Den spontane urbane vegetation

Forestil dig et nyt boligbyggeri omgivet af hvad der synes at være vild, uforstyrret natur. Høje, smukke græsser møder facaderne, et væld af blomstrende urter, fugle, bier, sommerfugle og ’naturlige’ krogede træer skaber en behagelig og intim atmosfære.

Kun én ting skiller sig ud som ukonventionel: Ikke én plante er plantet.

Vegetationen er opstået spontant uden menneskelig indgriben. Hver plante er selvsået, indvandret eller spredt til området, og en kombination af mikroklima, hydrologi, jordbund og naturlig succession har bestemt artssammensætninger og antal.

Chancen for at møde et sådant  scenarie er måske ikke særligt sandsynlig. Men i betragtning af at vi løbende ændrer vores meninger og værdier, er spontan opstået vegetation som et landskabsarkitektonisk element ikke helt utopi. Faktisk eksperimenterer vi allerede med ’vilde’, selvregulerende områder i parker og langs gader – og lader døde træer rådne in situ for at skabe
en rig og varieret bynatur.

På ét år er et frodigt, spontant plantesamfund – med kulturplanten peberrod – spiret op i den bare mineraljord

Den plantede natur
En stigende interesse for at trække ’vild’ natur helt ind i byernes centrum har udviklet sig over en årrække. Det er oftest i en 100% designet og tilrettelagt udgave, men tendensen synes klar, i hvert fald i de større byer: Vi favner naturlige processer og biologisk diversitet, herunder et mere vildt og utæmmet æstetisk udtryk.

Nogle danske landskabsarkitekttegnestuer har allerede taget den vilde agenda til sig som et dogme og deres renderinger (illustrationer af fremtidige forhold) taler deres tydelige sprog. Inspirationen hentes i selvregulerende plantesamfund hvor uforudsigelighed og ’naturlige’ vækstformer er centrale parametre.

Alligevel benytter vi som oftest den klassiske ’tretrinsraket’ når vi beplanter vores grønne byrum: 1) bearbejd underlaget, 2) tilfør muld og 3) plant planter, fremdrevet på planteskoler.

Til sammenligning har bygningsarkitekter længe debatteret om cirkulær arkitektur og økonomi og bæredygtigt byggeri der fungerer som materialehoteller hvor hver del kan afmonteres og genbruges.

Landskabsarkitekter er selvfølgelig også fortalere for bæredygtighed. Herhjemme blander
flere og flere sig i arkitekturdebatten, og vi udtænker fremsynede løsninger til hvordan man bygger, anlægger og planlægger i det 21. århundrede.

Men vi kan med fordel gentænke vores tilgang til at tegne, anlægge og pleje byens grønne rum, f.eks. ved at forske i bæredygtige alternativer til konventionelle plantninger.

Den spontane flora
Et oplagt emne, der gror lige for næsen af os, er at undersøge om spontant opstået vegetation i den rette kontekst har potentiale som et alternativ til konventionelle plantninger. Det fortjener at blive belyst og undersøgt.

Kan vi f.eks. benytte dele af den spontant opståede vegetation der indfinder sig på byggepladser? Spontant opståede partier med høje græsser og urter kan efter bare en enkelt slåning fremstå som en konventionel plæne tilsat lidt vilde blomster.

Eller kan vi, når vi anlægger bede, indimellem undlade at tilføre muld og i stedet lade smukke, tidlige successionsarter dukke frem af mineraljorden fra den eksisterende frøbank?

Det er en spændende tanke med indbyggede overraskelser, for præcis hvilke arter vil spire, og kan de leve op til vores æstetiske krav? Vegetationen, der gror i urbane sammenhænge, skaber værdi for mennesker og samfund. Ikke alene forbedrer planterne kvaliteten af miljøet ved at levere økosystemtjenester, de øver også positiv indflydelse på vores helbred ved at stimulere vores sanser og giver os æstetiske oplevelser.

Normalt forbinder vi byens grønne rum med konventionelt dyrkede planteskoleplanter der kan associeres med anseelige omkostninger og en negativ miljøpåvirkning (plastcontainere, gødning, pesticider, transport, vand, muld, tørv osv.). Læg hertil potentielle tilpasningsvanskeligheder med lav overlevelsesrate og høje driftsomkostninger.

Parallelt med de konventionelle plantninger har vi de autonome plantesamfund der opstår spontant uden menneskelig indblanding. Denne vegetationstype betegnes ofte som ’ukrudt’, noget vi bruger betydelige ressourcer på at kontrollere og udrydde.

Har et dårligt image
Normalt forbinder vi ikke den slags med design med mindre der er tale om at revitalisere forladte industriområder til rekreative byrum eller at udlægge motorvejsstøjvolde til fri succession. Tværtimod døjer spontan vegetation med imageproblemer og forbindes ofte med forfald og utryghed.

Et velkendt skisma fra egen andedam er den spontane vegetation nær bebyggelser der slås med et dårligt image hvorimod spontant opstået vegetation på f.eks. Peberholm i Øresund hyldes i dagbladene. Det er ellers nøjagtig de samme tidlige successions-arter der optræder begge steder.

Blandt forskere er der konsensus om at spontant opståede plantesamfund leverer præcis samme økologiske nytteværdier som prydplanter.

