet og være et forholdsvis godt CO2-lager.

Gode træarter

For det første er det vigtigt at etablere planter som passer til stedets jordbund og klima. På den måde udvikler træerne sig bedst og bliver altså også bedst som lagerplads for CO2. Men de forskellige arter er ik­ke lige gode til lager. De træer som har den største vægtfylde og lever længst, har det største lager. Derfor er arter som f.eks. eg og bøg rigtig gode. Hurtigt voksende arter lagrer meget i en fart, men CO2 frigives også hurtigt når de dør. Både fordi de dør tidligere, og fordi de nedbrydes hurtigt. o

Skribent: Jens Thejsen er natur- og landskabskonsulent og har gennem mange år sammen med Sten Porse etableret og fulgt succesionsbevoks­ninger.