VEJBEPLANTNING. Vejdirektoratet har fået kritik af fældninger og tyndinger, men påpeger at de projekterende skal huske driften, og at driften er grovere og sjældnere end som så.
Vejdirektoratets beplantninger har uden tvivl det største publikum af alle grønne arealer i Danmark. Men de har også det mindst opmærksomme publikum. Bilisterne ser nemlig ikke de lange rækker af sølvpoppel, lind og det væld af egnskarakteristiske træer og buske som de danske motorvejsbeplantninger primært består af. Bilisterne ser i stedet blot et grønt bælte mens de suser forbi og måske rækker til slikposen, skifter radiokanal og bander over de andre bilister.
Det kan entrepriseleder Anders Jenrich fra Vejdirektoratets Entreprisestyring Øst se på både de indkomne klager og fra undersøgelser som direktoratet har foretaget.
„Vores lønlige håb er naturligvis at de kommer hjem en oplevelse rigere, måske ubevidst, fordi de har kørt i et rum defineret af træer, eller fordi de har set nogle solitære og krogede egetræer mod aftenhimlen. Men generelt er de ikke bevidste om det. De bemærker primært at det er grønt eller hvis der er for meget skrald langs vejene,“ fortæller Anders Jenrich.
Han er oprindeligt uddannet planteskolegartner og har senere taget parkdiplomuddannelsen. Han er altså grøn fagmand der modsat den gennemsnitlige bilist opdager når han kører forbi en beplantning af rødel som var sat som ammetræer for ege, men endte med at overtage fuldstændig.
Anders Jenrich står i dag i spidsen for den grønne pleje hos Vejdirektoratet som han altså godt er klar over ikke er bilisternes førsteprioritet. Eller Vejdirektoratets førsteprioritet for den sags skyld.
„Det handler jo først og fremmest om sikkerhed. Her får vi fulde bevillinger med klare udmeldinger fra politisk hånd om at her skal der ikke springes over hvor gærdet er lavest. Og her er et træ ikke et træ. Så snart stammen er 10 cm i diameter er der tale om en fast genstand der er trafikfarlig. Dernæst kommer fremkommeligheden med f.eks. snerydning. Først derefter kommer så service og æstetik. Og det er her vi bliver nødt til at skære selv om det gør ondt,“ forklarer han på baggrund af sine næste 30 år som grøn fagmand ved vejene. Han var i sin tid ansat i Storstrøms Amt i en tilsvarende rolle.
Ansvaret for at få landets mest eksponerede (både i forhold til salt og opmærksomhed) beplantninger til at lykkes med svingende budgetter og udbud der altid fokuserer på laveste pris, er altså Jenrichs. Og det er ikke altid let.
20 år for sen udtynding
Da Dansk Træplejeforening og Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning holdt bytræseminar i november var der kritik til flere af Vejdirektoratets motorvejsbeplantninger. Kritikken gik bl.a. på den voldsomme rydning af landskabsarkitekt J. Palle Schmidts egeskovsbeplantning fra 1975 hvor Holbækmotorvejen ind mod København møder Ring 4. Bag oplægget stod Palle Kristoffersen, adjungeret professor i parkteknologi på Københavns Universitet. Da Grønt Miljø en måneds tid senere taler med ham, er han stadig klar i mælet.
„Dét jeg har oplevet igennem de seneste år, er at Vejdirektoratet foretager nogle meget voldsomme punktindsatser. Det virker som om at der ikke er nogen plan for deres bevoksnings-pleje. Jeg mener ikke at man kan tillade sig at fritstille en 40-år gammel bevoksning, for det er spild af 40 års vækst at forvandle det til noget som ligner forkølede solitære træer og ikke kan forbinde skoven på begge sider med midterrabatten,“ lyder det fra Palle Kristoffersen.
Han understreger dog at han er klar over at Vejdirektoratet har pressede budgetter og efterhånden kun har en forholdsvis lille grøn afdeling tilbage. Alligevel mener han at man burde have skelet til de oprindelige intentioner med beplantningen.
„Vejdirektoratet har en enorm forpligtigelse på dette område. For det er utroligt mange mennesker, millioner, der oplever deres arbejde, og på et tidspunkt har Vejdirektoratet jo betalt rådgivere i dyre domme for at lave noget som er smukt. Den arv synes jeg ikke altid man forvalter særligt hensigtsmæssigt,“ siger Palle Kristoffersen.
Palle Schmidt er, bl.a. i bogen ‘Grøn form – Grønt Modspil’, citeret for at sige at det er skovplantninger, forklarer han videre. „Der er mange steder at få en idé om Palle Schmidts måde at arbejde på, og den er klar. Det skal være en skov. Jeg kan ikke se hvorfor det nu skal være en slette som står tilbage. Jeg er med på at det hele var mast sammen af den tunge tøsne den 21. november for fire år siden, men det stod stadig som en grøn sky. Jeg siger heller ikke at det ikke er fornuftigt at gøre noget i den bevoksning, men så skulle det være gjort for 20 år siden. Nu er der risiko for at resten går til i en orkan, og så er der ingenting,“ lyder det fra Palle Kristoffersen.
