Når naturen holder flyttedag

naturpleje. Politiske ønsker om erstatningsnatur er fulgt op af faglige rapporter om muligheder, omkostninger og naturens kvaliteter

At flytte natur til et mere belejligt sted er blevet en en politisk løsning når et naturområde ligger i vejen for især trafik­an­­læg. Man tager et vandhul, en sø eller et hjør­ne af skoven og udlægger are­aler i nærheden som kompensation. Den kaldes for ‘er­stat­ningsna­tur’, men skal anlægges og plejes frem. Det koster og tager tid. Og det kan ikke altid lade sig gøre.

Operationen kan være skidt for naturen fordi den nye natur ikke har sam­me kvalitet, i hvert fald ikke i starten. Men den kan også være et plus for naturen fordi man kan samle små naturstykker i større naturområder der er bedre for vilde dyr og planter og mere rationelle at pleje. Erstatningsnatur er jordfor­de­­ling i mindre skala der også kan gavne land­brugsdriften.

Erfaringer med metoden er nu samlet i to publikationer fra Miljøstyrel­sen, ‘Faglig udredning om er­statningsnatur’ som Aarhus Universitet har lavet, og ‘Katalog over omkostninger ved etab­lering af er­stat­nings­natur’ som Orbicon har lavet. Universitetet har og­så selv udgivet den faglige udredning ‘Erstat­ningsnatur, erfaringer og muligheder’.

Den konkrete anledning er regeringens ‘naturpakke’ fra 2016 der siger at man skal undersøge mulighederne for er­statningsnatur, bl.a. hvilken natur man kan flytte og hvordan erstat­ningsnatu­r kan få en kvalitet der på sigt der mindst svarer til den nedlagte natur.

Mest paddevandhuller

I Danmark anvendes mest er­stat­ningsnatur i forbindelse med store anlægsprojekter som motorvejsanlæg, broer, jernbaner og udbygning af el-nettet. Og det sker primært i forbindelse med VVM-processen for at kunne opfylde krav efter EU’s natur­beskyt­telsesdi­rek­tiver og dansk lov om vilde arter og naturområder.

Det viser en spørgeskemaun­dersø­gelse til 27 kommuner og Na­turstyrelsen, Vejdirekto­ra­tet, Banedanmark og Energinet. Hertil kommer overtræ­delses­sager af loven hvor kommuner kræver at der etableres ny natur for at erstatte det tabte. Erstatningsarea­ler er også set ved udvidelse af indu­stri­er og anlæg af cykelstier sågar.

Vandhuller som levesteder for padder er den suverænt mest udbredte naturtype som erstatningsnatur. Der er dog også nogle eksempler på enge og overdrev og færre med heder og moser.

I langt de fleste projekter udlægges erstatningsbiotoper­ne samtidig med eller efter det nedlagte naturareal er brugt til noget andet. En sjælden undtagelse er landanlæggene ved Femern Bælt-tunnellen hvor erstatningsare­alerne er udlagt flere år i forvejen. Ofte udlægges også et større erstat­ningsareal for at kompensere den ringere naturkvalitet.

I de nyere projekter gøres der meget for at udlægge de nye naturarealer i nærheden af andre naturområder med egnede spredningskilder hvorfra vilde dyr og planter kan genindvandre.

Der er bare ikke meget viden om erstatningsnatur, og hvordan naturen udvikler sig på marker hvor dyrkningen stopper. Det kunne ellers være rart at vide noget om hvilken betydning udgangspunktet har, og hvilken effekt det f.eks. har at udpine jorden, sløjfe dræn og støtte arternes spredning, f.eks. ved at så.

Godt nok er der lavet man­ge na­tur­projekter siden 80’er­ne, mest om søer, vandløb og enge, og i de senere år også overdrev og heder. Men uden en registrering af forholdene og udviklingen både før og efter genopretningen er erfaringerne ikke meget værd. Brak­læg­ningsordnin­gen frem til 2008 blev heller ikke udnyttet. Der er en del viden i internati­onal videnskabelig litteratur, men det er uklart om den kan overføres til danske forhold.

Kvalitet tager lang tid

Erstat­ningsnatur skal i følge oplægget på sigt udvikle en kvalitet ‘der som minimum svarer til den nedlagte natur’. Ifølge Aarhus Universitet forudsætter det man kun rører den natur der ‘med en vis sandsynlighed kan erstattes inden for en rimelig årrække’. Altså den ringere natur.

