Ansvaret der løfter eleverne

Grønt Miljø 4/2011. Maja Marqvard Christensen (øverst til venstre) er med i flok frivillige der lægger sf-sten under vejledning fra Jonas Olsen.

To anlægsgartnerelever fra samme firma fik sølvmedaljer for bl.a. deres svendeprøve. Praktikværten fokuserer på mangfoldigheden og orker ikke macho-kultur i sjakket

Nogle gange hænger tingene bare så godt sammen at man får gåsehud. I maj 2011 var Grønt Miljøs forside et foto fra gården bag det nye ungdomshus i København. Her havde anlægsgartnerfirmaet Sten­broens Træpleje & Anlæg taget initiativ til et nyt udean­læg med masser af frivillig arbejdskraft fra folk med tilknytning til Ungdomshuset. Og med genbrugsmaterialer, bl.a.  brostenskvæstede træ­er fra kampene om det oprindelige ungdomshus på Jagtvej.

På forsiden ses derfor en gruppe piger med dreadlocks i færd med at sætte brosten.

Hvad ingen vidste på det tidspunkt, var at netop denne solskinsdag var et helt afgørende vendepunkt i livet for en af kvinderne på forsiden – Maja Marqvard Christensen.

Hun har nylig sammen med  den ligeledes nyudlærte Stine Dohn Larsen trykket dronningen i hånden på Københavns Rådhus og fået sølvmedaljer for de fine resultater til deres teori- og svendeprøver.

Stine Dohn Larsen og Maja Marqvard Christensen på forreste række til Håndværkerforeningen Københavns Medaljefest på Københavns Rådhus hvor de fik sølvmedaljer for deres svendeprøver. Foto: Henrik Nielsen.

I dag er begge ansat i Sten­broens Træpleje & Anlæg og driver firmaets grønne afdeling. Og stortrives. „Men det var absolut den dag i 2011 som satte det hele i gang. Vi fik lagt nogle sten og fliser, plantet og lavet en have på et sted hvor der før var ingenting. Dér kun­ne jeg mærke at det var fedt, og noget jeg ger­ne ville prøve igen. At være ude, og sammen med man­ge andre være med til at ska­be noget, et opholdsrum, et sted med siddepladser, træ­er, læ og skygge,“ fortæller Maja Marqvard Christensen.

Efter at hun således havde brolagt vejen til sin fremtid og begyndte på anlægsgartneruddannelsens grundforløb på Vilvorde, stødte hun på en anden anlægsgartnerelev der skulle vise sig at blive endnu en grundsten i hendes liv, nem­lig Stine Dohn Larsen.

Ikke overraskende kommer begge fra en barndom med masser af frihed, plads og udeliv. Ingen af dem havde bare overvejet hvor vigtige disse elementer var da de i første omgang valgte karriere.

Firmabil afgjorde valget

Det er ikke til at se det, men før var Stine Dohn Larsen salgschef i TDC. I dag har hun fundet sin rette gren og arbejder bl.a. med træbeskæring som hun første gang stiftede bekendtskab med i sin praktiktid i Tivoli.

Stine Dohn Larsen havde tidligere arbejdet sig op i TDC og var endt som salgschef. Der duftede det ikke ligefrem af kapri­foler i de lyse sommeraf­tener, men Stine var ikke klar over at hun havde brug for at arbejde ude i det fri. Indtil hun gik ned med stress. Derefter beslutte­de hun at se på firmabiler på gaden for at finde ud af hvad hun nu skulle lave. Sådan faldt valget på anlægs­gartnerfaget.

Efter med stor glæde at ha­ve taget første del af sin praktik i Tivoli, brugte Stine sin ihærdighed til at få most en praktikaftale ud af Stenbroens Træpleje & Anlæg hvor hun efter et års tid fik overtalt sin mester Jonas Olsen til også at antage Maja Marqvard Christensen som lærling. Maja behøvede ingen overtalelse, for hun havde drømt om at arbej­de i Stenbroens Træple­je & Anlæg siden den frivillige arbejdsdag i 2011.

„Jeg var nødt til at få hende over, for vi havde arbejdet så godt sammen på skolen. Vi har forskellige styrker og overlapper perfekt. Vi nåede at få arbejdet sammen i Stenbroens i et halvt år inden svendeprøven som jeg er virkelig stolt af,“ fortæller Stine Larsen. 12-tallet og medaljen viser at hun også har grund til det.

