Klædes på til planteanvendelse under nye vilkår

PLANTER. At kende planter, kombinere dem og sikre at de vokser, er en kerneværdi i faget.  Grundlaget lægges på uddannelserne der arbejder på at skabe en helhedsforståelse

Vores fag er blevet mere avanceret fordi samfundet er det. Det gælder også i forhold til planteanvendelse. Kli­maæn­dringer, klimatilpasning, bæredygtighed, bio­diver­si­tet og bynatur stiller andre krav til arbejdet med planter end for 15-20 år siden. De nye vilkår påvirker også de grønne uddannelser der skal klæde de studerende på til opgaven.

Både uddannelsen til landskabsarkitekt og urban land­skabsingeniør arbejder på at løfte udfordringen ved i vid udstrækning at integrere planter i en lang række kurser for at skabe en helhedsforståelse. Generelt fungerer det når man spørger studerende og censorer, men de rene planteanven­delseskurser bliver måske en smule trængt. Balancen er uden tvivl svær.

En helhedsforståelse

På Københavns Universitet har Sektion for Landskabsarkitek­tur og Planlægning det praktiske ansvar for den 3-årig ba­cheloruddannelse og den 2-årige kandidatuddannelse i landskabsarkitektur. Begge giver mulighed for en vis specialisering inden for landskabsde­sign eller byplanlægning.

Her er den overordnede strategi at integrere arbejdet med planter tæt med de man­ge andre discipliner i undervisningen, forklarer studieleder Torben Dam. Ambitionen er at skabe en helhedsforståelse af samspillet mellem planter, jord, vækstvilkår osv.

„Derfor begynder vi heller ikke med et stort botanikkur­sus sådan som det var traditionen i en del år. I stedet møder de studerende på første år planterne i sammenhæng med de lokaliteter vi arbejder med. De ser dem med andre ord i brug med det samme,“ siger han.

På andet år kommer så et kursus i botanik og mulighed for at vælge kurset ‘Beplant­ningsdesign’ hvor de studerende dykker dybere ned og arbejder systematisk med planter og planteplaner. På tredje år handler to ud af fem temaer på kurset ‘Planter og teknologi 1’ om beplantninger, bl.a. bytræer. På kandi­datuddannelsen sætter valgfaget ‘Design by management’ fokus på udvikling af bevoksninger ud fra økologiske overvejelser.

„Uddannelsen er nok den på Københavns Universitet hvor man lærer flest kulturplanter at ken­de. Men de studerende skal også kunne argumentere for deres valg. Hvad er det f.eks. plantningen skal kunne. Grundlæggende arbejder vi på at få de studerende til at beskæftige sig med planter på lige fod med alle andre elementer i et projekt,“ understreger Torben Dam.

Den største udfordring er balancen mellem at give de studerende en solid basis i bl.a. planteanvendelse – og så alt det andet uddannelsen også skal. Landskabsarkitektens opgave i dag er nemlig mere omfattende og kompliceret end for nogle årtier siden. „Derfor arbejder vi også på at højne den akademiske standard. Vi vil have de studerende til at reflektere mere og derved klæde dem på til nye opgaver vi ikke kender endnu, også i forhold til planter,“ siger stu­dielederen.

Naturvidenskab og design

Mona C. Bjørn var kursusan­svarlig for årets udgave af ‘Beplantningsdesign’ og underviste sammen med land­skabsarkitekterne Elzelina van Melle og Rikke T. Thomsen. For hende er den vigtigste ambition at koble naturvidenskabelig viden om planternes egenskaber og vækst tæt med det designmæssige og evnen til at skabe løsninger.

„De studerende skal have en solid basis der gør at de kan omsætte teori om plante- og vegetationsøkologi til beplant­ningsdesign, skitsering og for­slagsstillelse uanset arealtype. Det omfatter også at de får en forståelse for biodiversitet i bå­de formelle og uformelle plantninger. De skal være knivskarpe til at matche planten med voksestedet og situationen,“ understreger hun.