En række naturtyper er nærmest uerstatteli­ge, f.eks. højmoser, våde heder, kalkover­drev, næringsfattige enge og rigkær. De er næsten umulige at genskabe på mark på grund af det specialiserede samspil mellem ar­ter­ne, herunder også svam­pe, laver og mosser og jordbunds­organismer.

For heder, moser, enge og overdrev kan det tage 50-100 år at genskabe en tilsvarende kvalitet med den oprindelige naturs planter og dyr. Og det er end­da kun hvis er­statnings­are­alet ligger godt, f.eks. i forhold til spredningskilder, og at man genopretter de økologiske vilkår og støtter ar­ternes spredning til arealet.

Sætter man kvalitetskravene ned, kan man få noget der ligner 10-30 år eller 20-50 år. Hurtigst går det med søer og vandløb der ofte ret nemt får en naturkvalitet som den oprindelige. Fugle og padder er generelt ganske hurtige til at indfinde sig.

Ifølge Aarhus Universitet bør et naturareal først nedlægges når erstatningsarealet har udviklet en sammenlignelig tilstand. Ellers kan de arter der mister deres levesteder, jo ikke flytte. I almindelig praksis etableres erstat­ningsarealet dog normalt samtidig med at naturare­alet nedlægges.

Det rigtige sted

Erstatningsarealer kan placeres på naturarealer i dårlig kvalitet, men er normalt agerjord og plantager. De kan godt ligge nær det inddragne areal eller lige ved siden af. Det kan f.eks. have den fordel at et rigt naturareal får en  bufferzone mod næringsstoffer og pesticider.

Erstatningsnaturen kan også være det helt samme areal der bare får en højere naturværdi. Sådan kan man beskrive testcentret for vindmøller i Thy hvor en nåleplantage erstattes af den oprindelige våde klithede. Der er også eksempler på at erstat­ningsna­turen placeres i et dårligt naturområde der gøres bedre, eller at erstat­ningsnaturen konverteres til at et eksisterende naturområde får en stærkere beskyttelse.

Ellers skal man væl­ge de steder hvor naturen er lettest at etablere og bedst kan udvikle sig så plejen også begrænses. Skal man f.eks. anlægge vandhuller, er det oplagt at skele til områder hvor vandhuller før har været, men er drænet bort. Generelt er det en fordel at gå efter de mest marginale land­brugs­jor­der på kuperet eller lavt terræn. Her er jorden normalt mest mager og dyrk­nings­histo­rien ret kort. At bru­ge den slags jord passer også landbruget bedst.

Det er en fordel at erstat­ningsarealet ligger nær ved eksisterende naturområder eller spredningskorridorer som levende hegn og vandløb så vilde dyr og planter kan spre­de sig. En anden fodel er at det er lettere at etablere en ration naturpleje, f.eks. samgræsning af større arealer.

Man skal f.eks. tænke på at mange af den lysåbne naturs karakteristiske planter har begrænset spredningsevne, og at frøban­ken i jorden har en kort levetid. Indtil midt i 1900-tallet voksede planter fra overdrev i alle grøf­tekanter og markskel. Det gør de ikke mere.

Det anbefales videre at er­stat­ningsbiotoper indgår i sammenhæng med eksisteren­de land­skabselementer så de visuelt opleves som en naturlig del af landskabet.

Endelig er det en fordel at begynde med bar jord, for det øger chancen for at der kan ske en kolonisering af frø fra jordens frøbank eller fra omgivelserne. Et sluttet plantedæk­ke med græs og kløver er en stor barriere. Før var det almindeligt at afslutte genopret­ningsprojek­ter med at så klø­vergræs til vildtet, men det er altså en dårlig idé.

Forundersøgelser

En landskabelig forundersø­gel­se kan være med til at udpege de egnede steder. Til for­undersø­gelsen hører også at undersø­ge plante- og dyreliv i det område man forlader og i det område den nye natur skal etableres i. Man skulle jo nødig ødelægge naturværdier i et område hvor man f.eks. vil anlægge nye vandhuller.

Også geologiske forhold og grundvand kan undersøges, bl.a. tilløb, afløb, nedsivningsforhold og overfladevand. Vandets næ­ringsstofindhold er meget afgørende for naturkvaliteten. Undersøges skal også den tidligere land­brugs­mæs­sige udnyttelse, afstanden til spredningskilder for vilde dyr og planter, og hvor påvirket området er af det omliggende landskab.

