Louisianas Skulpturpark: Et frikvarter fra kunsten

PROJEKT. Louisianas Skulpturpark er også en grøn park med mange sjældne og eksotiske træer som en ny bog fortæller historien om.

Stifteren af kunstmuseet Lou­isi­ana Knud W. Jensen opdagede stedet en efterårsdag i 1954. Museet er i dag kendt som Louisiana Museum of Modern Art, og tidligere Museum for moderne kunst.

Ejendommen ned mod Øresund havde ikke været beboet i en årrække, og parken var et vildnis. Selve huset var opført 100 år tidligere, i 1855, af den biavlskyndige og frugtdyr­ken­de hof­­­jæger­mes­ter Alexander Brun. Parkens særlige karakter skyldtes navnlig to omstændigheder, nemlig Napole­ons­krigene i 1803-1814 og Bruns interesse for den engelske romantiske have.

Danmark var som bekendt på Frankrigs side under Napo­leonskrigene, og som et af modtrækkene mod den engelske flådes dominans blev Humlebæk Sø i perioden 1807-1814 gravet større og forbundet med havnen så mindre kaperbåde kunne gemmes for den øvrige trafik på Øresund.

Kaperhavnen kom dog aldrig i brug, idet anlægget først stod færdigt i 1814 da krigen var slut – men i 1954 lå i vildnisset den mest idylliske skovsø der hørte med til grunden.

Hvor alt er i balan­ce

Louisiana er bygget i flere etaper og udbygget mange gan­ge igennem årene. Udgangspunktet var at skabe et sted med en særlig ånd (det der med en latinsk betegnelse kaldes genius loci). Gæsten skulle befinde sig godt i parken der med sine relativt lave byg­ningsmasser ligger inden for The human scale, som mennesket føler sig trygt og godt tilpas i, og hvor alt er i balan­ce.

Man kan vælge at gå rundt om og se på skulpturerne, men man kan også vælge at ’overse’ skulpturerne og gå en tur i den smukke park der altid overrasker når den åbenbarer sig på de forskellige årstider. Det er som om alt er afstemt – selv lyset og skyggerne giver en ekstra dimension til oplevelsen.

Et meget kuperet terræn

Bygningerne ligger både over og under jorden som lan­ge, åbne ’arme’ der strækker sig ud fra den gamle hovedbygning, villaen, henholdsvis mod nordøst og sydøst som et diskret favntag mod Øresund. Arkitekturen er lav og underordner sig parkens beplantning. Bygningerne og gange­ne er en randbebyggelse der snor sig uden om de store, gamle træer. Gangene har enten en lukket væg på den ene side med en modstående glasvæg eller et forløb hvor begge sider udgøres af glasvægge, således at den besøgende kan opleve parken og skulpturerne inde fra bygningen.

Parkens stærkt kuperede terræn er siden museets åbning i 1958 blevet formet og plejet, omformet og omlagt og har nu fundet sin endelige udformning hvor et gennemgående karaktertræk er balancen mellem de centrale, bearbejdede, tydeligt formede elementer og de mere naturpræ­gede områder i parkens periferi. Denne dialog mellem det plejede og den mere vilde natur har været udgangspunkt for arbejdet med de omkring 60 skulpturer der er permanent placeret i parken.

Et træmuseum
(hent et kort over havens træer HER – illustration fra bogen “Louisianas Skulpturpark, se mere nederst i denne artikel)

Da Louisiana skulle bygges, gik Knud W. Jensen og de to arkitekter som han havde udvalgt til at tegne museet – Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert – rundt på den store grund i flere måneder for at finde de bedste steder, de mest interessante træ­er og den flotteste udsigt.

De forsøgte at lytte sig til den natur og det sted som skulle blive til Louisiana. Derfor besluttede de at lade glasgangene kante sig rundt om det 300 år gamle bøgetræ med ikke mindre end ni stammer frem for at fjerne træet.

