Du har ikke prøvet at være gammel

BYRUM. Det er de ældre der har erfaringen med at være oppe i årene. Derfor skal planlæggerne inddrage dem i deres design. Ny ph.d. kaster lys over et nærmest ubelyst emne

Det er svært at gå en tur i andres sko. Især hvis man aldrig har prøvet at gå i sko i den størrelse før. Og interessant nok har nærmest ingen af dem som designer og indretter vores byrum personlig erfaring med at bevæge sig igennem et byrum som gammel.

Men det betyder naturligvis ikke at man ik­ke kan gøre sit bedste for at sætte sig ind i udfordringerne, pointerer arkitekt og ph.d. Sidse Carroll som før sommeren forsvarede sin afhandling ‘Co-designing age-friendly cities and com­munities – towards an age-friendly spa­tial practice’.

Forskerne oplevede et stort engagement,da de inddragede de ældre beboere i Tranehavegård-bebyggelsen i udviklingen af deres egne udearealer. Det er vigtigt – både når man designer til ældre og har ældre borgere i workshops – at huske at der er tale om en langt mere forskelligartet målgruppe end næsten alle andre. Foto: Sidse Carroll.

Det mindste man kan gøre er at spørge de ældre til råds. Og netop spørgsmål om inddragelse var grunden til at Sidse Carroll i 2014 sprang fra sit job som arkitekt på en tegnestue og endte med at tage en ph.d. i tilknytning til et forsk­ningsprojekt på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

I forskningsprojektet blev det undersøgt hvordan der kan skabes aktive by- og uderum til byens ældre borgere. ‘Bevæg Byen med Seniorer’ hed projektet der var en af det tværfaglige forskningsnetværk APEN (Activity and health en­hancing Physical Environ­ment Network). Og alt det var Sidse Carroll med i.

„For at kunne designe gode løsninger skal vi vide mere om dem vi designer til,“ forklarer hun om sin tid på tegnestuen. „Men jeg oplevede igen og igen en manglende inddragel­se, og jeg følte personligt at der var for lidt faglig tilfredsstillelse og megen tvivl om om vi nu bød ind med de rigtige løsninger fordi det meste var for løsrevet i forhold til slutbrugeren. Der er rigtigt langt fra et kon­kurrence­pro­gram bliver skabt og til det ender i arkitektens hænder, og det undersøgelsesarbejde man arbejder med er tit flere år gammelt og måske slet ikke relevant når det nåede frem.“

Forskelligartet målgruppe

Sådan var det ikke i forsk­ningsprojektet. Her har Carroll og hendes kollega, antropolog Kamilla Nørtoft, i samarbejde med boligforeningerne 3B og AKB tilbragt måneder med ældre fra Tranehavegård og  Eng­holmen Nord. Begge bebyggelser, med henholdsvis 411 og 120 lejligheder, ligger i den københavnske sydhavn.

De første måneder gik med etnografisk feltarbejde og bl.a. interviews på gåture med de lokale iført GoPro-kameraer for at undersøge hvordan pensionisterne bruger området. Derefter fulgte måneder med en co-design-workshops i begge boligområder.

Og denne indsats er helt afgørende, for betegnelsen ‘ældre’ dækker over en af de mest forskelligartede målgrupper overhovedet, fortæller Sidse Carroll.

„Den ældre generation er meget mere divers end folk i 20’erne. Både fysisk og kognitivt. Derfor kan du ikke bruge en one-size-fits-all-tilgang. Det handler om at inddrage de konkrete borgere som skal bruge området. Men vi får alligevel mange henvendelser fra studerende og tegnestuer som spørger: „Vi laver en plads, hvad ville være godt til ældre?“ Men det er et absurd spørgsmål, kernen i problemet og grunden til at vi rammer forkert når vi tror at vi designer til de ældre,“ fortæller Sidse Carroll.

Hendes forskning er derfor i høj grad vinklet på inddragelsen som branchen generelt set glemmer. I stedet følger man bare lovens krav om tilgæn­gelighed, og der bliver rask væk indplaceret lovpligtige ramper og rækværk i byrum­mene, men det er kun en lille del af indsatsen, lyder en af Sidse Carrolls pointer.

„Der må jo også gerne være en oplevelsesmæssig værdi og en større mening med f.eks. hvor rampen fører hen. Der må gerne være ophold undervejs som er meningsfulde og tænkt over hvilken bænk der står. Er det overhovedet den rigtige bænk hvis du har svært ved at rejse dig? Tit ser vi lidt løsrevne elementer indplace­ret som betyder at byrummet i realiteten ikke kan benyttes af visse borgere.“

Djævlen i detaljen

Selv om byrummet i de store linjer lever op til alle lovkrav, er detaljen helt afgørende når det gælder de ældre.

