Brug normen, og bedøm jorden, og du sparer både penge og råstoffer

RÅSTOFFER. Undgå at overdimensionere, accepte­r ikkeoptimale løsninger og gør brug af forundersøgelser, melder Råstofinitiativet hvor tre af otte spor er slut, og det andet refereres her.

Man kan sænke råstof­for­bru­get i befæstelser uden at miste den kvalitet der angives i gæl­den­de normer og standarder. Det viser Rå­stof­initiati­vets spor 3. Spor 4 viser hvordan det konkret kan ske bl.a. ved at undgå at overdimensionere, ved at accepte­re løsninger der ikke nød­ven­dig­vis er optimale og ved at anvende forunder­søgelser. Det kan sik­re en me­re bæredygtig praksis der hviler på anlægs­gart­nernormerne der igen delvist hviler på vej­regler­ og fagets praktiske erfaringer.

Bag Råstofinitiativet står en række aktører med Region Midtjylland og OKNygaard A/S (nu Idverde) som initiativtage­re. Med er også bl.a. Teknologisk Institut, Vejdirektoratet og Danske Anlægsgartnere. Initiativet omfatter 7 spor hvor 3 er af­slutte­t, herunder spor 3 omtalt i Grønt Miljø 1/2025 samt spor 4 der omtales her.

35 gartneres svar

For at få et overblik over praksis inden for anlægsgartnerfa­get er medlemmer af Danske Anlægsgartnere opfordret til at beskrive hvordan de opbygger og dimensionerer bunden under henholdsvis terrasser/stier (trafikklasse T0) og indkørsler (trafikklasse T1) samt oplyse om deres erfaring med frosthævninger. I alt svarede 35 anlægsgartnere .

For T1 hvor normerne kræver mindst 12 cm bærelag, anvendte 12 firmaer et bærelag på 12-15 cm. 13 firmaer anvendte et bærelag på 15-20 cm og 10 firmaer anvendte et bærelag på over 20 cm.

For T0, hvor normerne kræver mindst 10 cm bærelag, anvendte 19 firmaer et bærelag på 12-15 cm. 8 firmaer an­vend­te et bærelag på 15-20 cm, og 7 firmaer anvendte et lag på over 20 cm.

Som man kan se, udlægger anlægsgartneren altid bæ­re­lag. Der er dog en tydelig regional forskel. Stort set alle anlægsgartnere på Sjælland bruger stabilgrus. I Jylland er der gode erfaringer med kun at bruge sand og grus.

Generelt bruger anlægsgartneren også et tykkere bæ­relag end normerne kræver.

I T1 (indkørsler) bruger to ud af tre anlægsgartnere mere bærelag end normerne kræver. Ifølge flere anlægsgartnere skyldes det en faglig tradition for altid at afgra­ve hele muldlaget, og hvis det f.eks. er 30 tykt, er det praktisk også at lade opbygningen være 30 cm. Andre an­lægs­gartnere har oplyst at de altid udlægger en bestemt tykkelse, f.eks. 25 cm, da de har erfaring med at så holder det.

Undersøgelsen viser også at mange anlægsgartnere altid bruger bundsik­rings­lag under indkørsler. Nog­le udlægger kun bundsik­rings­lag når de vurderer behov. Et mindre antal anlægsgartnere udlægger aldrig bundsikringslag, men udlægger til gengæld altid et tykkere bærelag på mindst 20 cm. Stort set ingen anlægsgartnere udlægger bundsik­ringslag under terrasser (T0).

Generelt oplever ingen anlægsgartnere i undersøgelsen problemer med frosthævnin­ger, heller ikke på terrasser. Det ser dog ikke ud til at have betydning for frosthævninger – som ingen har registreret.

41 prøvegravninger

For at udvide billedet af hvor tæt anlægsgartnernormerne følger i praksis, blev der også foretaget 41 prøvegravninger og vurderinger af eksisterende belægninger med let trafik.

De viser at der ved anlæg af terrasser og gangstier uden kørsel (trafikklasse T0) er gode erfaringer med at bruge af­retningsgrus (0-8 mm sand/grus) som bærelag i stedet for det stærkere sta­bilgrus.

Mange ældre fortove har da også haft en acceptabel levetid selv om bunden kun består af 7-20 cm afretningsgrus. Ved omlægning genbruges eksisterende bund, men der tilføres dog få cm nyt grus til at rette af i. Forventningen er mindst samme levetid.

11 projekterende

Det er ikke kun anlægsgart­ner­ne der bestemmer bundopbygningen. Ofte er det de projekterende, så 11 af deres projekter er gennemset.

Når man ser på den projekterede tykkelse af stabilgrus på terrasser (T0), lå de 7 på 10 eller 12 cm tykkelse og holdt dermed nor­mernes krav. Kun 1 projekterende overdimensionerede med sine 20 cm.

Når man ser på bærelaget af stabilgrus i indkørsler (T1) lå de 9 på 12 til 15 cm og holdt altså normernes krav. De sidste 2 projekterende overdimensio­nerede med deres 20 cm.

