Der er ikke linden, men musvitten

Humlebier. Norsk undersøgelse peger på at småfugle efterlader de døde bier under træerne

Små spurvefugle som musvitter og blåmejser er nok årsagen til de man­ge døde humlebier under lindetræer som i mange år er observeret i flere lande, også i Danmark.

Det har været antaget at det var lindetræet – og især parklind – der selv var årsagen. Men træerne lokker kun humlebi­erne til med deres duft. I træet sidder fuglene i baghold, prikker hul i det næringsrige bytte og opsuger den bløde indmad. Tilbage under træet ligger hum­lebierne, tilsyneladende intak­te, men som tomme skaller.

At det hænger sådan sammen, er i hvert fald resultatet af en norsk undersøgelse foretaget af Humlesko­len.no.

Det var under disse cirka 40 år gamle lindetræer i Trondheim at humlebierne
til undersøgelsen blev indsamlet. Hver eneste sommer ligger der hundredvis af døde humlebier under træerne. Foto: Tor Bollingmo.

Under fem lindetræer blev der den 27. juli 2014 og 5. august 2016 indsamlet 206 døde hum­lebier og lagt i fryser til senere undersøgelse. Træerne står på Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitets Dragvoll campus i Trondheim.

Ved første blik så de døde humlebier ikke ret skadede ud, men det var de. 181 af de 206 var mere eller mindre ædt. Hos 157 var for­kroppen udhulet og ædt. Hos 173 var bagkroppen udhulet og ædt. Hos 143 var det bløde hovede også borte. Humlebier har en hård ydre skal af kitin. Ved at hakke hul på skallen kan fuglene få fat i indholdet, og der skal ba­re et ganske lille hul til.

Fuglene der dræber

Undersøgelsens tal er klare, men det skal med at det statistiske grundlag er relativt svagt med kun to indsamlinger med relativt få humlebier. Det er heller ikke bevist at det faktisk er fuglene der dræber humlebierne. Andre forskere hævder at fuglene kun æder humlebier der allerede er dø­de eller døende, og at biernes død har en anden årsag.

„Det er rigtigt at fuglene ikke er set dræbe humlebier på det eksakte tidspunkt da indsamlingen af humlebierne under lindetræerne blev udført. Men i flere tilfælde gennem flere år er det observeret at musvit og blåmejse tager levende humlebier på den lokalitet der blev valgt til lin­de­træstudiene. Desuden har jeg selv set musvitten tage leven­de, friske humlebidronninger om foråret ved flere lokaliteter i Trondheim. I tillæg kommer de øvrige observationer som den originale artikel henviser til. Der er derfor ingen tvivl om at fuglene i stor udstrækning tager levende humlebier,“ forklarer Tor Bolling­mo der står bag den norske undersøgelse af de døde bier.

Musvitten (Parus major) er en af de spurvefugle der jager humlebier. Stand- og ynglestrejffuglen er en af de almindeligste fugle i Danmark, karakteristisk med sit sorte hoved med lyse pletter på kinderne, olivenfarvet overside og gul underside. Om sommeren spiser den mest insekter, men i den øvrige del af året spiser den også mange andre former for føde. Den bygger rede i hulninger typisk i et træ. Musvitten har tilpasset sig menneskets forandringer af naturen og forekommer almindeligt i både i skov, land og by. Foto: Wikimedia Commons.

Han henviser bl.a. til observationer på Ringve botaniske have i Trond­heim hvor det er set at musvitterne holder dronnin­gebien fast med næb og fødder og af­væbner bien ved at plukke bagkrop­pens brod ud. Derefter hakker fug­len hul i skallen og forsyner sig med indholdet.

Opgaven er lettere med arbejderne og hannerne om efteråret, især hannerne som ingen brod har, og fordi bierne er ved at blive gamle og trætte.

At fugle kan tage humlebier er beskrevet i litteraturen.

I en udredning fra 2017 refererer de engelske forskere Koch og Stevenson f.eks. en undersøgelse hvor 76% af dø­de humlebier under lindetræ­er var ædt af fugle og hvepse. Under nogle træer var der dog man­ge døde eller som ikke var ædt. Det får de engelske forskere til at konkludere at fugle kun tog humlebier der allere­de var døde eller døende. Og at fuglene derfor kun var en sekundær faktor.

Kåre Würtz Sørensen fra Aarhus Universitet omtalte i 2014 et fund at døde humlebier under lindetræer hvor cir­ka hver tredje bi havde et hul og de bløde dele var fjernet. Han antog som de engelske forskere at fug­le havde taget for sig af de døde bier. Men de nye norske erfaringer peger altså i en anden retning.

Humlebidøden har tit været forbundet med specielt parklind (Tilia x europaea), men det kan hænge sammen med at parklind er den mest plantede lind, i hvert fald i Norge.

Som det fremgår af Koch og Stevensons udredning, er døde humlebier ellers mest knyttet til sølvlind (T. tomentosa), storbladet lind (T. platyphyllos) og småbladet lind (T. cordata). Og fuglene behøver ikke nødvendigvis et lindetræ for at fange humlebier. Det kan de f.eks. også gø­re i f.eks. forårsblom­strende pi­lekrat.

Teorier uden hold

Døde humlebier under lindetræer er et fænomen der har været kendt siden 1700-tallet, og observeres jævnligt, især på var­me sommerdage.

En arbejder af lys jordhumle (Bombus lucorum) – den mest udbredte art i Danmark – henter nektar i en blomstrende parklind. Foto: Tor Bollingmo.

