Formklippede træer tilfører skulpturelle præcise former, og man kan nøjes med mindre rodrum. Det er ofte lindetræer der formbeskæres, og lind er i det hele taget et meget populært bytræ.
Træbiologien er udviklet og Shigos Codit-model er justeret. Med sort plast kan der dannes ny bark direkte på det blottede ved.
Tveger flækker, så dem skal vi være bedre til at opdage og gøre noget ved. Der er ingen nye træsygdomme, men de gamle er også slemme nok. Ved at trække i træet kan man få et indtryk af
stabiliteten, men med forbehold.
Træer kan kommunikere og samarbejde – på deres helt egen måde. Vanding har sat fart i bytræerne. Og så er der kommet elmevaccine.
Sådan lød den blandede buket da Bytræseminar 2017 blev holdt den 16. november på Frederiksberg for 229 deltagere. Som før med Dansk Træplejeforening og Københavns
Universitet som arrangører.
Stramt, men dyrt element
Formklipning af træer er en verden med ‘forunderligt mange former’ som f.eks. kasser, søjler, kegler, kugler hvortil kommer knudebeskæring og andre særlige beskæringsformer. Det er noget der fortjener at blive fastholdt, mente træplejekonsulent Svend Andersen.
Formklipningen tilfører udemiljøet skulpturelle former og ensartede præcise rammer som fritvoksende træer ikke kan levere, bl.a. fordi beskæringen udligner de trivselsforskelle som man ellers sjældent undgår. Med den definerede form og størrelse kan man undgå konflikter med f.eks.
skygge, indsigt til butikker og udsigt fra lejligheder.
Og beskæringen kan tilpasse træerne til de rodrum der nu engang er. Derfor er formklippede træer især oplagt i trange byrum. Man sparer altså fordi rodrummet kan minimeres, man forlænger levetiden så genplantningen udskydes, og man undgår også at sikkerhedsbeskære.
Det kompenserer for den dyre formklipning. For det er en arbejdskrævende proces at formbeskære. Og det skal gøres korrekt hvis man skal have valuta for indsatsen. I en formklippet trærække skal træerne f.eks. være klippet lige langt op så nogle træer ikke er mere ‘lårkorte’ end andre. Og andre træer skal ikke for tæt på og forstyrre elementets karakter.
Fra salen lød det at mange formbeskårne træer ikke er tænkt som formbeskæring, men er opstået som nødværge, f.eks. efter klager over skygge. Det retter fokus mod træartsvalget.
Ifølge Svend Andersen bliver sådanne nødværgebeskæringer sjældent vellykkede. Det bliver de hvis de målrettes til formbeskæring fra starten af.
Linden i fortid og nutid
Det er ofte lindetræer der formbeskæres, og lind er i det hele taget et populært bytræ, beskåret som ubeskåret, forklarede Hans Peter Ravn, lektor på Københavns Universitet.
F.eks. er 30% af Københavns bytræer lind, og i indre by er det tilmed 60% – om end det mest er den mere ensartede parklind.
Småbladet lind dominerede i stenalderskoven hvor det var varmt nok til at frøene kunne modnes. Det er de kun i enkelte bevoksninger i dag, men det kan klimaændringerne ændre. Linden er dog ikke længere et skov- og naturtræ herhjemme, veddet har ikke forstlig interesse selv om det seje ved stadig bruges til træskærerarbejder og barkens bast fra gammel tid er udnyttet til tovværk.
Lind kan ellers danne rige økologiske bevoksninger bl.a. som lindetrunter og løvenge. Træet er ideelt til løvhø. Helt i økologisk top er linden dog ikke når man f.eks. ser på hvor mange arter af biller og sommerfugle der lever af træet.
I byen kan lindebladlusene være et problem. Et helt kg ‘honningdug’ pr. m2 kan der dryppe ned på biler og caféborde fra store linde. Bladlus generer dog ikke træet der i det hele taget ikke er truet af nogen skadevolder. Kongeskjoldlus har før givet problemer, men de er væk igen, måske på grund af de nytilkomne harlekin-mariehøns.
Linden har derimod selv været mistænkt for at tage livet af humlebier fordi der er set mange døde bier under træerne. At bierne blev fulde af gæret nektar er en klassisk, munter forklaring. En anden er at bierne dør af energitab fordi lindeblomster dufter og lokker, selv når nektaren er
væk.
En norsk undersøgelse har dog ifølge Hans Peter Ravn vist at ingen af teserne understøttes videnskabeligt. Decay blev til damage I 80’erne opstod den moderne forskningsbaserede træpleje bl.a. princippet Codit (Compartmentalization Of Decay In Trees). Det henviser til at træet
aktiverer flere vægge når det angribes af rådskabende organismer. Udviklingen var anført
af amerikaneren Alex Shigo.