Kurset er et valgfag med fokus på urteagtige planter og buske, og generelt kommer de studerende med en dyb interesse for planter. „I år havde vi 40 entusiastiske studerende, og det var en fornøjel­se. Flere af dem efterspørger at kurset er større så der er mulighed for at fordybe sig endnu me­re,“ siger Mona C. Bjørn.

Efter hendes vurdering kan det være et problem at kurset for nogle studerende er det sidste med hovedfokus på plan­teanvendelse idet kandi­datuddannelsen ikke har et decideret plantekursus. Derfor er der også en del kan­di­dat­studerende der tager kurset.

Processer i fokus

Uddannelsen til urban land­skabsingeniør (før have- og parkingeniør) varetages af Skovskolen i Nødebo der også er en del af Københavns Universitet. Det er en professionsbacheloruddannelse som tager fire år inklusive to praktikperi­oder og sigter på forvaltning af grønne områder.

Studielektor Anders Dam fortæller at mange studerende kommer til uddannelsen med en fascination af planter.„Det er noget mange af dem kender til på forhånd hvorimod de færreste har en forestilling om f.eks. den jura der indgår i uddannelsen – og jobbet.“

To obligatoriske kurser på første år introducerer de studerende til planteanvendelse. Det følges op med et stort kursus på 4. og sidste studieår som dog er led i en specialisering hvor alternativet er et stort kursus i klimatilpasning. Undervejs indgår planterne også i andre fag inklusiv forskellige valgfag.

Det betyder at ikke alle kommer ud med helt de sam­me kompetencer i plantean­vendelse, forklarer Anders Dam. „Praktikken er ofte med til at gøre de studerende mere bevidste om at de ikke kan være driftsansvarlige uden at kende planterne godt. Det er med til at stimulere interessen,“ siger han.

En overordnet ambition er at gøre undervisningen så praksisnær som muligt. Det sker bl.a. ved at tage udgangspunkt i analyser af eksisteren­de plantninger, ofte ude på stedet. Fokus er på samspillet mellem design, anlæg og drift. Og så smitter de aktuelle samfundsmæssige vilkår meget af på uddannelsen. Synet på beplantninger og deres funktioner er under forandring på grund af fordringer om f.eks. bynatur og nye tekniske udfordringer som LAR-anlæg og ultratætte byer, fremhæver Anders Dam og uddyber:

„Det kalder på nye løsninger der bl.a. omfatter at succesful­de beplantninger kræver langvarige processer med en større grad af uforudsigelighed end vi har været vant til. Den vinkel vil vi gerne have med i de studerendes syn på arbejdet med beplantninger i byen: At langsigtede udvik­lingspro­ces­ser og dynamikker er et grundvilkår som de med deres faglighed kan arbejde med.“

Få dem til at tage stilling

På 4. år af uddannelsen som urban landskabsingeniør vælger cirka halvdelen af de studerende kurset ‘Urbane beplantninger’ som Anders Dam er ansvarlig for. Med udgangspunkt i en konkret lokalitet i en kommune skal de studeren­de udarbejde løsningsforslag til typiske beplantninger ud fra forudsætninger som sted, drift og økonomi.

Anders Dam gør også meget ud af arbejdet med plantepla­ner. „Det tvinger de studeren­de til at tage mere detaljeret stilling til deres valg, og de finder ud af om idéerne er holdbare. Samtidig er den også et kommunikationsredskab til de udførende,“ siger han.

En udfordring i undervisningen er at få de studerende til at forholde sig til økonomi i den teoretiske ramme som undervisningen udgør. En anden er at nogle af de studerende ikke har erfaring fra praksis. De studerende selv opfatter generelt planteanvendelse som en stor mundfuld, der kræver mange bolde i luf­ten. „Men det er jo også et grundvilkår ude i praksis,“ konstaterer Anders Dam.

