BYDESIGN. Der kan gøres meget for at forbedre forholdene for gangbesværede og brugere af hjælpemidler i byen, lyder det fra Niels Lützen der uventet måtte finde sig en ny rolle som handicappet.
Jeg har i de seneste 8 måneder været bevægelseshandicappet, siddet i kørestol og går nu med rollator efter et forløb med meningitis. Jeg tilbragte fem måneder på rehabiliteringscentret Filadelfia i Dianalund og flyttede tilbage til Nørrebro i København 1. december 2024. Det har givet nogle erfaringer om at bevæge sig som handicappet i byens landskab. Regler jeg har kendt og brugt i mange år er nu blevet hverdag for mig, og det er ikke altid nemt.
Det følgende er mine personlige bemærkninger til hvordan byen er for en bevægelseshandicappet. Mine egne notater og oplevelser fra mange ture i byen, brug af offentlig transport og andet.
Gåture fyldt med bump
Belægningerne i byen er ikke altid nemme at færdes på når man bruger hjælpemidler. Den bedste overflade er støbeasfalt som alle fortove er lavet af i f.eks. Paris, men det bruger vi ikke i Danmark. Pulverasfalt er også godt, men uden for mange skærver. Fast grus er overraskende jævnt, og flise- og klinkebelægninger er også gode hvis de bliver vedligeholdt rigtigt.
Brosten er lækre, uforgængelige, men også dyre, støjende, irriterende at cykle på og slet ikke egnede for kørestole eller rollatorer. Overkørsler i gamle brosten kan være et helvede at passere, fordi de små hjul foran hænger fast mellem de uregelmæssige sten. Derimod er de nye tilhuggede sten – jetbrændte og stokhuggede – vældig gode at færdes på. De bruges mere og mere i København til f.eks. ind- og overkørsler
Jeg har altid hyldet den danske, praktiske fortovsløsning med to skifter fliser adskilt af et skifte chaussesten, men nu er jeg knap så begejstret. Der er ofte sætninger mellem fliser og granit som kan give gevaldige bump i hjælpemidlets små, massive hjul. Og så er kommunerne dårlige til at holde deres fortove ved lige.
Kantstensramper udjævner terrænforskellene mellem fortov og kørebane. Alternativt kan kantstenen sænkes. Desværre bliver ramperne eroderet bort, og i mange tilfælde ’glemmer’ asfaltfirmaet og kommunes tilsyn at etablere dem. Og de kan være meget stejle. Er de 1:1 kan en kørestol ikke benytte dem.
Andre byer har andre og bedre løsninger. I Berlin er kantsten normalt 30 cm bredde og dykker på hele hjørnet. Det er en smuk løsning og meget praktisk for kørestole
I Barcelona er mange kantsten også brede, og rampen er bygget ind i selve stenen, cirka 1:3. Det giver en sikkerhed mod erosion.
Kravet i ’Tilgængelighed for alle’ er at arealet ud for yderdøre skal være i samme niveau som det indvendige gulv, og dørtrinet må kun højst være 25 mm. Det er voldsomt og kan være vanskeligt at køre over for en kørestol eller rollator.
Tagvandet ledes ofte over fortovet i kinnekullerender som kan være afrundende eller v-formede. Begge løsninger er ikke handicapvenlige, og flere kommuner bruger dem ikke. I f.eks. Gladsaxe Kommune bruges specialstøbte render der er lettere at passere og godkendt af Handicaprådet.
Frost og tø, pø om pø
At bevæge sig igennem byen efter snefald er ofte en oplevelse. Hver anden ejendom rydder ikke fortovet, og sneen trampes fast og bliver spejlglat at færdes på.
Det er grundejeren der har ansvaret for at der er ryddet sne og bekæmpet is på fortovet, havegang og på trapperne op til ejendommen. Juraen er helt klar når det gælder glatførebekæmpelse og snebekæmpelse. Ifølge vejloven kan kommunen rydde fortovet for ejers regning, og politiet kan udstede bøder for manglende vintervedligeholdelse. Jeg har dog sjældent set en kommunal medarbejder irettesætte ejere, ej heller set politiet udstede bøder.