Mange bænke har ingen armlæn og bliver fravalgt af visse grupper af ældre. Det samme bliver midterpladsen ofte da der er for langt til at nå armlænene. Som en del af projektet i Tranhavegård udviklede Sidse Carroll et add-on-bord og armlæn som udvidede bænkens sociale og funktionelle brugbarhed. Foto: Sidse Carroll.

„En af de helt oplagte fejl er når man har lavet en fin, fast belægning hen til en bænk. Der er eksempelvis en hård sti, som passerer bænken og fire fliser foran bænken. Men rundt om fliserne er en græskant, og det fungerer som en voldgrav hvis du kommer med en rollator og er dårlig til bens. Lovmæssigt set er alle bokse nok tjekket af, men i realiteten har man glemt at forbinde stien og bænken fordi man ikke har været bevidst om hvor svært det er at passere en græskant med en rollator,“ understreger Sidse Carroll.

Hun forklarer at netop arkitekternes manglende erfaring med selv at være gammel kan fungere som en blind plet for de ældres udfordringer – hvilket igen understreger behovet for at inddrage.

Statistisk set falder ældre ikke mere end andre. Konsekvenserne er bare meget stør­re, pointerer Sidse Carroll og henviser igen til detaljeringen som kunne være en enkelt løs brosten. Den kan vi alle falde over. De fleste vil bare rejse sig op igen, men nogle ældre med mere skrøbelige knogler risikerer en brækket hofte, tre måneders hospitalsindlæggelse og en lang, besværlig rekonvalescens. Der er simpelthen me­re på spil, og det får mange til at blive hjemme hvilket har konsekvenser, både fysisk og socialt. Eksempelvis føler 33.000 danskere over 65 år sig ensomme ifølge Ældresagen.

Sats på nærområdet

Engelske undersøgelser peger på at omkring 80% af ældre menneskers dagligdag fo­regår i deres nære boligområ­de. Det er markant over al­le andre målgrupper. Det bør være et fokus i byplanlægnin­gen, mener Sidse Carroll. Tit går an­lægskronerne nemlig til byens prominente pladser, men det giver mening at se på hvor folk har deres hverdag, f.eks. turen ned til købmanden.

Sidse Carroll er dog meget bevidst om at hun ikke ønsker deciderede ældreghettoer.

„Det er måske endnu bedre hvis man folder projekterne og målgrupperne sammen. De unge er lette, de skal nok komme og finde ud af at bru­ge byrummet. Jeg vil aldrig være fortaler for at lave ‘æl­drepladser’, men måske steder hvor man kan fodre fugle, og hvor der er bænke som de ældre rent faktisk kan rejse sig fra. Og gerne steder som samtidig har adgang til legepladser så generationerne kan blandes. Man bør tænke pro­grammer­ne mere sammen end så adskilt som de er i dag hvor det er nogle budgetter som afgør at der bliver lavet aktive by­rum til visse målgrupper og ikke til andre,“ lyder pointen.

Gode og dårlige bænke

Ældre og bænke er et kapitel for sig. Og en væsentlig del af projektet i Sydhavnen var at udtænkte lavpraktiske løsninger i fællesskab med de ældre og bygge dem. Forskerne og de ældre byggede bl.a. otte blomsterkasser, flere fuglekasser og en bænkløsning som både gav et bord og et ekstra armlæn.

„Når vi talte med de ældre, oplevede vi at de nærmest havde et internt hierarki over hvad en god bænk var. En god bænk er den hvor man kan komme op igen. Så et armlæn i hver side man kan støtte sig til, er nødvendigt, og det har mange bænke ikke. Mange har dog, f.eks. den klassiske københavnerbænk, men det er ligegyldigt hvis du sidder i midten og ikke kan nå dem, så mange af de ældre vi talte med, havde ikke lyst til at sid­de i midten. Desuden ser vi bordbænkesæt nærmest smidt ud overalt, særligt i socialt udsatte boligområder, for de er tunge og bliver ikke stjålet, men de er super besværlige at komme ind i og op fra. Så her sætter man sig nødigt. Man ser også smarte bænke som snor sig, men hvor man sidder ryg mod ryg og ikke kan tale sammen, især hvis man er hørehæmmet. Der er desuden en tendens til at de meget ‘designede’ bænke er uden armlæn, og så dur de ikke,“ siger Sidse Carroll.