Den sanserige søhave

Knud W. Jensen beskriver mødet med stedet i sine erindringer: „Dialogen var livlig under vore ture rundt i terrænet. Vi lærte det grundigt at kende, fik det op gennem fødderne og gjorde os fortrolige med lyset og solgangen. Jeg kan huske at vi en dag huggede os gennem en kratskov og pludselig stod med udsigt over skovsøen.“

Netop skovsøen som Knud W. Jensen omtaler den, er et lidt overset sted på Louisiana. Skovsøen ligger ud for museets Børnehus i det område som vi i dag betegner som Søha­ven. For de gæster der tager trappen ned til stierne, venter der noget af en naturoplevelse helt modsat den mere frisere­de park; her er bambus så høje at man kan gemme sig i dem, sjove stier at udforske og et rigt fugleliv. I denne del af parken er der ikke kunst placeret permanent – Søhaven fungerer mere som et sanseligt frirum hvor man kan holde et ’frikvarter’ eller sætte sig ved søens kant og reflektere.

Et træmuseum

Parken har en stor samling af danske og udenlandske træer, bevaret eller plantet af stedets oprindelige ejer eller af Knud W. Jensen. Står man på trappen ved hovedbygningen og ser ud over parken, er det første der fanger øjet en gruppe nåletræer med en fritstående, stor og frodig magnolie i forgrunden. I gruppen ses også serbisk gran, sølvgran, at­las­ce­der, skruegran og tem­peltræ.

Tempeltræet stammer oprindeligt fra Kina, men blev først kendt af europæere i Japan hvor det blev dyrket ved templerne. I 1730 blev det første tempeltræ importeret fra Asien til Europa og plantet i den botaniske have i den hollandske by Utrecht hvor det i øvrigt stadig kan ses. Mod øst kan man se en meget smuk japansk ahorn som i det tidlige forår er klorofylgrøn, og som i det tidlige efterår skifter farve til næsten lysende rød.

Lige midt på plænen står en ene. Den virker nærmest insi­sterende med sin placering idet den vokser hurtigt og tiltager sig rum. Da enen i sin tid blev plantet, måske et årti før museet åbnede, målte den en god meter i diameter. Det er en sejlivet busk der tåler både vind og kulde, og som kan gro i alle former for jordbund.

Frit på plænen med Øresund som baggrund stod oprindelig parkens største sjældenhed: en tibetansk gran. Denne gran, der blev indført til Danmark, fandtes kun i et begrænset antal, og træet i Louisianas park var med sin kompakte vækst og stærkt lysende farve helt unikt. Desværre findes træet ikke længere – det knækkede under den store decemberstorm i 1999.

Kunsten i naturen

I parken er nogle af skulpturerne opstillet så de forholder sig til bygningerne, og de skal primært opleves indefra. Andre har deres eget præcise haverum mens andre igen er placeret mere frit i parken med forbindelse til træerne, græsset eller vandet.

At placere skulpturer udendørs tilfører et nyt element – noget tilvirket eller designet -til den natur der er så rigeligt af omkring Louisiana. Henry Moores ‘Liggende figur i to dele nr. 5’, 1963-1964 som sammen med Alexander Cal­ders skulpturer er vartegn for museet, er placeret der hvor parken møder skrænten mod Øresund.

Skulpturen er sært foranderlig og opleves forskelligt alt efter synsvinkel, lys, årstid og vejrlig. Den kan fremstå som menneskelignende former samlet af en indbyrdes spænding med det blå sund som baggrund eller som noget grelt splittet set på baggrund af Louisianas rolige og afklarede arkitektur. Foranderligheden er selvsagt betinget af den åbenhed hvormed beskueren nærmer sig skulpturen.   Der er mange betagende og forskellige oplevelser at hente i parken som f.eks. Alicia Kwades glober fra 2018 der er strøet ud som marmorkugler mellem de to vandgraner og den brusende hængebøg. Der er et smukt samspil mellem lys og skygge som helt overvæl­der beskueren og ophæver tid og sted så kun globerne med bøgens skyggespil og hvislen er i nuet.

I det omgivende rum

Skulpturer stiller krav til det omgivende rum, og da havearkitekt Ole Nørgård i begyndelsen af 1960’erne udformede de første skulpturgårde i Loui­sianas park, tilstræbtes det at respektere den enkelte skulp­turs krav om et vist frirum og uafhængighed.

Den første skulpturafdeling lå der hvor den gamle frugthave havde været tidligere, og hvor en del af museets sydfløj nu er placeret. De mindre skulpturgårde som vi ser i dag, er reminiscenser fra dette første tiltag og var tiltænkt skulpturer af mere beskeden størrelse som ikke kræver det sto­re rum som den øvrige del af parken kan tilbyde, men tværtimod har behov for klare afgrænsninger, linjer og holdepunkter at relatere sig til.   Den første skulpturgård i forløbet er helliget japanske Nobuo Sekine og hans kæmpemæssige, svævende klippeblok der hviler på en søjle af finpoleret stål. Omgivelserne spejles så intenst at virkelighed og spejling går i ét med hinanden på sommerdage hvor der er blade på de omkringståen­de træer så den 16 ton tunge granitblok synes at svæve.