Opgaver og priser

I Orbicons rapport kan man studere hvad det koster at anlægge og pleje erstatningsna­tur. For hver af seks hovedna­turtyper, søer, vandløb, moser, heder, enge og strandbioto­per er der et typeeks­em­pel. Der er og­så un­der­ty­per, f.eks. sø­er af forskellig størrel­se, ligesom der er tal for at flytte to slags dyr og ét plantesamfund.

Ty­peeks­emplerne er derefter prissat på grundlag af overslag og pro­jekt­erfa­rin­ger. De er udgangspunkt for egne beregninger. Målt i m2-pris falder omkostningen, jo større natur­områ­det er, da f.eks. forunder­søgel­ser ikke er meget større for en stor sø end en lille.

I anlæg skelnes mellem opstart og anlæg af biotoper. Opstart er screeninger, dialoger med lodsejere, forun­dersø­gel­ser, arealopkøb og planlægning frem til selve entreprisen. Myn­dig­hedernes sagsbehandling og forunder­sø­gel­ser mv. som bygherren ikke betaler, er ikke med. Are­al­op­k­ø­bet er det dyreste. I snit koster 1 hektar god dyrk­nings­jord cirka 150.000 kr. (2017).

Anlæg af biotoper kan f.eks. omfatte rydning og udpining af vegetation, sløjfning af dræn og grøfter, fjernelse af topjord, reolpløjning, gravning af søer og vandløb og flytning af planter og dyr. Er der flere biotoper på samme areal, skal opstarten kun tælle med én gang.

I plejen skelnes mellem opstart der kun tæller med første år, samt den følgende årlige pleje og overvågning. Plejeop­start er mest at lave en ple­je­plan, etablere adgang og få en aftale med en landmand. Den følgende pleje er typisk afgræsning, høslæt og slåning. Hertil kommer overvågningen og de justeringer af plejen der følger med.

Som udgangspunkt skal bygherren – der nødvendiggør naturflytningen – betale gildet, men man kan måske trække lidt på bl.a. land­di­striktspro­gram­met, Life, EU, fonde og kommunale grønne støtte­ord­nin­ger. Måske kan bygherren dele omkostningen med ejere og myndigheder. Der kan også være tilfælde hvor flere tiltag kan udføres billigt eller gratis.

Flytte planter og dyr

Flytning af planter og dyr er en kontroversiel del af naturflytningen, ikke fordi opgaven ikke er set før, men for­di den ændres fra en speci­al­opgave til en standardopga­ve.

For planter samles frø fra et passende donorareal, typisk ved at man mejetærsker arealet på to forskellige tidspunkter fordi de ønskede arter ikke sætter frø samtidig. En manuel frøsamling er langt dyrere. Frøerne sås derefter ud på en ‘nulstillet’ mark der er pløjet og harvet.

Flytningen kan også ske ved at udlægge hø fra donorare­a­let, men så skal man nok gøre det flere år i træk. Også flytning af hele plantetørv er en mulighed. Med en special­skovl kan man tage 2 m2 ad gangen og sætte dem i mindre grupper på 10-20 m2 hvor det er optimalt for spredning.

Flytning af dyr forudsætter en særlig forundersøgelse så man er sikker på at de rigtige tilgodeses, og at de rigtige forhold er til stede der hvor dyrene skal hen. Flytningen kan være en kompliceret proces der kræver specialviden. En flytning af padder bør foretages over flere sæsoner. Flytning af firben er så vanskeligt, tidskrævende og belastende for dyrene at metoden kun bør bruges af nød.

KILDER
Bettina Nygaard, Andrea Oddershe­de, Toke Thomas Høye (2018): Erstat­ningsnatur, erfaringer og muligheder. Videnskabelig rapport fra DCE Aarhus Universitet.
Miljøstyrelsen (2018): Faglig udredning vedrørende naturpakkeinitiati­vet om erstatningsnatur. Udarbejdet af DCE, Aarhus Universitet. Mst.dk.
Miljøstyrelsen (2018): Katalog over omkostninger ved etab­lering af er­statningsnatur. Udarbejdet af Orbi­con. Mst.dk.
Miljøstyrelsen (2018): Resumé af faglig udredning. Mst.dk.
Miljøstyrelsen (2018): Når naturen holder flyttedag. Mst.dk 20.9.2018.