Er man uheldig at falde fordi der ikke er ryddet sne, skal man kontakte husejeren hurtigst muligt for få anmeldt sagen til dennes forsikring, og det kan være en god idé at tage et billede som dokumentation for at der ikke var ryddet sne eller is. 400.000 kr. – og måske langt mere – kan være prisen for en alvorlig faldskade på fortov langs ejendommen. Dertil kan der komme erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, tabt erhvervsevne, svie og smerte.
Bevæger man sig igennem en gade med blandet alment og privat byggeri, er det helt klart at de almene selskaber har styr på det mens andelsbolig- og ejerforeninger sjældent har.
Ujævnheder i belægningen kan også være farlig for folk med hjælpemidler. Hvis man kommer til skade ved en faldulykke, skal man vurdere om kravene er opfyldt og kontakte kommunen. Retssager viser at huller og ujævnheder (opspringende fliser og sten) på under 30 mm sjældent giver pote. Derimod er mellem 30 og 50 mm inden for rammerne, og ujævnheder over 50 mm giver næsten sikkert erstatning.
Bredere fortove, tak
Københavns fortove er ofte meget smalle, og indskrænkes også af udeservering, fortovsudstillinger og cykler. Det er derfor ofte stressende at færdes i København, og de 130 cm som BR18 kræver som minimum opnås ikke altid. Standardbredden på 2 fliser adskilt af et skifte chaussesten er 130 cm. Det ville være dejligt med bredere fortove, 3 fliseskifter i stedet for 2. Og kunne de ligge på tværs? Det er der ikke plads til mange steder med mindre man prioriterer svage trafikanter højere.
Skal knæle for kunderne
I en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder rangerer København lavt når kriteriet er at bybusser sikrer sine passagerer med bevægelseshandicap mulighed for spontan og selvstændig rejse. Faktisk lå København sidst blandt 32 deltagende europæiske byer. Årsagen er at det i København (som eneste by) er forbudt for buschauffører at hjælpe passagerer ombord.
Det blev også min erfaring. Det er næsten umuligt at komme med eller ind i en bus med en kørestol. Dels er pladsen ofte trang, og dels er det vanskeligt at forcere højdeforskellen. Ofte kan højdeforskellen mellem terræn og bus være over 20 cm. Det er vanskeligt at forcere med en rollator og umuligt med kørestol.
BRT (Bus Rapid Transport) er busser af høj kvalitet hvor bl.a. terrænet og bussens gulv er i næsten samme niveau. Det giver helt andre muligheder, f.eks. en klap skaber en let rampe fra terræn til bussens gulv. Hvad blev der i København af disse ’kneeling busses’ som dem man ser i USA og andre steder? Man skal ofte løfte sig og hjælpemidlet 20 cm eller mere op i busserne.
Samme med togene. Budskabet var ’forreste vogn’, men der var tre trin op. Så er man færdig med DSB, men ikke med metro som er rigtig god for kørestolsbrugere. Konklusionen må være at man skal have bil hvis man har et handicap – noget som bus- og togselskaber tilsyneledende oplever som noget besværligt.
Smil og hjælp overalt
Der er dog lyspunkter. Er man normalt gående, tænker man ikke på andre mennesker og har heller ikke behov for det. Som handicappet lægger man mærke til menneskers reaktion, og der er hjælpende hænder overalt. Jeg vidste ikke at ens medmennesker var så hjælpsomme og venlige. Søde mennesker og tilbud om hjælp overalt. Jeg har aldrig sendt og modtaget så mange smil som nu, og jeg modtager dagligt tilbud om hjælp. Det ved man jo ikke når man er normalt gående.
Der kan gøres rigtig meget for at forbedre forholdene for gangbesværede og brugere af hjælpemidler i byen. Men hav os i tankerne når I planlægger og tegner fremtidens byer. Indtil det giver resultater er mit bedste råd til en kørestolsbruger:
Flyt fra byen, og køb en bil.
Skribent:
Niels Lützen er landskabsarkitekt og indehaver af Niels Lützen landskabsarkitekter ApS i København.