Hver gård i det lille forløb har sit særpræg, og det er endnu et godt sted at gå på opdagelse. Nogle gårde rummer mindre skulpturer af Max Bill og George Rickey. Andre går op i skala med værker af Not Vital og Dan Graham – sidstnævnte med en lille pavillon man kan bevæge sig ind i.

Øverst i dette gårdforløb står Bryan Hunts skulptur Daphne II fra 1979. Skulpturen er placeret foran sydfløjen således at formens dramatiske spænding holdes i ave af bygningens stramhed. Leder skulpturens titel hen mod noget vi kan fortolke? Muligvis er den en abstraktion over myten om Apollon og Dafne foreviget i det øjeblik hvor han forelsker sig i den underskøn­ne jomfru, jagter hende, skræmmer hende så hun påkalder sig sin fars hjælp, og han forvandler hende til et laurbærtræ.

Læ til fremmede

Ud over at udgøre det visuelle bagtæppe for en Louisiana-oplevelse er museets park stor nok til også at give rum til sine egne formål – gåture, leg, ophold i det fri eller en udendørs skulpturoplevelse. Trods sine cirka 30.000 m2 har parken med sin egenartede, stærkt kuperede topografi aldrig været rigtig egnet til store permanente installationer.

Derfor har også kun få kunstnere – Richard Serra, George Trakas, Dani Karavan og Dan Graham – været inviteret til at skabe stedsbestemte skulpturer. Parken har til gengæld i alle årene dannet ram­me om ikke så få spektakulæ­re arrangementer.

I mere end 10 år i træk har museet hvert år i august afholdt sin store, internationale litteraturfestival med deltagelse af omkring 50 danske og udenlandske forfattere. Her får parkens skulpturer selskab af festivaltelte der har givet nogle af verdens største forfattere tag over hovedet, og mange tusinde besøgende.   Der eksperimenteres også med helt ny musik hen over sommeren hvor parken danner den perfekte ramme af magi og ro. Øresund skvulper i baggrunden, og hele setuppet er medvirkende til at den besø­gendes sanser åbnes, og der opstår en tolerance over for det mere ukendte og anderledes som den helt samtidige musik ofte opfattes som.

Mange sjældne træsorter

Modsat de mere autoritative rammer i en koncertsal formår de udendørs omgivelser at gø­re det notorisk vanskelige umiddelbart tilgængeligt. Der hviler en stedets ånd over parken, og det er den atmosfære der giver både musik og performances så fine betingelser og ofte tilføjer hele oplevelsen en ekstra dimension.

Louisiana er helt bevidst om den store betydning parken har, og som kun er ganske få europæiske museer forundt. At have så mange sjældne træsorter samlet er sædvanligvis kun forbeholdt arboreter eller botaniske haver, og der blev derfor også i 2022 udfærdiget et kort over de væsentligste og mest eksotiske træer i museets park, som er placeret på plænen lige ud for muse­umsbutikken. Her kan museets gæster orientere sig og gå på opdagelse i Louisianas omfattende samling af træer.

Skribent og fotograf

Helle Crenzien er kunsthistoriker og har været ansat på Louisiana siden 1977, bl.a. som museumsinspektør. Billederne er taget af Kim Hansen. Han har været ansat på Louisiana siden 1981, bl.a. i museets fotoarkiv og bibliotek. Artiklen her er den fulde tekst fra Louisiana Magasin Forår 2024.

LÆS MERE – BOGEN BAG ARTIKLEN

Bogen ‘Louisianas skulpturpark’ er netop udkommet og ligesom artiklen skrevet
af Helle Crenzien, og billederne er taget af Kim Hansen. Det er en opdateret og revideret udgave af bogen af samme navn fra 2008. Teksten gennemgår parkens historie, går i dybden med 20 udendørs skulpturer og gennemgår et par udvalgte skulpturparker i Europa. Da bogen er tænkt som en praktisk guide til parken, indeholder den også et orienteringskort med tydelig angivelse af alle parkens skulpturer.

Bogen kan købes i Louisianas butik eller webshop HER.