Hertil kan tilføjes at de er bæredygtige da de kan ’etableres’ med få (eller ingen) omkostninger, er nemme at pleje, tilpasningsdygtige og ikke har miljømæssige fodaftryk. Den naturlige kompleksitet i selvgroede plantesamfund betyder endvidere at de i langt højere grad end konventionelle plantninger understøtter biologisk mangfoldighed.

’Det Tredje Landskab’, St. Nazaire, 2009. Gilles Clemént har indplantet eksoter (vortemælk og mexicansk fjergræs) i et eksisterende ruderatsamfund. Foto via landscapetheory1.wordpress.com.

Særligt gode pionérarter
Plantearter der koloniserer det urbane miljø, har ofte særlige karakteristika. De økologiske forhold i byer som tørke, ekstrem varme, forurening, salt, ringe jordstruktur, mekaniske skader, begrænset plads under og over jorden og pludselige ændringer i de hydrologiske forhold kan være ekstreme og udfordrende.

Forstyrrelsestolerante arter, der let kan tilpasse sig nye forhold, har derfor umiddelbare fordele. Plantearter der overlever og reproducerer sig under ovennævnte betingelser, betegnes som pionér- eller ruderatarter – eller som spontan urban vegetation.

I mit afgangsspeciale fandt jeg at en særlig gruppe tidlige successionsarter har et attraktivt og iøjnefaldende udseende. Arter med egenskaber som lang blomstring, stærke farver og slående statur (form, højde og tekstur) kan, på niveau med konventionelle stauder, have bred æstetisk appel og i det hele taget fremkalde positive følelser.

Derudover peger flere undersøgelser på at præsentation og iscenesættelse af spontan vegetation er af afgørende betydning for hvordan den opleves. F.eks. kan en slåning af tilstødende græsområder ‘definere’ og ‘præsentere’ området med spontan vegetation og efterlade et indtryk af en plantning der trods sin ’vilde’ karakter plejes og passes.

En kombineret tilgang
I udlandet forskes der i brugen af spontan vegetation som et landskabsarkitektonisk element.
Den franske landskabsarkitekt Gilles Clément eksperimenterer med at indplante arter, både hjemmehørende og eksoter, i områder med selvgroet vegetation for at højne den æstetiske værdi.

Lignende forsøg er foretaget på universitetet i Sheffield. Metoden er vigtig da overraskelsesmomentet – hvilke arter spirer hvis nogen overhovedet – derved minimeres. Ved at indplante arter med iboende æstetisk værdi, øges sikkerheden for et positiv æstetisk udfald i beplantningen og dermed borgernes accept.

De brune tage 
Hvis lignende forsøg skulle etableres i Danmark, kunne det være oplagt at erstatte nogle grønne (sedum)tage med ‘brune tage’. I UK kaldes det også biodiversitetstage.

Ved at benytte mineraljord og knuste byggematerialer som vækstmedie vil vi kunne opleve hvordan frøbanken vil spire og mobile arter med tiden vil indfinde sig og danne en smuk, vild eng på taget. Man kan eventuelt skrabe det øverste lag mineraljord af på byggepladsen og siden bruge den på taget. ’Brune tage’ er især relevante i nybyggeri hvor man kan dimensionere taget til en øget last.

Et andet oplagt element er traditionelle bede hvor stauder og muld kan erstattes af mineraljord med den eksisterende frøbank. Bedene vil sandsynligvis allerede i første vækstsæson være fyldt med høje, karakterfulde vilde urter, men kan eventuelt suppleres med forårsblomstrende løg.

At arbejde med spontan vegetation indebærer at plejepersonalet optræder mere observerende og kun sætter ind hvis området f.eks. invaderes af aggressivt rodukrudt. En årlig slåning af området er
nok. Desuden kan man med års mellemrum forstyrre (vende) mineraljorden så processerne starter forfra, og dybereliggende frø aktiveres.

Bør tages i betragtning
Den urbane vegetation – både prydplanter og spontant forekommende arter – står over for fremtidige udfordringer som ekstrem tørke og øget nedbør, og de grønne områder vi designer skal være robuste, fleksible og tilpasningsdygtige.

Mange spontant forekommende arter opfylder allerede disse kriterier. Derfor er det relevant at undersøge om de har potentiale som bæredygtige alternativer til prydplanter.

Mange spørgsmål skal stadig besvares, og yderligere forskning er nødvendig, men brug af spontant forekommende arter med høj æstetisk værdi bør i langt højere grad tages i betragtning som et relevant alternativ til prydplanter når fremtidens grønne åndehuller designes og planlægges. ❏

FAKTABOKS – Eksempler på tidlige successionsarter med høj æstetisk værdi:
vild gulerod
kruset og butbladet skræppe
røllike
gråbynke
gederams
horsetidsel
rejnfan
lugtløs kamille
hvid stenkløver
markstenkløver
filtbladet kongelys

 

KILDE
Tine Gils (2017): To Plant or not to Plant. Wild strategies for urban green space. Tværfagligt speciale. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. Vejledere: Marian Ørgaard og Stig L. Andersson.

SKRIBENT
Tine Gils er landskabsarkitekt MDL med speciel interesse i at koble en bæredygtig tilgang til botanik og økologi med atmosfære når vi designer og anlægger byens grønne rum.