Da både Stine og Maja har specialet plejeteknik, skulle deres svendeprøve bestå af 30% gråt og 70% grønt an­lægsgartnerarbejde, men reelt endte de med at bruge det omvendte forhold af tid. De mente nemlig ikke at stentrappen havde en flot nok overgang til resten af anlægget, så de brugte en del kræfter på at ændre højder og få sat det he­le ordentligt sammen med et andet hold elever da det var en samarbejdsopgave.


Med speciale i plejeteknik skulle Stine Dohn Larsen og Maja Marqvard Christensen (billedet) bruge 30% af tiden på grå opgaver og 70% på grønne. Reelt blev det omvendt fordi trappen skulle tilpasses bedre.

Ansvaret løfter eleverne

Hvordan kan to nyudlærte anlægsgartnere få ansvaret for deres tidligere praktikvirksom­heds grønne afdeling og være med til at oplære lærlinge under et år efter at de selv stod med svendebrevet i hånden?

„De kan jo noget særligt. De dyrker deres fag, de går ikke bare på arbejde,“ fortæller indehaver af Stenbroens Træple­je & Anlæg Jonas Olsen. „Og så er de smad­dergode til at koordinere og være med til at tænke frem og planlægge tid og afvikling af opgaverne og have kundekontakt. De har været enormt selvkørende fra starten, og det har jeg sådan set bare støttet op om.“

Ud af de i alt seks elever der indtil videre er blevet udlært hos Stenbroens, har hele fire fået sølvmedaljer. Jonas Olsen mener dog ikke at de gode resultater skyldes at han er særligt dygtig til at udvælge de elever med mest potentiale.

„Det er som regel dem der vælger os fremfor omvendt. Stine var eksempelvis meget vedholdende og blev ved med at kontakte mig indtil hun fik en læreplads, og det var hen­de som fik trukket Maja med over, så det kan jeg jo ikke ta­ge æren for,“ fortæller Jonas Olsen som dog alligevel har en mulig forklaring på de mange medaljer.

„Jeg tror at der ligger noget i vores måde at arbejde på der gør at det er muligt at rykke sig hurtigt hvis folk selv gerne vil. Det bliver de faktisk nødt til, altså at være selvstændige og ret hurtigt vokse, fremfor bare at være tredje hjul hos svendene,“ lyder forklaringen. Både Jonas og hans grønne afdeling er dog hurtige til at understrege at der altid er støtte og sparring at hente hvis eleven har brug for det.

En stolt anlægsgartnermester, Jonas Olsen fra Stenbroens Træpleje & Anlæg foran Københavns Rådhus flankeret af sine sølvmedaljevindere

Den gamle nedturskultur

Det er ikke gået manges næse forbi at de to nyeste medaljemodtagere på Københavns Rådhus inden for anlægs­gart­nerfaget er kvinder. Hverken Maja Marqvard Christensen eller Stine Dohn Larsen oplever nogen særlig forskel på mænd og kvinder i deres hverdag, bortset fra at mændene er fysisk stærkere, men den forskel kan udlignes med ergonomiske hjælpemidler og lidt omtanke, pointerer de begge.

Den mest markante forskel oplever de således ikke i det faglige arbejde, men derimod i det sociale.

„Hvis vi kommer ud til folk af den gamle skole, kan jeg godt mærke forskellen. Så hører man pludselig kommentarer om at nu kommer der en lille pige, og der bliver hvisket bag ens ryg. Men jeg tror at det er en generationsting. Det er i hvert fald udelukkende de lidt ældre mænd som kommenterer sådan nogle ting,“ fortæller Maja Marqvard Christensen.

Samme oplevelse har Stine Dohn Larsen. „Der er nogle generationer som er ved at blive ud­faset, jeg har mødt dem og deres kvindesyn hist og pist, men jeg har kunnet tage det. Men for en ny elev kan det jo være en ubehagelig opstart at komme ind i et fasttømret sjak med den slags kultur,“ fortæller hun.

Faktisk har Jonas Olsen i de seneste år gjort en særlig indsats for netop at sikre en mangfoldig virksomhed hvilket han ikke var så opmærksom på i starten.

