Biodiversitet og brand i naturparken

REJSE-REPORTAGE. Pene­da-Gerês i Portugal byder på et bjergrigt og varieret landskab, men viser også ildens spor og klimaændringernes rolle.

Portugal er ikke kun strande og smukke byer. Det er også vild natur, og omkring en tredjedel af landet er dækket af skov. Det er dog ikke alle sko­ve som er særlig vilde, man­­­ge er efterhånden plan­tageag­tige. Men i bjergområ­derne nordøst for Porto findes hø­j­landsnationalparken Pene­da-Gerês som dækker et område på 696 km2 og grænser op til den spanske nationalpark Baixa Limia. Den portugisiske nationalpark er beskyttet fra 1971, og der er både naturreservater, landbrug og særligt beskyttede områder.

Der var flere grunde til at besøge Pene­da-Gerês. En af dem er at jeg vil fortsætte med at undersøge europæiske nationalparker. Se hvordan man griber det an, hvordan man beskytter naturen, og hvordan man prio­riterer bio­diversi­tet.

En anden af grundene er at der i Portugal de senere år har været mange naturkata­strofer som skovbrand, storm og oversvømmelse. Og en tredje grund er selvfølgelig at natio­nalparken skulle være et landskab med stor biodiver­sitet og usædvanlig smukt.

Skov med jordbærtræer

Min rejsefælle Frans Keemink og jeg installerede os midt i nationalparken og var så heldige at ejeren på vores overnatningssted var stor kender af området og naturguide. Det betød at vi hurtigt fik kendskab til nogle af de steder med stor biologisk værdi.

Nationalparken ligger i et meget bjergrigt landskab og med mange, skove, søer, floder, og indimellem små gamle landsbyer. Den er derfor varieret og med mange forskellige landskabstyper.

Vi fik adressen på en lidt speciel landskabstype som jeg forventede ville være en type maki, men jeg tog fejl. I silen­de regn fandt vi det fredede habitat som var domineret af almindelig jordbærtræ, Arbu­tus unedo. Det er et stedsegrønt træ eller busk i lyngfa­mi­lien med små hvidlige kruk­keformede blomster mange insekter værdsætte, og med røde spiselige frugter som fuglene er glade for, og som på jorden er guf for vildsvin.

Nogle steder var det decideret skov, andre steder vildt krat. Vandet drev ned ad klip­pevæggene, alt var fedtet og glat, men det var et vildt utroligt landskab hvor der mellem, under og på buskene gemte sig masser af mosser, bregner, og urter. Hvor der var mest fugtigt, fandt vi den store kongebregne, Osmunda rega­lis, og mellem sten og i klippesprækker så vi den lille rundfinnet radeløv, Asplenium trichomanes ssp.

Der var trælyng, tornblad, tørst og svampe i mængder, pudsig nok også almindelig kantarel. I udkanten, hvor der var mere lysåbent, var der bå­de skovfyr og flere egearter. Det fugtige jordbærtræmiljø skaber et mangfoldigt liv af planter, fugle og vildsvin.

De keltiske vildheste

Der er naturligvis vilde dyr i en så stor nationalpark som Pe­ne­da-Gerês. Her kan man mø­de rådyr og vildsvin, og hvis man er heldig, kan man støde på en iberisk ulv. Der er også mange krybdyr og fugle.

Noget af det specielle er at der rundt i national­parken er vildheste af racen Garrano. De er efterkommere af keltiske vildheste og beslægtet med Exmoor-ponyer. De har levet vildt i landskabet i flere hundrede år. Hestene går i dag stadig frit omkring, men de fleste har dog ejere. Hestene er nøjsomme og klarer sig godt i det bjergrige landskab.

Man støder også på kvæg i området. De går frit omkring, men dog med klokker eller mikrochips. Det er de langhornede Cachena-kvæg og deres slægtning Barrosã. Kun ganske få steder er der færiste. Der er bare et skilt som viser at her kan der være dyr på vejen. Det er en helt anden tilgang til dyr i det vilde end i Danmark hvor der stadig er store diskussioner om dyr i skovene, i enge og i de nye naturnationalparker.

Kun for de indviede

Nationalparken består af mange landskabstyper. Et helt specielt sted er Mata de Al­ber­garia Gerês, et beskyttet område hvor der ikke er adgang for alle, men primært for folk med forskningsmæssigt formål. Det overholdes nøje, og overtrædelse koster store bøder.

Mata de Al­ber­garia Gerês er et skovområde med store slugter, floder og bjergskråninger med flere skovty­per. Der er områder med skovfyr og særligt mange stilkeg og pyrenæisk eg, Quercus pyre­naica. Skovområdet bærer tydeligvis præg af at floden med flere vandfald gør området fugtigt.

Der er masser af træer og buske som er helt dækket af forskellige mosarter og bregner som engelsød. Der er flere hundrede år gamle egetræer og nye der er buske som tørst og kristtorn, så man følte sig hjemme, men ikke langt derfra er der jordbærtræer, så det er altså et noget mere eksotisk landskab.

Den brændende olie

De forskellige skovområder kan få enhver trænørd til at falde i svime, men det hele blev dog sat i et klimaperspek­tiv, for denne del af Portugal har i 2024 været præget af skovbrande. Det har altid været almindeligt med naturbrande, men klimaændrin­ger­ne har betydet tørke og dermed større risiko for brande.

At ilden bredte sig hurtige­re og mere end før, skyldtes dog ikke kun tørken, men også at der mange steder i Portugal er plantet store mængder af Eukalyptus, en hurtigtvoksende autralsk træart. Men det er også træer der indeholder letan­tændeli­ge æteriske olier, og skovbunden er flere steder helt dækket af eukalyptusblade. Ilden udvikler sig med lynets hast i disse plantager og breder sig til naturskovene hvor brandene er vanskelige at stoppe.

Store arealer af natursko­vene var brændt ned, men nogle steder var det lykkedes at stoppe branden så det kun var skovbund og buske ilden havde fået fat i. Det var bestemt interessant at se hvor hurtigt den afbrændte skovbund blev grøn igen. Flere steder væltede det op med bl.a. nøgne jomfruer (Colchicum).

Stadig klimaændringer

Pudsigt nok var de vilde heste meget interesseret i ny opvækst i de afbrændte arealer. Men problemet med skovbran­dene forsvinder ikke selv om der hurtigt kommer nyvækst. Klimaændringerne er der stadig, der er stadig store områder med eukalyptus, og desværre er det ikke kun lynnedslag som forårsa­ger branden. Ilden starter også fra grill, bål og cigaretter, men­neskabte problemer som bliver værre på grund af flere turister i området.

Men klimaændringerne som her mest betyder tørke, har også resulteret i mere regn på ‘forker­te’ tidspunkter og regn i store mængder. Både brand, storm og oversvømmelser betyder store ændringer i naturområderne. Nogle steder stiger biodiver­siteten på grund at det mere lysåbne landskab, men de fleste steder bliver det goldt, og det koster menneskeliv og dyreliv og forøger kun klimaproblemerne.

Skribent:
Jens Thejsen er natur- og land­skabs­konsulent og er forfatter til flere bøger, bl.a. den nye ‘Vilde Naturhaver’.