Rettidig (ege)omhu
På den baggrund tog Grønt Miljøs udsendte – iført selvlysende vest og udrykningskøretøj – på en rundtur på Sjælland med Anders Jenrich der heller ikke selv er helt tilfreds med den omfattende udtynding og rydning omkring de tilbageværende egetræer.
„Der er ingen tvivl om at det er en anden plejestrategi end den der var tænkt i projektfasen. Man har ikke tyndet ud rettidigt. Det er desværre resultatet af en ikke rettidig drift, så jeg kan godt se Palle Kristoffersens pointe, men somme tider må planer ændres. Og med beplantninger sker det at det er nødvendig at vælge en ny intention fordi den oprindelige ikke kan opfyldes,“ siger Anders Jenrich. Efter hans bedste overbevisning vil de tilbageblivende egetræer om 10 år stå fuldkronede med en blandet bund af buske og mindre træer.
Det gør de i hvert fald ved Vordingborg som Grønt Miljø også kommer forbi på rundturen. Netop for at sammenligne en rettidigt vedligeholdt egebeplantning med ovenstående eksempel på det modsatte. Egetræerne ved Vordingborg står i rampekvadranterne (de kvadranter der opstår mellem til- og afkørselsramperne ved en motorvejsbro) og står fuldkronede og ligner faktisk tegningen af et egetræ i Poul Erik Branders ‘Træer og buske’.
De er ellers sat med rødel som ammetræer, og så er det ekstra vigtigt, at driften er i orden, forklarer Anders Jenrich.
„Rødel kommer op med lysets hast, og vi har allerede måtte skære dem væk tre gange. Og de er simpelthen ikke til at komme af med igen, så vi er begyndt at bede vores landskabsarkitekter om ikke at bruge rødel som ammetræer,“ fortæller Anders Jenrich.
Sådan er det dog ikke i Vordingborgs rampekvadranter. Her vil bilisterne opleve krogede og fuldkronede egetræer – forhåbentlig i århundreder.
Poplerne i forfald
Poplerne i hovedstadsområdet kommer bilisterne til gengæld ikke til at kunne opleve i århundreder. De er i forfaldsfasen hvilket er grunden til at Vejdirektoratet er begyndt at fælde eller tynde nogle af de dårligste poppelhegn. Det har dog givet kritik fra flere sider.
Det ser nemlig voldsomt ud når man kører mellem Taastrup og Fløng (nær afkørslen ved Ikea) og ser en lang række stammer savet over i et par meters højde hvor der før stod brusende popler. De resterende poppelstammer ved Ikea ved Anders Jenrich endnu ikke helt hvad der skal ske med. Højst sandsynligt bliver de fjernet og stødene rodfræset så den vilde opvækst af rodskud ikke overtager, men der har også været tale om at styne træerne selv om det så skal ske hvert 4-5 år.
Uanset hvad var fældningen nødvendig, understreger han. „De stod op ad en skråning, og vi var simpelthen nervøse for om de ville blive stående. Og sådan er det på motorvejen. Sikkerheden har indiskutabelt førsteprioritet,“ siger han og stopper på turen ved flere poppelbeplantninger hvor vi kæmper os fra nødsporet ind i de tætte underbevoksninger mellem sammenfaldne og flækkede stammer og popler som har tveger nærmest i jordhøjde.
„De er ikke passet og plejet, og al det dårlige er ikke blevet skåret væk. Det prøver vi nu. Vi tager en del væk, måske 50%, så de får lys og luft og kommer til deres ret og tilmed forlænger de tilbageværende poplers liv. Vi bestræber os også på ikke kun at efterlade de helt lige skovtræer. Når man har med popler at gøre, er der fart på væksten, og de ser hurtigt ud af noget. Men en poppel tæt ved salt og trafik holder jo ikke i 200 år som den kan gøre i et skovhjørne. Til gengæld går den i drænene, og afvanding er jo noget af det vigtigste på en motorvej. Poplerne har også tit nogle meget spidse grenvinkler som resulterer i flækkede stammer på sigt hvis beplantningerne ikke bliver vedligeholdt og tyndet ud i tide,“ pointerer Anders Jenrich.
Motorvejen er anderledes
En anden vigtig detalje i driften af Vejdirektoratets beplantninger på strækninger i åbent land langs motorvejene er at plejeniveauet er lavere end man normalt oplever omkring byerne.
„Beplantninger på strækninger er beplantninger med et plejeniveau svarende til naturpleje. Det skal man huske,“ fastslår Anders Jenrich, og her mener han at der ligger en vigtig pointe til de projekterende landskabsarkitekter.