Det kræver noget øvelse

En af de studerende på ‘Urban beplantninger’ er Louise Skov­gaard Stub. Hun er uddannet anlægsgartner og søgte bl.a. uddannelsen til urban land­skabsingeniør fordi hun mød­te store problemer i forhold til drift af beplantninger.

„Plantevalget passede ikke altid til stedet, og den pleje der var lagt op til. Nogle gan­ge førte det f.eks. til at vi var nødt til at beskære på en uhensigtsmæssig måde,“ fortæller hun.

Derfor er Louise Skovgaard Stub også glad for at kurset i så høj grad tager udgangspunkt i eksisterende plantninger. Praktikken i et større an­lægsgartnerfirma på 3. år var en øjenåbner i forhold til det hun kunne og ikke kunne. „F.eks. fik jeg ikke altid kom­munikeret planteplanen godt nok til dem der skulle plante, og det gav en bevidsthed om hvor meget det betyder.“

På spørgsmålet om svage punkter nævner Louise Skov­gaard Stub at hun savner et større og især et dybere kendskab til de enkelte planter. Hun er også bevidst om at man ikke kan lære det hele på uddannelsen. „Vi får en masse redskaber med os, som vi så skal få erfaringer med ude i praksis,“ siger hun.

Den samme overvejelse har Lykke Marott Bitsch, der meget snart er færdiguddannet landskabsarkitekt. En blanding af personlig interesse og inspirerende undervisere fik hende til at sætte planter i centrum i valget af kurser. Det startede tidligt i studiet og har bl.a. omfattet valgfag på Institut for Plante- og Miljøvidenskab, et projekt om skovtyper og det netop afleverede speciale.   Men det kræver noget øvel­se, konstaterer hun. „Det er ik­ke nok at kende en masse planter. Man har brug for flere forskellige perspektiver, f.eks. at kende deres evne til sameksistens og drift som redskab til at skabe et bestemt udtryk.“

Lykke Marott Bitsch mener at uddannelsen har klædt hen­de godt på til planteanven­del­se, men det har krævet meget bevidste valg undervejs. Hun synes bl.a. at udvalget af kurser som inddrager plante­as­pek­tet, er begrænset på kan­didatuddannelsen. Den største udfordring har dog været at få det hele til at gå op med uddannelsens blokstruk­tur. Og så er hun bevidst om at læringen fortsætter bagefter. „Jeg har fået meget med mig fra uddannelsen, men det slutter ikke med det,“ siger Lykke Marott Bitsch.

Engagementet varierer

Og hvordan lykkes det så at komme i mål med ambitioner­ne? Anna Gerd Ellerbæk som er beplantningsudvikler i Københavns Kommune, er en af dem der får et indtryk af de studerendes kompetencer. Hun var bl.a. censor på urban landskabsingeniør på sidste års udgave af ‘Urbane beplantninger’ hvor den afsluttende opgave handlede om fornyelse af Mimersparken i København.

„De studerende argumenterede generelt godt for deres valg af planter, men der var også stor variation i engagementet. Nogle var meget dygtige, mens andre i mindre grad interesserer sig for plantean­vendelsen,“ siger hun.

Anna Gerd Ellerbæk er også censor på bachelorprojekter og møder studentermed­hjæl­pere og praktikanter fra uddannelsen til urban land­skabs­ingeniør i sit arbejde. Hun vurderer, at de har et bredt og grundigt plantekendskab.

„De studerende kender planternes egenskaber og kan fremskrive deres udvikling på en given vokseplads. Derudover er det en styrke at de har driftsperspektivet med i deres overvejelser. De tænker f.eks. i at beskytte træer mod påkør­selsskader ved at sætte dem i lav beplantning,“ siger hun.