Når man ser på bærelaget af stabilgrus på biveje (T2), lå de 9 på 15-19 cm og holdt dermed normen. 1 projekterende overdimensionerede med sine 30 cm. Og 1 svarede ikke.

Generelt set overholdes nor­mer­nes krav. Det skete her i næsten 4 tilfælde ud af 5.

Når man ser på dimensioneringen af bundsikringslagets tykkelse, må man konstatere at ingen undersøgte råjordens frostfølsomhed inden der tages stilling til dimensionering af bundsikringslagets tykkelse. Kun i 1 tilfælde blev råjorden bedømt som frostsikker, og det var på en terrasse (T0). Ellers blev bedømmelsen at råjorden var frosttvivlsom eller – især – frostfarlig.

De projekterende forklarer deres praksis med at de altid dimensionerer med maksimal sikkerhed. Så undgår de nemlig at blive draget til ansvar for fejlprojektering. De tilføjer at det bl.a. er svært med sikkerhed at vurdere en råjords frostfølsomhed.

Kunne have sparet 75%

Hvis fagets normer var fulgt, og man havde brugt råjor­dens frostfølsomhed som udgangspunkt for dimensioneringen, ville omkostningerne og rå­stofforbruget til anlæg af belægningen have været mindre.

Bærelagets tykkelse kunne være blevet reduceret fra 20 til 10 cm, og bundsikringslaget fra 30 cm til 12 cm, eller helt være udeladt hvis den under­liggen­de råjord blev vurderet som frostsikker. Det svarer til at man kunne have sparet 52-75% af råstofferne samt udgifter til kørsel og udlægning.

Undersøgelserne viser at manglende brug af fagets normer medvirker til overforbrug. Tilsvarende betyder manglen­de forundersøgelser af råjordens frostfølsomhed et overforbrug af bundsikringsmateriale.

Udover at forbruget af materialer er unødvendigt stort, medfører denne praksis betydelige ekstraomkostninger for bygherren til afgravning, bortkørsel og deponering af råjord samt omkostninger til køb, levering og indbygning af bundsikringsmaterialer. Det lever på ingen må­de op til tidens krav om bæredygtigt byggeri.

Sparer også penge

Når man sænker behovet for råstoffer, sparer man ikke kun råstoffer. Man sparer også penge. Ifølge rapportens overslag kan man f.eks. spare 675 kr. pr. m2 hvis man kan genbruge en eksisterende bund i en belægning i trafikklasse T1 og kun udskifter toplaget. Det er eksklusiv moms og kørsel. Man kan spare 300 kr. hvis man alligevel ikke skal udlæg­ge 20 cm bundsikringslag. Og man kan spare 155 kr. pr. m2 hvis man kan nøjes med et 10 cm tyndere bærelag af stabilgrus end ellers.

Generelt er der især meget at spare de steder hvor der ik­ke er hurtigkørende trafik, og hvor risikoen for og følgerne ved frosthævninger er minimale. Skulle der mod forventning vise sig mindre sætninger, er opretning af sætninger ikke ret dyr. 250 kr. pr. m2 iføl­ge rapportens overslag. Et beløb der oftest er mindre end den opnåede besparelse ved at spare på råstofferne og genbruge mere.

Bedømme jorden

Rapporten lægger stor vægt på  at man kan spare råstoffer ved ikke at overdimensionere. En forklaring på at projekterende og udførende alligevel over­di­mensionerer, er som nævnt for at være på den sikre side. Baggrunden kan være at den projekteren­de sjældent laver undersøgelser eller ikke kan tol­ke geotek­niske undersøgelser. Usikker­heden opstår især når der skal tages stilling til om råjorden er frostsikker, frosttvivl­som eller frostfarlig.

Det er også svært ud fra en visuel besigtigelse og en rulleprøve med sikkerhed at afgøre en råjords frostfølsomhed. Alternativt kan vurderingen laves af en geotekniker.

Det kan være en hjælp hvis tilbudslisten indeholder til­lægspriser så man kan se hvordan prisen afhænger af om jorden er frostsikker, frostfar­lig eller frostfølsom. Afgravning, bortkørsel, deponering, indkøb, levering, udlægning og komprimering er de faktorer der skal regnes med.

I rapporten peges der også på andre undersøgelser der viser at ældre belægninger ofte forbliver i god stand selv om de er opført uden at holde normer­ne eller vejreglerne. Her er det afgørende at rådgivere og udførende bliver bed­re til at føl­ge fagets normer. Og til at blive bed­re til at vur­de­re rå­jordens frostfølsomhed.

Går efter worst case

Som det fremgår af undersøgelsen blandt Danske Anlægsgartnere, opleves det sjældent at belægninger hæves af frost og at frosthæv­ninger kun i få tilfælde giver gener.

Så længe der ikke køres hurtigt på en belægning, er frosthævninger normalt ikke et problem, og da frosthæve­de belægninger normalt falder på plads ved tø, vil det ofte af økonomiske årsager og for at minimere forbruget af råstoffer give god mening at undlade udlægning af bund­sik­ringslag på terrasser, pladser, indkørsler mv.