„Efter anlægsfasen samt de 5 års pleje mangler beplantningen at blive fulgt til dørs med vejledende plejeplan indtil beplantningen går i forfald og skal fældes. For ingenting kommer af sig selv, når det gælder beplantning, og særligt ikke langs motorvejen. Det er mit klare indtryk at de forventer at der rykker et fuldt hold af højtuddannede anlægsgartnere ind så snart det er afleveret. Men det gør der bare ikke,“ forklarer han.
Anders Jenrich peger på at de forudsætninger skal man huske når man sætter sig ved tegnebrættet. I en sidebemærkning fortæller han at landskabsarkitekterne meget gerne også må undgå at bruge tjørn i projekterne. Affaldet sætter sig på tornene hvor det flagrer i vinden som markante guirlander, så bilisterne klager mens han har svært ved at få driftsfolkene til at kæmpe sig ind og fjerne det på grund af tornene.
Intentionerne forsvinder
Det er dog ikke kun driften selv der kan stå i vejen for landskabsarkitekternes idéer. Tit har driftsfolkene nemlig ikke nogen idé om hvad de oprindelige intentioner var når de ankommer til stedet.
„Her er vi virkelig nødt til at gøre noget. Vi mangler at sikre vores beplantninger på sigt, så vi er nødt til at arbejde sammen med landskabsarkitekterne for at få skabt noget som er sporbart. Ofte er der ikke tænkt nævneværdigt over driften, og i det omfang at der er lavet en intentionsbeskrivelse eller en plejeplan, er den næsten umulig at finde fem år senere. Det er jo en stor organisation, og folk bliver udskiftet eller skifter kontor, og vi skifter systemer. Og så står vi igen foran en beplantning og tænker ‘hvad var intentionen her’.Landskabsarkitekterne selv er jo også selv videre. Så her er vi nødt til at gøre noget i fællesskab. De skulle næsten hamre en jernstang ned hvor plejeplanen og intentionen er tilgængelig elektronisk eller hugge det ind i en runesten ude i anlægget,“ siger Jenrich.
Der er ikke en samlet plan for hvordan Vejdirektoratets vejbeplantninger skal se ud. Udgivelsen ‘Smukke veje’ kan regulere og inspirere, men der er ikke én måde at gøre tingene på. Anders Jenrich har dog ét ønske: at landskabsarkitekterne tænker mere på driften og beplantningens langsigtede udvikling: „Som rådgiver bør man være så committed med sine projekter at der rådgives fra etablering til forfald, altså død. Det vil tilmed give et totaløkonomisk overblik over projektet,“ siger han.
Må melde klart ud
Hos Danske Anlægsgartnere mener fagkonsulent Kim Tang at pilen peger tilbage på Vejdirektoratet.
„Jeg vil give ham ret i at man i anlægsfasen ofte forudsætter at der vil komme den rigtige faglige drift bagefter. Men er det som Jenrich beskriver, bør man i udbuddene og i starten af projekteringen melde klart ud hvilke ressourcer der er til anlæg og drift. Er det ikke sikkert der er midler til driften, så sig frem. Man kan nemlig godt projektere en ny beplantning der ikke kræver udtynding eller faste plejeintervaller, og som kan stå op til f.eks. 20 år inden der gøres noget. De projekterende skal bare vide det så de kan træffe de rigtige valg fra start. Problemet er at landskabsarkitekten og måske også bygherren har urealistiske forventninger til driften,“ siger Kim Tang.
I forhold til den manglende forankring af projektets intentioner påpeger han at mange GIS-systemer, som efterhånden bruges af de fleste kommuner, giver gode muligheder for at formidle målsætninger og intentioner til driftspersonalet, så de kan tilgås af alle parter, også efter mange år.
Grib i egen barm
Også Palle Kristoffersen mener at Vejdirektoratet skal gribe i egen barm: „Som bygherre og kunde må de jo sætte rammerne og spørge efter dét de skal bruge. Og hvis det er så stort et problem, må Vejdirektoratet igangssætte udviklingsprojekter som de før har gjort f.eks. på ukrudtsområdet.“
Han mener at der kunne være bevaret mange flere egetræer og måske nogle tjørn. „Min opfattelse er at det er valget af metoder der har defineret resultatet. Og jeg klandrer dem også for CO2-håndteringen. Så længe træerne var i live, var de en CO2-sink. Så snart de er knust frigiver de CO2 uden at varmeenergien udnyttes.“
Palle Kristoffersen mener ikke at Vejdirektoratet bør skyde så meget på sine rådgivere. „De må selv gøre noget mere, f.eks. være med til at udvikle beplantninger og driftsformer både teknisk og æstetisk. Jeg var med til et projekt med tynding af bevoksninger ved Frederikssund sygehus, hvor arbejdet belev betalt af flisprisen. Altså ingen udgift. Og er der ingen intentionsbeskrivelse og plejeplan, så må man lave en ny selv eller få hjælp til det.“