På baggrund af en række workshops og dialoger i området endte forskerne med at skabe en form for armlæns-add-on som placeres på midten af bænken og er robust nok til at rejse sig ved og samtidig bruge som bord når man sidder. Det kostede 4.000 kr. at få bygget og monteret, men så har man også en bænk som de ældre rent faktisk bruger. Også selv om i det store regnskab koster en plads i det offentlige rum.

„Men vi fandt ud af at mid­terpladsen alligevel ikke bliver brugt i det boligområde. Nu er oplevelsen i stedet opgraderet, og bænken indbyder langt mere til ophold og socialt samvær. Tit skal der ikke mere til, men som altid er detaljen vigtig, og hvis man vil ramme rigtigt, er man nødt til at sætte sig i brugerens sted.“

Problemet med de gode bænke er naturligvis at de og­så giver ophold til alkoholikere og hjemløse. Derfor sker der tit det at hyppigt benyttede bænke bliver fjernet igen hvorved byrummet bliver fri for borgere med anti-social opførsel, men uden at folkene bag beslutningen overhovedet er bevidste om at en række ældre nu også har mistet et afgørende hvil på en lang rejse fordi de tit ikke har ressourcer­ne til selv at råbe op.

Så yndigt at følges ad

En af de metoder Sidse Carroll benyttede sig af, var at gå ture i de ældres landskaber og prø­ve at få en forståelse for deres blik på turen. Her opdagede forskerne barrierer som de aldrig ville have opdaget alene. F.eks. en bænk der var placeret lige ved en vej med tung trafik så man ikke kan høre hvad hinanden siger. Eller en cykelspærring med to bom­me på stien. Umiddelbart virker det som et hensyn til de ældre, men den var placeret lige ud for vaskeriet, så det var svært at komme forbi i en el­scooter med vasketøj.

„Men der er også sådan noget som bredden på fortove­ne. De danske fortove er generelt ikke brede nok til at to folk med rollatorer eller i kørestol kan følges ad. Ellers skal man gå foran eller bagved hinanden. Desuden har det klassiske fortov med to fliser og en brostenslinje imellem den konsekvens at du enten må gå på de ujævne brosten eller køre med hjulene uden for fliserne. Du skal styre ret præcist for ikke at køre i grøften eller i hækken eller ud på vejen. Det kræver koncentration, og det er en helt anden udfordring og en helt anden skala end byplanlæggere normalt tænker i. 100 meter med den forkerte belægning kan være en uoverstigelig udfordring,“ fastslår Sidse Carroll.

„Helt overordnet lærte jeg sindssygt meget af de ældre,“ fortsætter hun. „Hvordan de har hver deres særpræg og ressourcer og kompetencer, og hvor de havde helt forskellige udfordringer.“

Som en del af projektet deltog de ældre i en idéworkshop. Her stødte Sidse Carroll og hendes kollega på den uforudsete udfordring at nogle af de ældre følte sig talt ned til som børnehavebørn da de skulle sidde med skitser, modeller og billeder. Det var nødvendigt at forklare at sådan arbejder arkitekter og designere selv. Foto: Sidse Carroll.

Co-design med ældre

Hvis man for alvor vil lytte og have mulighed for reelt at ta­ge højde for de ældres oplevelser og hverdagsudfordrin­ger, kræver det en proces baseret på inddragelse, f.eks. co-design for at være sikker på at ramme den rigtige løsning, mener Sidse Carroll.

„Det var den vinkel vi lagde ned over projektet. Vi skal begynde at distribuere noget af vores ekspertise og beslut­ningskraft til de folk som skal bruge området. Det var superåbent. Hvordan kan vi sammen forstå de to boligområder de bor i? Hvilke løsninger vil gøre det bedre? Og vi gjorde alt meget etapevist, for når man sammen når frem til idéer og løsningsforslag, så får de ældre også lyst til at være med i hele processen,“ siger Sidse Carroll som ikke mener at ind­dragelsesprocessen er mere besværlig når målgruppen er ældre borgere. Men der er visse forhold man skal holde sig for øje når man søsætter et co-design-projekt med en gruppe ældre:

  • Vær bevidst om at du arbejder med en gruppe hvor alle f.eks. ikke kan stå op eller stå rundt om et bord og se på en model som ellers næsten alle andre målgrupper.
  • Overvej ikke at bruge digita­le hjælpemidler selv om de bliver lettere og lettere og vil se helt anderledes ud om ti år.
  • Hold processen ret fleksibel, for måske kan den enkelte borger være med første gang, men har en lægeaftale oven i anden workshop, og så kan de være så autoritetstro at de ikke føler at de må være med til den tredje. Det skal processen være robust nok til at håndtere , hvilket kræver opsummering undervejs. Folk skal kunne bidrage selv om de ikke er med hele tiden.