„Da vi startede forstillede jeg mig bare at jeg skulle have en masse folk som mindede om mig selv. Og for bare fire år siden var vi udelukkende mænd ansat. I dag er kønsfor­delingen 50/50, og det har gjort en rigtig stor forskel. Det er noget jeg er rigtig glad for. Før var der ved at opstå en nedturskultur fordi jeg var nødt til at være Kontor-Ole og ikke havde opdaget at specielt én af mændene trak hele sjakket ned i den klassiske macho-kultur. Og jeg kaster op over at være steder hvor den nedsættende jargon hersker. Jeg magter simpelthen ikke sådan en nedturskultur, men da jeg fik fjernet ham og fik ansat nogle kvinder, synes jeg at det forholdsvis hurtigt gav pote,“ fortæller Jonas Olsen som i dag ser sin virksomhed som langt mere harmonisk, mangfoldig og kompetent.

Stine Dohn Larsen hilser på dronningen – med stiletter og krykke. En træstamme havde uheldigvis ramt hende på læggen og givet en muskelskade som dog er fin igen nu. Foto: hfk.dk.

Ikke selvstændige endnu

Da Grønt Miljø ringer til Stine Dohn Larsen, er hun i gang med at lave modtagekontrol på et parti planter, og når man taler med hende, er hendes engagement og initiativ tydelig. Men det betyder dog ikke at hun er klar til at springe ud som virksomhedsejer, evt. med Maja som partner.

„Jeg tror at jeg er for perfektionistisk. Jeg kan godt mærke at jeg kan stå for ved­ligeholdelsesafdelingen med Maja og måske være med til at afgive tilbud og lignende kontorarbejde i op til 30% af tiden, for jeg elsker jo at være ude og bruge hænderne og være kreativ og sammen med mine kollegaer, så jeg vil helst ikke bindes fast til kontoret. Men hvis jeg fik ansvaret for det hele, personale, regnskab, alting, så ville jeg nok knække nakken på det igen. Så jeg er meget glad for at være her hos Jonas i Stenbroens hvor vi får lov til at realiserer vores idéer, men samtidig har rygstøtte. Det er nærmest optimalt,“ pointerer hun.

Også Maja Marqvard Christensen sætter stor pris på at blive i de trygge og vidt åbne rammer en rum tid endnu.

„Jeg synes jo ikke at kontorarbejdet eller designfasen er det interessante. Jeg vil have jorden og planterne mellem hænderne og få lavet det hele ordentlig og pludselig har man skabt et sted som har et liv og en sjæl. Det at ændre noget fysisk i verden. Det har vi chancen for her, og fordi vi får så meget ansvar, vokser selvtilliden også, for man lærer meget af at skulle tænke selv,“ fortæller hun.

3 svende, 5 elever. Puha.

Faktisk er Maja Marqvard Christensen ikke den eneste af de to som har været i Grønt Miljø. I nummer 4 fra 2016 skrev Sti­ne Dohn Larsen en artikel til bladet om hvordan det var at være elev på et tidspunkt hvor firmaet bestod af Jonas Olsen, tre svende og hele fem elever.

Her fik hun bl.a. sagt: „Sten­broens blev født af en drøm om at forandre verden til at blive mere bæredygtig. Ikke for at tjene penge, skønt det går godt med økonomien. At forandre verden er store ord, men tro kan flytte bjerge. Den tro har Jonas båret firmaet igennem som en grundlinje. Når vi elever bliver introduceret for sådan en passion og energisk arbejdsgang, så sker der noget magisk som Stenbroens er beviset på.“

Det er jo fine ord, men i dag pointerer Jonas Olsen dog med et smil at det også bliver rart at gå en tid i møde med lidt færre elever. Uanset hvad har han dog tænkt sig at blive ved med at holde dørene åbne, for som Stine nævner i sin artikel handler det ikke kun om at lave en kroner og ører-beregning på om det kan betale sig for virksomheden.

„Det handler om at være åben overfor dem som henvender sig. Fleksjobbere fra kommunen, flygtninge og vidt forskellige elever. Det handler om at se sit arbejde, sine omgivelser og sit fag i en større sammenhæng end den rent økonomiske. Hvis vi kan have tre svende og fem elever, hvoraf de to – indtil videre -får 12 i det hele, så kan andre firmaer sgu også godt oppe sig og tage et par elever mere,“ fastslår Jonas Olsen.

Mens Jonas tager en dyb, velfortjent indånding efter lang tids ‘elevpres’, gør Maja og Stine klar til nye eventyr. De har fået et rejselegat som de til efteråret vil bruge til at fejre den flotte svendeprøve og samtidig få noget faglig inspiration med hjem fra den store verden. Og så er de selvfølgelig også ved at udvikle en app.  Ja, det kan være svært at følge med de to kvinder. Især hvis man er låst fast i en gammel nedturskultur. lt