Dækafgrøder kontrollerer ukrudtet

etablering. De virker lige så godt mod ukrudtet som ekstensive manuelle og mekaniske metoder, og så får man frodigheden og blomstringen med oven i købet

Dækafgrøder kan virke lige så godt på barrodsplan­ters overlevelse og vækst som ekstensi­ve manuelle og mekaniske renholdelsesmetoder. Derfor kan man vælge metode ud fra andre grun­de end ukrudtet. Og her står dækaf­grø­der godt, for de tilfører også plantningen frodighed og blomstring som kan øge biodi­versiteten og skabe et velplejet udtryk i etab­lerings­fasen hvor jorden ellers er bar eller præges af ukrudt.

Der er testet et stort udvalg af arter og sammensætninger af arter rundt om i Europa. Her et nyere forsøg hos DLF. Foto: Nané Køllgaard Pedersen.

Faktisk er mange derfor ved at genopdage dækafgrø­der som et driftsbesparende og miljøvenligt alternativ til ukrudtsbekæmpelse når man etablerer barrodede træer og buske.

En dækafgrøde kan defineres som et tilsigtet vegetati­­ons­dække af en- eller flerårige urteagtige planter på åbne arealer eller mellem træ­er og buske. Den påfører kulturplanterne en vis konkurren­ce om lys, vand og plads, men ikke så meget som ukrudt gør, og på en æstetisk mere tiltalende måde. Dækafgrøden kan desuden støtte den lokale flora og – i forhold til bar jord – nedsætte risikoen for ekstre­me udsving i mikroklimaet.

I landbruget og havebruget er der tradition for at bruge dækafgrøder som midlertidige plantesamfund. Målet er her at forbedre jorden, nedsætte udvaskningen af næringsstoffer og dæmpe eller udkonkurrere udviklingen af ukrudt når jorden ikke dyrkes.

Mange forsøg er kortlagt

I 1980’erne og i 1990’erne voksede kravene om at reducere den kemiske ukrudtsbekæmpelse i den grønne sektor. Det førte til afprøvninger af dæk­afgrø­der. Dækaf­grø­der er siden brugt i mindre skala, og en række forsøg er gennemført rundt om i Europa.

En systematisk sammenstilling af denne viden har dog manglet. Derfor har vi samlet resultater fra kontrollerede forsøg hvor dækafgrøder sammenlignes med andre metoder til ukrudtsbekæmpelse under barrodsplanters etablering.

Kortlægningen omfatter forsøg i hele Europa og vi sammenligner med resultater fra forsøg i Nordamerika. At na­turgrund­la­get varierer, må man være opmærksom på når man sammenligner resultater, men det styrker samtidig pålideligheden når der er resultater som er ens uanset lokalitet og altså påviser generelle mønstre. Kortlægningen er gennemført i samarbejde mellem Institut for Geoviden­skab og Na­turforvaltning og Institut for Plante- og Miljøvidenskab, begge Københavns Universitet, samt Sveriges Lant­bruks­universitet.

Forsøg med begrænsning

I de undersøgte forsøg er dæk­afgrøders effekt først og fremmest sammenlignet med kemisk ukrudtsbekæmpelse og ukrudtets frie udvikling. Kun i få forsøg sammenlignes effekten med andre behandlinger, f.eks. ekstensiv mekanisk renholdelse som bruges i offentlige skovrejs­nin­ger, eller intensiv manuel lugning og afdækning med dug eller flis der tit bruges i grønne områder.

De kortlagte forsøg omfatter et stort udvalg af arter og artssammensætninger. De fleste testede arter er sorter der bruges i kommercielt landbrug og havebrug, hjemmehøren­de arter som rødkløver eller ikke-hjem­me­hø­rende urter som honningurt.

Vilde urter nævnes dog jævnligt som en mulighed for at understøtte biodiversitet. Desuden har dækafgrøder af vilde urter vist positive resultater i de få forsøg, hvor de har indgået, og det aktuelle fokus på økosystemtje­nester og bio­diversitet taler for at udvikle dækafgrøder med frø af vilde urter.