På landskabsarkitektuddan­nelsen har Knud W.Ø. Larsen, der er privatpraktiserende landskabsarkitekt, i en årræk­ke været censor på ‘Planter og teknologi 1+2’. Kurset strækker sig over næsten 5 måneder og afslutter landskabsspecia­liseringen på bacheloruddan­nelsen. Her skal de studerende for første gang samle alle fagets komponenter i et hovedprojekt der skal kunne fungere som udbudsmateriale. Han har lidt den samme oplevelse som Anne Gerd Ellerbæk.

„Ofte er det en eller et par studerende i hver gruppe der trækker læsset i forhold til planteanvendelse og kan meget, mens andre har deres ho­vedfokus andre steder. Men alle kan trække et eksamensspørgsmål om planter og er som hovedregel velforberedte i emnet,“ vurderer han.

Knud W.Ø. Larsen er enig i at kandidatdelen af uddannelsen måske står lidt svagt i forhold til planteanvendelse.

„De studerende når at lære meget om planter på de 2½ år de har haft når jeg møder dem. Men de får ikke altid udviklet nogen særlig stærk rutine fordi fokus på plantean­vendelse er selvvalgt på kan­di­datuddannelsen,“ siger han.

Ellers hæfter han sig ved at de studerende er ret innova­ti­ve i deres brug af planter.

et gør det mere interessant at være censor, og jeg kan indimellem også lære noget,“ siger Knud W.Ø. Larsen.

Også på arkitektskolerne

De to arkitektskoler uddanner også landskabsarkitekter. På Arkitektskolen Aarhus fylder planteanvendel­se noget mere i undervisningen end for 10 år siden hvor det var næsten fraværende, fortæller lektor Stefan Darlan Boris. I den periode har skolen udviklet og etableret Aarhus Land­skabs­la­bora­to­rium i samarbejde med Aarhus Kommu­ne, Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum hvor man eksperimenterer i 1:1 med bynatur. Laboratoriet har alene fokus på bio­diver­si­tet, klima og rekreative potentialer i byen.

Ellers er undervisningen i høj grad projektbaseret hvor plan­teanven­delse kobles direkte på projek­ter­ne. I løbet af et semesterprojekt om bynær skovrejsning og byudvikling kan de studerende f.eks. både arbejde med plejebaseret og rumligt orienteret udvikling i landskabslaboratoriet og bru­ge den viden de opbygger der, i deres videre forslagsstillelse.

På Det Kongelige Akademi i København kan de arkitektstuderende vælge en kandidatuddannelse med fokus på landskab hvor de introduceres til planteanvendelse på 1. semester. Det sker i sammenhæng med forelæsninger om land­skabs­arki­tekturens traditi­on og historie, og om hvordan man forstår og arbejder med landskaber som landskabsarkitekt, forklarer programansvar­lig Tanja Jordan.

På 2. semester er der et særligt fokus på planteanvendel­se. Her arbejder de studerende bl.a. med en formgivningsop­gave i større skala hvor tema­et i år er planlægning i naturen. Gennem hele kandidatuddan­nelsen er der desuden forelæsninger med eksterne forelæse­re hvor biodiversitet og plan­teanvendelse behandles og diskuteres. Forelæserne er bå­de praktikere fra tegnestuer og mere akademiske forelæsere, bl.a. forskere fra Københavns Universitet.

Mere om uddannelserne

• Københavns Universitet: studier.ku.dk
• Arkitektskolen Aarhus: aarch.dk/undervis­ningsprogram1.
• Det Kongelige Akademi: kglakade­mi.dk/program/landskabskunst

Kilder
Interviews: Torben Dam (20/10), Mona C. Bjørn (30/10), Anders Dam (23/10), Louise Skovgaard Stub (30/10), Lykke Marott Bitsch (2/11), Anna Gerd Ellerbæk (28/10), Knud W.Ø. Larsen (23/10). Skriftlig kommunikation: Tanja Jordan, Det Kongelige Akademi (2/11) og Stefan Darlan Boris, Arkitektskolen Aarhus (26/11).

Skribent
Tilde Tvedt er landskabsarkitekt, freelancejournalist og special­konsulent på Institut for Geovi­denskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.