Ved den mindste tvivl vælger man i dag altid at dimensionere efter ‘worst case’, nemlig scenariet frostfarlig. Her ville det være økonomisk fornuftigt og mere bæredygtigt at bruge praktiske risikovurderinger som man ser det med dimensionering af kloakker og støttemure. Der kan godt bygges støttemure efter ingeniørbe­reg­nin­ger som med garanti vil holde, men det vil  blive meget dyrere. I praksis bygges de fleste støttemure ud fra praktiske erfaringer

Mere genbrug af råstoffer

Det handler ikke kun om ikke at overdimensionere belægninger. Det handler også om at genbruge mere. Så sparer man på jomfruelige råstoffer og undgår bortkørsel af gamle og tilkørsel af nye materialer.

Det er der bare ikke traditi­on for. Årsagen kan bl.a. være at branchen heller ikke har for vane at lave forundersøgel­ser eller – undervejs i processen – at vurdere om materialer er egnet til genbrug.

Det kan også være svært og tidskrævende at dokumentere genbrugsmateri­a­lers egenskaber. Som omtalt i spor 3 genbruger flere kommuner dog bunden under fortove uden nærmere stillingtagen til bun­dens opbygning, levetid og fysiske udtryk.

Giv bygherren sikkerhed

Genbrug er særligt oplagt hvor en udtjent belægning udskiftes med en ny på samme placering. Bygherre og udførende bør kunne blive enige om det både økonomisk og ressourcemæssigt er fornuftigt. I sidste ende er det bygherren der får den økonomiske fordel, men som også skal leve med en øget risiko for sætninger. Man kunne øge bygherrens sikkerhed ved at  registrere eksisterende bund­op­byg­ninger og sammenholde dem med hvor skader opstår. Det kan laves i et samarbejde mellem bygherre/rådgiver og den udførende så man gør brug af alles erfaringer.

Der kan dog være behov for at ændre bundopbygningen hvis en ny belægning skal lægges i en anden kote så der skal der tilføjes eller fjernes materiale. Her er det vigtigt at fjer­ne afret­ningslaget først. Hvis bærela­get reduceres, skal tykkelsen fortsat holde normerne.

Hvis man anvender bunden et andet sted, skal det sikres at lagtykkelse og komprimering bliver mindst det samme som under den eksisterende belægning. Her bør det også vurderes om råjorden er nogenlunde den samme. Husk også at ældre stabilgrus ofte bærer bedre end nyt da stenindhol­det tidligere var større.

Flere alternativer

I sidste ende kan stort set alle eksisterende materialer fra eksisterende bundopbygnin­ger genbruges. Kan de ikke bruges andre steder, kan de altid bruges under terrasser, stier, fortove mv. der ikke belastes af kørsel. De har tilfredsstillen­de holdbarhed selv om bæ­re­laget består af sand eller af blandede grusma­terialer.

I det hele taget er det muligt at udskifte stabilgrus med andre materialer, f.eks. den ny type stabilgrus der testes i Råstof-initiativet. Det har både undersøgelser og erfaringer vist, hedder det i rapporten.   Nor­mer­nes krav til be­læg­nin­gens samlede tykkelse skal dog stadig holdes. Det er muligt at udskifte stabilgrus med andre materialer, f.eks. den ny type stabilgrus der testes i Råstof-initiativet.

Tilsvarende kan sand, grus, sten mv., eventuelt i blanding, bruges som bundsik­ringslag under hvis laget ellers er kapil­lærbrydende og komprimerbart. Også sandet råjord, gam­le bære- og afret­ningslag, knust tegl, beton, asfalt, slagger og knust glas kan bruges.

I denne sammenhæng ville det ofte være fornuftigt at knuse eksisterende beton (belægninger) på stedet. Det begrænses desværre ofte af at den udføren­de ikke kan dokumentere at den pladsfrem­stil­lede gen­brugs­stabilgrus lever op til vejreg­lernes krav.

Ikke fjerne al muld

Både spørgeskemaundersø­gelsen og et litteraturstudiet af udbudsbeskrivelser, viser at bundopbygningen i højere grad dimensioneres ud fra vaner og egne erfaringer frem for vejregler og normer.

En del af forklaringen er dogmet om at muldlaget altid skal fjernes. Det betyder at belægningen bliver lige så tyk som muldlaget, ofte 30-40 cm, hvor mindre kunne gøre det. Men har muldlaget et lavt hu­musindhold, er veldrænet og har ensartet tykkelse, behøver man ikke altid fjerne hele vækstlaget. Det værste der kan ske er at humus i løbet af nogle år omsættes med sætninger på få mm til følge.

En forudsætning er dog at det efterladte muldlag skal have nogenlunde samme tykkelse, så eventuelle sætninger bliver ens og ikke skaber lunker i belægningen.

KILDE
Kim Tang (2024): Spor 4 – Retningslinjer og guidelines for bæredygtigt forbrug af råstoffer i anlægsgartnerfa­get. Råstof-Initiativet 2024.