Konkurrerer for meget

Kortlægningen viser at pesticider der holder plantearealet helt fri for konkurrerende ukrudt, giver markant højere overlevelse og tilvækst hos vedplanterne i etableringsfa­sen. Det samme gælder intensiv lugning og afdækning med flis eller kompost.

Det overrasker ikke. Men tidens krav om pesticidfri drift og stramme driftsbudgetter betyder at disse metoder ikke kan bruges i større skala af bl.a. kommuner. Derfor er ekstensiv mekanisk renholdelse og dækafgrø­der ofte de eneste realistiske alternativer til at lade ukrudtet udvikle sig frit når man etablerer træer og buske. Og her tegner kortlægningen interessante mønstre.

Sammensætningen af dækafgrøden har stor betydning for effekten på barrodsplan­ters etablering. F.eks. var det kun omkring halvdelen af de afprøvede dækafgrøder der gav bedre overlevelse og vækst hos vedplanterne end fri ukrudtsudvikling. Også selv om forskellene sjældent var så store at de var signifikante – hvor man altså kan afvise at forskellene er tilfældige.   Dækafgrødens konkurrenceevne er en forudsætning for at den kan fortrænge det naturlige ukrudt. Derfor udsætter den også vedplan­terne for konkurrence. Men at halvdelen af dækafgrø­derne udsatte barrodsplanter for samme eller mere konkurrence end det naturlige ukrudt, viser at man mange steder endnu ikke har fundet ‘formlen’ for dækaf­grøders artssammensætning og udsædsmængde.

Sammenstillingen af de man­ge forsøg viser også at en ekstensiv renholdelse kun giver lidt bedre overlevelse og vækst hos barrodsplanterne end dækafgrøder gør. En forskel der ikke er signifikant. Det skyldes nok at mekanisk renholdelse, f.eks. med traktormonteret strigle, spadeharve, eller fræser, kun renser arealet mellem rækkerne og efterlader en stribe ukrudt i rækken.

Trods det begrænsede antal forsøg hvor mekanisk renholdelse og dækafgrøder er sammenlignet, viser sammenstillingen at valget mellem mekanisk renholdelse eller såning af en velkomponeret dækafgrø­de ikke behøver at være hasard. Man kan nærmere kalde det en overordnet afvejning af bud­getmæssige, driftsteknis­ke, æstetiske og biologiske fordele og ulemper i den aktuelle situation.

Dækafgrøder er især muligt hvor man prioriterer miljøvenlige metoder og frodighed i etableringsfasen. Hvor der er man­ge gnavere, f.eks. markmus, vil dækafgrø­derne dog beskytte musene og øge gna­veskader­ne.

Dækafgrøde med almindelig hør, serradel (begge énårige), blodkløver (toårig), almindelig kællingetand og bibernelle (begge flerårige). Billedet viser dækafgrøden i juni måned året efter såning hvor blodkløver og serradel blomstrer intensivt. Foto: Anders Busse Nielsen.

Det rigtige artsvalg

Den bedste dækafgrøde er sammensat af urter med forskellige egenskaber og livscyk­lus. Det giver bedst sikkerhed for hurtig etablering og tæt, vedvarende jorddække. Det er de centrale anbefalinger når man ser på de sam­menfattede forsøg.

En forudsætning er også at dækafgrøden kan hæmme eller helt udkonkurrere spontan fremvækst af ukrudt. Derfor skal den også være etable­ringssikker, spire hurtigt, skyg­ge jorden tidligt, give et vedvarende jorddække og ha­ve god genvækst.

Ud fra praktiske erfaringer og forsøg har vi opstillet anbefalinger til dækafgrøder i plantninger med barrodede træer og buske, f.eks. skovrejsninger, læhegn og i byens grønne områder.

De færreste arter har alle de egenskaber der er brug for. Forsøg viser da også at blandinger af enårige, toårige og flerårige arter giver bedst resultat. Danske erfaringer peger på at blandinger med 2-5 arter er passende. Hver art opfylder en bestemt rolle, f.eks. hurtig spiring eller tæt jorddække.