„Fagfolk blev sure, men han havde jo ret,“ sagde Dirk Dujesiefken fra Institut für Baumpflege
i Hamburg. „Men nu, 30-40 år efter, ved vi mere end Shigo. Så vi kalder det ikke mere vægge, men reaktionszoner, og i Codit står d’et nu for ‘damage’, ikke ‘decay’.“ Processen er dog stadig den
samme: træet såres (fase 1), mikroorganismerne invaderer (fase 2), spreder sig i veddet (fase 3) hvorefter træet kapsler dem ind (fase 4). Indkapslingen foregår bl.a. ved at tyller med bl.a. fenoler blokerer rørcellerne så de rådskabende organismer ikke kan brede sig. Og efterhånden som sårved dækker såret, mister de også adgangen til ilt så de dør.
Evnen til at indkapsle afhænger ifølge Dujesiefken af flere faktorer. En af dem er slægten, hvor bl.a. Carpinus, Crataegus, Fagus og Platanus er effektive mens bl.a. Salix, Populus og Prunus er svage.
En anden faktor er sårtypen. Værst er det når såret eksponerer gammel ved, f.eks. når en stamme eller stor gren eller rod kappes over, for så kan råddet trænge dybere ind så en større del af træet er i fare.
En tredje faktor er årstiden. Man skal helst undgå at beskære om vinteren hvor træets produktion af energi går i stå. Det inaktive træ kan ikke reagere så meget, og indkapslingen er ineffektiv. Forsøg har f.eks. vist at der opstår mere råd når et træ såres i november end når det såres i maj.
Plast på overfladiske sår Også sårbehandlingen kan påvirke indkapslingen. Ikke sårmaling,
men plastdækning kan hjælpe overfladiske sår. Det viser bl.a. erfaringer fra Hamburg som Horst Stobbe fra Institut für Baumpflege i Hamburg fortalte.
Når et træ såres, dannes der sårved der efterhånden dækker såret. Sårveddet dannes af
kallusceller i vækstlaget under barken i sårranden. Men barken kan også dannes direkte fra kambiet på det blottede ved. Det kan ske når såret dækkes af sort plast der skaber et fugtigt, mørkt miljø på såroverfladen.
I et forsøg kunne man allerede efter en uge se at celler på sårfladen var begyndt at vokse, og senere begyndte de at danne bark så såret hurtigere blev dækket. Effekten er prøvet med held på flere arter, og på alle årstider, men den er mindst om vinteren. I forsøget prøvede man også sårmaling, men uden den samme effekt. Hvis plasten skal virke, skal veddet ikke have været skadet nævneværdigt, for blot få årringe nede er der ikke levende celler der kan danne ny vækst.
Desuden skal såret dækkes med plast hurtigt efter såringen så det ikke påvirkes af mikroorganismer og udtørring.
Efter to uger er det for sent, fastslog Stobbe. Vand gerne sårfladen før plasten klipses på, men gør ikke såret rent. Og accepter gerne at der ikke dannes ny bark på hele fladen. Det er bedre end ingenting.
Flækkende tveger
Hvor to stammer mødes, har man en tvege. Hvor stamme og gren mødes, har man en grenvinkel. Når samlingerne er spidse, er de svage og flækker nemt. Man kan ikke undgå dem. Man kan heller ikke fælde træet hver gang man ser en spids samling. Man må finde en balance, fastslog Simon
Skov, seniorrådgiver på Københavns Universitet.
I en grensamling flettes stammens og grenens ved sammen over grenen med stærkt, tungt ved. Det skaber et solidt hængsel der brydes ved et knæk, ikke ved et flæk. Og så skal der meget til. Men hvis vinklen er for lille, er der ikke plads til at flette, og der klemmes bark ind i hængslet. Resultatet er et svagt hængsel hvor et brud mest er et flæk. Træet prøver at kompensere med en øget vækst rundt om stammen og grenen, men det er ikke altid nok.
Inde i en bevoksning kan man acceptere risikoen, men ikke ved en vej – og her kan man heller ikke fjerne alle tveger med det samme. Så man må prioritere risiko i forhold til voksested. Her kan man bl.a. se på om der er en flæk i samlingen. Hvis samlingen er flækket, så er risikoen for sammenbrud akut.
Og lad jer ikke narre af vækstrevner der kan sidde samme sted. Man skal også se på træets faldretning og det træk der er på samlingen fra dens krone. Hvis der i tørvejr siver vand ud
gennem brudt ved, er det et skidt tegn. Det samme er sår og svamp i samlingen, store beskæringssår og store ‘ører’ i sammenvoksningen.
Er der tendens til tveger i en bevoksning af samme klon eller frøkilde, er der en genetisk faktor
man også bør tage hensyn til.
