Pas på tynde, lette fliser

Danske Anlægsgartnere anbefaler sine medlemmer at tage forbehold efter sager med især keramiske fliser.

Danske Anlægsgartnere anbefaler nu sine medlemmer at tage forbehold, når deres kunder ønsker en belægning med tynde og lette fliser der ikke holder an­lægsgarter­nor­mernes tyk­kelseskrav på mindst 3 cm eller 5 cm. Det gælder tit keramiske fliser der er blevet moder­ne, og som er ned til 2 cm tykke.

Forbeholdet gælder den situation hvor de tynde lette fliser lægges på en fleksibel grusbund. Forbeholdet gælder ikke når fliserne lægges ‘vådt i vådt’ på en bund af beton – en konstruktion der flere gange har vist sig holdbar.

Det er moderne med tynde, lette fliser som disse keramiske fliser, men bliver de for tynde kan det give tekniske problemer. Foto: Kim Tang.

Det nye forbehold hviler på generelle erfaringer fra fle­re sager hvor fliser­ne, især keramiske, ikke bliver liggen­de som de skal, oplyser fore­nin­gens fagkonsulent Kim Tang der fastslår at forbeholdet er en anbefaling, ikke et forbud. Se en af sagerne omtalt i Grønt Miljø 2/2024 s. 64.

Efter anlægsgartnernormer­ne skal betonfliser være mindst 5 cm tykke i trafikklas­se T0 og mindst 6 cm tykke i trafikklasse T1. Na­tur­stensfliser skal være mindst 3 cm tykke i trafikklasse T0 og mindst 8 cm tykke i trafikklasse T1.

T0 er den situation hvor der aldrig kommer lastbiler og kun undtagelsesvist personbiler, typisk terrasser og stier. Det er denne situation der typisk er tale om i den aktuelle problemstilling. Og her er mini­mumstykkelsen altså 3 cm for na­tur­stensfliser, herunder ke­ra­miske fliser, eller 5 cm for betonfli­ser. Det skal holdes hvis man vil følge normerne.

„Hvis man afviger fra disse mi­ni­mumstyk­kelser kan an­lægs­gartneren ik­ke indestå for be­lægningens holdbarhed og funktionalitet hvis fliserne vel at mærke lægges på en ubunden bund af grus, stabiltgrus, skærver o.l.,“ fastslår fagkonsulenten.

Anvendes mindre flisetyk­kel­­ser, og dermed også fliser med lavere vægt, er det van­skelige­re at få dem til at lig­ge fast. De kan rokke eller vippe og lyde hule når man slår på overfladen. Det hænger sammen med at det ikke er muligt at lave et 100% jævnt aftræk. Lette fliser kan derfor vippe på en lille bule hvor tungere fliser lettere kan tryk­ke bulen ned. De lette, tyn­de fliser kan og­så rykke sig så fugerne over tid ikke fremstår lige eller ligefrem knække når de belastes.

Endelig kan de lette, tynde fliser hæve sig i perioder med frost. Det kan på sigt resultere i en ujævn belægning. Den mindre flisetykkelse betyder også at underlaget fryser tidligere. Dertil kommer at en mindre fugedybde alt andet lige tillader en større nedsivning af vand som kan ophobes op i afretnings­laget så bæreevnen falder.

Problemstillingen er særlig udtalt ved lægning af kun 2 cm tykke keramiske fliser som på grund af deres mindre tykkelse og lave vægtfylde vejer 45% mindre end en 3 cm tyk granitflise af samme størrelse. Sandstensfliser, 2,5 cm tykke, vejer 25% mindre.

Hvis man skal anvende store tyn­de naturstensfliser, f.eks. keramiske fliser, på en ubunden bund, skal de være mindst 3 cm tykke i trafikklasse 0. Der er dog også andre regler man bør følge. Fliserne bør lægges med et ensidigt fald for at undgå opspring og kanter.

Hvis man bruger bundne fuger som beton, bitumen, kalkmørtel og sand bundet af epoxy, voks mv., på et fleksibel bund af grus, stabiltgrus, skærver mv. så kan fugerne let knæk­ke eller slippe fliserne på grund af belastning og/eller frosthævning. Her skal fugen forstærkes ved at gøre den dybere så der er mere fugemate­riale til at fastholde fliserne.

Hvis den anvendte fuge er vandgennemtrængelig, er der øget risiko for frosthæv­ninger,  sporkøring og andre sætninger. Denne risiko falder hvis bunden er permeabel.