Hensynet til biodiver­sitet fordrer mere artsrige dækaf­grøder af frø fra vilde urter. Viden om artsrige dækafgrø­der med vilde urter er dog meget begrænset. Generelt understøtter dækafgrøder bio­di­versitet, især bestøvere, men kraftigt voksende arter og sorter kan dog brede sig og true den lokale biodiversitet, f.eks. f.eks. mange sorter af blodkløver. De skal derfor bruges varsomt.

Bælgplanter der fikserer kvælstof fra luften, har traditionelt været brugt som dækafgrøde og grøngødning i landbruget. Selv om kvælstof kun er en begrænsende faktor for vedplanter på meget mager jord, anbefales det alligevel at tage bælgplanter med.

En- eller toårige arter konkurrerer mindst med de nyplantede træer og buske. Almindelig kællingetand er eksempel på en flerårig art der er gode erfaringer med.

På udsatte steder kan en højtvoksende art med opret vækst og stærke stængler, f.eks. almindelig rug, beskytte nyplantede træer og buske mod vind og soludtørring. Omvendt bør arter med tæt bladdække og arter med overhængende eller slyngende vækstform ikke blive mere end 2/3 af højden på træer og buske der ofte kun 50-80 cm høje når de plantes.

Derfor skal man også være forsigtig med forædlede sorter f.eks. af rødkløver der producere meget overjordisk biomasse. Om muligt bør man bruge frø fra vilde frøkilder selv om det er dyrere, eller frø fra lave sorter. Man kan læse mere om de enkelte arters egenskaber i rapporten ‘Use of cover crops when establishing woody plantings’.

Etablering og drift

Grundig jordbearbejdning der sikrer at jorden er fri for spiredygtige vegetative ukrudtsde­le, er lige så vigtig for god etablering af dækafgrøder som for vedplanter. Selv den bedste dækafgrøde kan ikke konkurrere med ukrudt der får et forspring, især ikke hvis det er flerårigt ukrudt.

Erfaringer viser at såningstætheden kun bør være 1/3 af det der anbefales i landbruget. Den nedsatte såningstæthed mindsker dækafgrødens konkurrence over for nyplantede træer og buske, men giver stadig et tæt jorddække. Det reducerer også etableringsom­kostningerne.

Mindre arealer kan nemt håndsås. Det er lettest hvis frøene blandes med tørt sand, savsmuld eller et granulat. Ved at så i to eller tre omgange, f.eks. først på langs og siden på tværs, får man en jævn fordeling af frøene. På større are­aler kan dækafgrøderne eventuelt sås før plantning. Så kan man bruge landbrugsså­maski­ner. Maskiner med lufttryk nedsætter risikoen for at frø med forskellig størrelse og vægt afblandes under såning.

For at få frøene i god kontakt med jorden, skal arealet rives, strigles eller i hvert fald trom­les efter såning.

Monokultur af almindelig honningurt (Phacelia tanacetifolia) hvor græsser har spredt sig spontant. Foto: Anders Busse Nielsen, juni 2015.

Man skal ikke slå dækafgrø­den da det favoriserer græsser, men man kan eventuelt trim­me kanter­ne, f.eks. langs stier, for at signalere at arealet plejes. Det samme kan en slået sti gennem arealet som også giver besøgende mulighed for at opleve blomstrende dækaf­grø­der på tæt hold. Men kom­binér altid anbefalingerne med sund fornuft og overvejelser efter de driftstekniske, miljømæssige og økonomiske forudsætninger og ønsker. o

Skribenter:
Anders Busse Nielsen er professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. Mona Chor Bjørn er Post doc på Institut for Plante- og Miljø­vi­denskab, Københavns Universitet. Björn Wiström er Dr.Agro på Institutionen för landskapsarkitektur, pla­ne­ring och förvalt­ning, Sveriges Lant­bruksuniversitet.

KILDER:
Björn Wiström, Anders Busse Nielsen, Mona Chor Bjørn (2018): Use of cover crops when establishing woody plan­tings. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.
Carl Aage Sørensen, Jens Ole Juul (1993): Dækafgrøder. Park- og Land­skabsserien nr. 5. Forskningscentret for Skov og Landskab.