Man kan forebygge tveger ved beskæring hvis man opdager dem tidligt nok så såret minimeres. 10 cm i diameter er sidste chance. Hvis man senere beskærer et træ for at fjerne tvegen, har det tilbageværende træ stadig en svag struktur. Kronen kan eventuelt sikres med en surring, især som en akut behandling før fældning, men også hvis man har et særligt træ man vil bevare så længe
som muligt.
Generelt bør vi lægge mere vægt på at opdage tveger og klippe dem væk, vurderede Simon Skov. Han forelog at app’en Synchronizer der bruges til risikotræer, også tages i brug når det gælder tveger.
Kræft og toptørre
På næsten hvert bytræseminar har Iben M. Thomsen, seniorrådgiver på Københavns Universitet,
leveret skrækhistorier om træsygdomme. Seminarets gode nyhed var at der ingen nye sygdomme var siden sidst.
Men der er mange eksisterende skader at fortælle om. Hertil hører hestekastanjens bakteriekræft. Fæld først træet når det er døende, lød rådet. Nogle træer har haft sygdommen i ti år og lever stadig fint. Der kan også være andre grunde til at træet har det dårligt. Giv ikke sygdommen skylden for dem, fastslog Iben M. Thomsen der i flere sager kunne pege på at det var for dyb plantning, påkørselsskader ved græsslåning eller kappede rødder ved anlægsarbejde der havde gjort det af med træerne selv om bakteriekræften først havde fået skylden.
En lignende historie kunne hun fortælle om asketoptørre der har hærget skovene, men ikke ret meget i byerne. Her giver de tørre forhold svampen ringere vilkår end i den fugtige skov, og træernes bark ved stammebasis bliver sjældnere angrebet. Derfor skal man ikke fare ud og fælde asketræer med toptørre.
„Træerne siger selv til. Når de ikke længere kan tåle angrebet, går de ud. Og så kan man fælde dem,“ understregede Thomsen. Også her skal man passe på med at pege på toptørre hvis der kan være andre grunde til at et træ har det skidt. F.eks. at det er plantet for dybt som det var tilfældet i
en konkret sag. At sætte installationer op i træer er ikke en sygdom, men kan skade træerne alligevel. Ja, man kan simpelt hen ikke undgå at skade træerne, fastslog Iben Thomsen.
Men skal det være, er det bedst at skåne barken, så undgå metoder der klemmer og dræber barkens vækstlag. Så er det bedre at bore rør gennem stammen selv om det ser voldsomt ud (se Grønt Miljø 9/2017, s. 4).
At trække i træet
Når man skal tjekke et træs stabilitet, virker det oplagt at man kan trække i det og se hvad det holder til. Der findes da også en metode der blev vist i Danmark i sommers, meldte trærådgiver Christian Nørgård Nielsen.
En traktor med spil og trækmåler trækker i træet indtil et vist punkt hvor træet ikke skades, og som holdes op mod en beregnet vindbelastning på hele træet. Hvis den målte kraft er høj nok, er træet stabilt. Det punkt hvor træet ikke skades, er hvor rodudløbene modsat trækretningen højst
løfter sig 0,25 grader. Det måler et andet måleapparat.
Målingen er ifølge Nørgård Nielsen dog afhængig af jordtypen, rodtypen og hvilket rodudløb man måler på. Det kan jo f.eks. være et rodudløb hvis rod i forvejen er revet lidt løs i den sidste storm. Om der har været en sådan ‘finrodssprængning’ kan man måle med en rodmikrofon så den burde være med i testen.
Nørgård Nielsen mener godt at testen kan bruges, men det forudsætter at man kender rodarkitekturen og supplerer med en rodundersøgelse med målinger med rodmikrofon. Målingen bør desuden foretages fra tre forskellige vinkler.
Nørgård Nielsen betegner metoden som krævende både med viden og grej. Han anbefaler at overveje andre og lettere metoder som impulstomografi og resistograf (se
Grønt Miljø 7/2017, s. 8).
Kommunikerende træer
Træer kan kommunikere med hinanden. De kan også huske, forsvare sig, hjælpe hinanden og samarbejde. Det er noget af det der i medierne er trukket frem om Peter Wohllebens bog ‘Træernes hemmelige liv’ der er blevet et hit i hjemlandet Tyskland, men også her.
Men det skal ikke tages alt for bogstaveligt, vurderede Peter Friis Møller fra Skov- og Naturrådgivning. Bogen disneyficerer træerne der tillægges menneskelige egenskaber. Og det behøver man ikke. Evolutionen har i 300-400 mio. år givet træerne et andet slags liv hvor kommunikationen i Friis Mølles udlægning oplagt er baseret på samspillet med mychorrhiza-svampe der kæder træerne sammen gennem rodnettet.