Leget med modeller

En helt særskilt lektie som forskerne fik i løbet af projektet, var i forhold til selve designprocessen.

„Design er i essensen at for­slagsstille om fremtiden og kan være meget abstrakt. Her skal vi forklare at vi som designere heller ikke ved hvor vi ender, og at det er ret åbent og kreativt og undersøgende. Det var meget overraskende at opleve at nogle ældre blev lidt oprørte og efter lidt tid sagde: at ‘nu har vi siddet her i en time og leget med modeller og billeder som børnehavebørn’. Det havde naturligvis ikke været vores intention. Så vi måtte forklare at sådan arbejder vi også selv som arkitekter og designere, men det skulle vi have gjort klart fra starten. At det er en del af designfaget og kreativitet at man skitserer og bygger modeller og bruger visuelt materiale, og at det er naturligt når man er i gang med at undersøge og teste ting, og at man gør sådan på alle tegnestuer. Så vi forklarede, at vi jo havde brug for dem,“ fortæller Sidse Carroll.

Du løfter blikket og ser 100 meter ned af gaden som fortaber sig i det fjerne. Du ser ned på varerne i kurven på din rollator og begynder at skubbe dig frem, men hjulene på din rollator kører på græs og brosten på hver side af flisen og får den til at ryste, så det er svært at holde balancen.
I stedet kører du ind på midten af fortovet med et hjul på hver af de to rækker fliser, men så kommer du til at gå med fødderne på linjen af brosten mellem fliserne og er igen ved at miste balancen.
Du ser dig om efter den bænk som plejer at være halvvejs mellem købmanden og din bolig, og hvor du kan hvile dig og få kræfter til resten af rejsen som du har brugt hele dagen på at sætte dig op til, men du kommer i tanke om at kommunen har fjernet bænken fordi der for tit sad folk og drak på den.
Men det gør måske ikke så meget, for bænken var alligevel uden armlæn og umulig at komme op af, så du kæmper dig videre ned ad gaden, skridt for skridt, rystende og forsigtig, for sidste år brækkede din veninde hoften i et fald og var på hospitalet hele vinteren, og du overvejer hvor længe du kan blive ved med at foretage denne odyssé.
… samtidig sidder alle de langt yngre ansatte i kommunens tekniske forvaltning og tænker over deres dejlige byrum som lever op til alle krav om tilgængelighed.

Måske er vi væk i morgen

Sidse Carroll er klar over at man ikke på alle projekter – måske endda de færreste – kan bruge måneder på at samska­be sig frem til de optimale rammer for slutbrugerne. Men mindre kan også gøre det.

„Som forsker vil jeg jo anbefale co-design hvor vi giver mere slip og brugerne mere plads og en større stemme. Men står man med et projekt hvor der ikke er tid og ressourcer til co-design, men man stadig gerne vil have input og meninger, så er det måske nok at holde en enkelt workshop hvor man går i dialog om de vigtigste behov og mulige løsninger. Og vi prøvede faktisk minimumsmodel­len. Der skal nemlig ikke gå for lang tid med processer på over et år. Som de ældre sagde: Vi er her måske ikke i morgen,“ siger Sidse Carroll.

Hun forklarer at man som minimum bør kommer gennem en designfase hvor man definerer hvad problemet er, kommer med idéer, skaber prototyper og leverer en løsning. Nogle projekter kan måske ikke starte så åbent, men så kan man definere på forhånd at bænkene er problemet og så spørge den specifikke målgruppe hvad problemet er inden for denne ramme.

„Både en lang og en kort proces bør være præget af kommunikation hele vejen igennem, også inden den endelige præsentation. Derfor skal man fortælle og vise at det er sådan og sådan vi har aftalt at det bliver, og de skal have mulighed for at justere. Vi oplevede at det gav et godt engagement og en accept af den færdige løsning når der er en tæt sammenhæng mellem hvad de oplevede igennem designprocessen og så det færdige resultat.“

Selv om byrumsprojektet er færdigt, er en by det naturligvis aldrig, og med den demografiske udvikling mod flere mennesker i byerne og en stadig større andel af ældre er det vigtigere end nogensinde at landets byplanlæggere begynder at se med helt nye – eller rettere gamle – øjne på de bylandskaber de skaber. lt

 

KILDE

Sidse Carroll (2020): Co-designing Age-friendly Cities And Communities: Towards an Age-friendly Spatial Prac­tice. The Royal Danish Academy of Fine Arts, Schools of Architecture, Design and Conservation, Institute of Architecture, Urbanism and Landscape.

Link: https://adk.elsevierpure.com/en/publications/co-designing-age-friendly-cities-and-communities-towards-an-age-f