Den mest omtalte teori om årsagen er ‘den tomme madskål’. I tørre perioder producerer lindene ikke ret meget nek­­tar, men de dufter som om de gør. Det ender med at bierne i deres jagt bruger me­re energi end de samler og derfor sulter ihjel.

En anden teori er at bierne dør naturligt. Det bygger bl.a. på at linden blomstrer på et sent tidspunkt hvor man­ge humlebier alligevel snart dør.

En tredje teori er at lindetræerne er giftige. Det har bl.a. været hævdet at lin­denektar indeholder kulhy­dra­tet man­nose som bierne ikke tåler. En fjerde teori er at bierne dør på grund af menneskelige aktiviteter, f.eks. når træernes sprøjtes med in­sektmidler.

Efter en gennemgang af de videnskabelige studi­er og anden litteratur afviste den norske Viden­skapskomi­téen for mattrygg­het i 2017 alle disse teorier. Der er slet ikke nok videnskabelig dokumentation bag dem, lød det. Komitéen bemærker også at der ikke er man­nose i lindenektar. Derimod omtaler komitéen ikke fuglenes betydning.

En samtidig engelsk opsamling af Koch og Stevenson bekræfter at der ikke er videnskabelig dokumentation for at der er mannose eller andre stoffer i lindenektar der er giftige for bier. Forfatterne mener dog at koffein og andre duftstoffer kan narre bierne til at tro at der er føde at hente, og at bierne kan sulte ihjel. De tilslutter sig altså teorien om den ‘tomme madskål’.

Den forudsætter dog at der er mangel på andre fødekil­der. Det er bare ik­ke tilfældet omkring 1. au­gust hvor de dø­de norske humlebier blev indsamlet, og hvor parklind blomstrer sammen med man­ge urter som humlebien også lever af, fastslår Tor Bolling­mo. Han kalder derfor de engelske forskeres hypotese meget usandsynlig.

Den enårige livscyklus

I modsætning til honningbier­ne hvor hele samfundet over­vintrer, er et humlebisamfund ét-årigt. Hen på efteråret dør alle hanner og arbejdere, og det er kun nogle unge dronninger fra hvert bo der – efter parring – går i dvale og over­vintrer.

Det truer derfor ikke bestanden når bierne dræbes af fug­le. Bare dronningen altså overlever, og det ser hun ud til at gøre. Af de 206 humlebier der blev indsamlet i den norske undersøgelse var der kun én dronning. Ellers var det hanner og arbejdere. Af dem der var sam­let i 2016, var 85% arbej­dere. Af den blev samlet i 2014 var 74% hanner, noget der endnu ikke kan forklares.

I Danmark er der omkring 30 humlebiarter. I den norske undersøgelse tilhørte næsten alle (97%) dog de såkaldte korttungearter. Talrig var især lys jordhumle (Bombus luco­rum) der er den mest almindelige humlebi i både Danmark og Norge, samt den i Norge også ret almindelige tai­ga­hum­le (B. spora­di­cus).

Arter som mørk jordhumle (B. terrestris), hushumle (B. hyp­norum) og stenhumle (B. lapi­darius) var der færre af i den norske undersøgelse. Og der var stort set ingen af de typisk langtun­gede arter som lille skovhumle (B. pra­to­rum), agerhumle (B. pascuo­rum) og havehumle (B. horto­rum).

Tidligt om foråret kommer dronningerne frem og brummer hen over jorden for at fin­de et godt sted til et nyt samfund. Hen på sommeren kan det nå op på 400-500 bier. De fleste arter bygger helst deres bo i jorden, f.eks. i en forladt muserede eller i et stendige mens arter som sten- og hushumlen foretrækker huse.

Der er normalt ingen særlige gener ved at have humlebier i sit hus. De er så skikkelige at mange tror de ikke kan stikke. Det kan de, men de skal generes kraftigt før de prøver.

Humlebien har mange naturlige fjender, virus, bakteri­er, parasitter, pattedyr og fug­le. Og musvitterne er allerede klar til kamp når humle­bi­dronnin­gerne dukker op om foråret. Men fuglenes store humlejagt sker når linden blomstrer ud på sommeren og lokker bierne til.

„Lind blomstrer sent, nogle i juni, andre i juli-august, ofte overdådigt og med kraftig duft. Bestøvningen sker væsentligt ved insektbestøvning, mest af bier,“ skriver Poul Erik Brander i ‘Træer og buske i by og land’. For træet er humlebierne en vigtig bestø­ver som træet ikke har interes­se i at dræbe. Det har fuglene der venter i træets grene. sh

KILDER:
Tor Bollingmo (2018): Når naturen selv dreber årets humler. Park & An­legg 3/2018.
Tor Bollingmo (2018): Lindefella.
Når naturen selv dreper årets humler. Humleskolen.no 18.1.2018.
Hauke Koch, Philip C. Stevenson (2017): Do linden trees kill bees? Re­viewing the causes of bee deaths om silver linden (Tilie tomentosa). Biolo­gy Letters rsbl.royalsociety­publis­hing.org 13.7.2017.
Videnskapskomitéen for mattrygg­het. Vkm.no 3.5.2017.
De døde humlebier under parklinde­ne. Grønt Miljø 8/2016, s. 38-39.
Fortsat uvist hvorfor humlebierne dør under de blomstrende linde. Grønt Miljø 5/2017, s. 9.