Gennem dette ‘wood wide web’ foregår der en vis stofvandring, og det kan jo godt udlægges sådan at man hjælper hinanden. „Et modertræ kan genkende sit eget afkom, ser det ud til, men er det kærlighed eller hvad er det?,“ spurgte Friis Møller. „Der er ting vi endnu ikke kender og der er et mere kompliceret natursamspil end vi tror.“
Hvis man forestiller sig at træer skal have rettigheder for et ordentligt liv ligesom med dyr, kunne det ifølge Friss Møller være at træerne ikke bare skal leve, men også leve godt og længe, at vi skal værne om de gamle træer, og at træerne skal have plads både over og under jorden. Ude i skoven
kan vi hjælpe med at optimere træernes samspil med svampe og satse på mere naturnær skovdrift. (Se anmeldelse af bogen i Grønt Miljø 8/2016, s. 50).
Vanding fik fart i træerne Der er nok længe til at alle danske bytræer har fået et ordentligt liv, men de unge københavnske bytræer er i hvert fald begyndt at gro mere. Det er en mere systematisk drift med vanding – som regel med vandingsposer – der har givet resultater, viser årlige tilvækstmålinger af nyplantede træer i indtil nu 6 vækstår. F.eks. er almindelig robinie nået 9,8 meter i højden efter en vækst på 71 cm om året i gennemsnitlige tal, fortalte Lars Christensen,
beplantningsudvikler i Københavns Kommune.
Til de hurtige arter målt i stammeomkreds hører robinie elm, el og skyrækker, supplerede Oliver Bühler, studielektor på Københavns Universitet – og konferencens vært. Til de mellemhurtige hører platan, lind og frynseeg mens mirabel, paradisæble og tretorn hører til de langsomme.
Et fællestræk for alle arter er at væksten tiltager, og det er tegn på at træerne er veletablerede.
Målingerne påviser ifølge Bühler også at man kan opnå mertilvækst ved at ændre en enkelt driftsmetode, og de konkrete tal siger mere end plantekatalogernes diffuse betegnelser om ‘kraftig’ eller ‘moderat’ vækst.
Vandingen er ifølge Lars Christensen udført de tre første år efter plantning, og når tilvæksten bagefter alligevel stiger, fortæller det endnu tydeligere at træerne er etableret. Det kunne man f.eks. se med tretorn hvor tilvæksten i snit var 6, 9 og 15 cm de første tre år med vanding. Da vandingen derefter sluttede, var tilvæksten 26, 48 og 36 cm.
Ud fra tallene kan man se at de fleste arter nok får vand i længere tid end nødvendigt, så derfor kan man nu overveje at nuancere vandingen så nogle får mere, andre mindre. Lars Christensen fastslog endvidere at registreringen kun lige er begyndt. Fremover er det håbet at supplere med data om bl.a. vejrlig, træarter og anlægsteknikken.
Vaccine til elmen
Elm var topscorer i København Kommunes tilvækstmålinger. Elm er i det hele taget en ny stor succes i byens gader selv om det er med nye sorter som ‘New Horizon’ der ikke helt ligner den gamle storbladede elm. Og juble helt vil man ikke i kommunen, for selv om de nye sorter hidtil har modstået elmesygen, ved man aldrig.
Kun enkelte steder i landet har man endnu få gamle elme tilbage. De har nu fået en ny chance fordi Miljøstyrelsen har godkendt en vaccine til salg i Danmark ifølge den hollandske leverandør Dutch Trig. Og den kan også bruges til de nye sorter hvis det er.
Elmesygen har været kendt i Europa siden 1919, men i 60’erne kom sygdommen i en aggressiv form der tog livet af de fleste elme, også i Danmark. Barkbiller spreder en svamp til træet som bagefter i en autoimmun reaktion lukker for vandtilførslen for at bremse smitten. Og tørster ihjel.
I Holland, hvor sygdommen først blev opdaget, er der tradition for programmer til at bekæmpe sygdommen. Allerede i 1980 opdagede man at der var muligheder i Verticillum albo-atrum der ellers er kendt som en svamp der ødelægger planter.
En vaccine blev siden udviklet og fra 1992 godkendt i flere lande, men ikke i Danmark. Ikke før nu,
forklarede Ron Schraven fra Dutch Trig. Vaccinen er udviklet på universitetet i Amsterdam og
fremstilles på landbrugsuniversitetet i Wageningen. Den føres ind i træet med en håndpistol
der borer et hul med et tyndt bor og sprøjter vaccinen ind som derefter spreder sig træet rundt, men ikke så langt op og ned. Det tager cirka ét minut pr. træ. Ifølge Schraven har test i USA vist overbevisende effekt.
Alene i Holland blev omkring 30.000 træer behandlet sidste år, og kun 1,1% af træerne døde.
Læs mere på dutchtrig.com.