Arbejdende hænder og brændende hjerter

Frivillige i naturen er værdifulde i naturplejen, men skal også bruges på den rigtige måde

Naturen i Danmark er under stort pres, og der er brug for arbejdende hænder og brændende hjerter. Også når de sidder hos frivillige. Det fremgår af Friluftsrådets bog ‘Frivillig i naturen’. Den er en del af et projekt der skal femdoble antallet af frivillige i na­turprojek­ter fra 2013 til 2020.

Både stat og kommuner ønsker mere og mere at inddra­ge frivillige i naturpleje og planlægning, men det er ikke så let selv om undersøgelser viser at der er et stort og uforløst potentiale.

For Friluftsrådet er der er ingen tvivl om at  frivillige i naturen er værdifulde når det gælder udvikling og pleje af lokale natur- og fri­luftsom­rå­der. Ikke bare på grund af deres arbej­de. Også fordi de som vandre­re, løbere, ryttere, cyklister, fug­lekiggere, hun­de­luf­tere, fiske­re m.fl. kan bidra­ge med viden om den lokale natur- og kulturhistorie. De ved hvor de enestående natur­op­levelser findes, hvor naturpleje er tiltrængt, og hvor der er behov for faciliteter.

Ikke i alle projekter

Men det er ikke et mål i sig selv at have frivillige. Og det er hverken nemt eller gratis at samar­bej­de med dem. Det er ik­ke alle personer og organisationer klar til. „Derfor skylder du både dig selv, din organisation og de potentielle frivillige at overveje involveringen af frivillige grundigt inden du kaster dig ud i det,“ hedder det i bogen.

Med ‘du’ menes den person – eller de – der har ansvaret for at koordinere og støtte de frivilliges indsats, tovholderne der mest er kommunalt ansatte. De er bogens primære målgruppe.

For at kunne vurdere om frivillige er en god idé, må man have styr på projektets overordnede mål og overveje om frivillige er vejen til målet. Der er grundlæggende tre gode grunde til at have frivillige med: De kan sikre lokalt ejerskab til projektet. Deres am­bassadørrolle kan givet projektet trovær­dighed. Og de kan bidrage med ressoucer, både  med hænder og hoveder.

Mød engagementet

For at den lokale involvering skal lykkes, kræver det også at tovholderne både vil og kan dyrke relationer til borgere og frivillige i lokalområdet. De skal være klar til et mere flydende ar­bejdsliv og møde det lokale engagement hvor det lever. Organisationen skal derfor også forstå tovhol­der­nes anderledes og mere tværgående rolle hvor de frivillige er det centrale.

Tovholderne skal også have styr på ‘fortællingen’. De frivilliges engagement hænger sammen med det budskab og den fortælling der er i projektet, og hvad der gør det noget særligt. Der er forskel på den udadvendte formidling som skaber opmærksomhed, og den indadvendte formidling der fastholder de frivilliges engagement.

De frivillige i gang med en stibro i skovengen. Foto fra bogen.

De tre arketyper

Man kan nu forudsætte at det er det er en god idé at ha­ve frivillige, at tovholderen har forudsætninger for at arbejde med frivillige og at fortællingen er der. Så er det først nu man er klar til at tage imod de frivillige. Mange har rekrutteret dem for tidligt.

Men trods den grundige forberedelse skal man være beredt på nye udfordringer. Tovholderen har sine årsager til at involvere frivillige, og de frivillige har deres som tovholde­ren skal forstå og tale til. Tovholderen skal både engagere de eksisterende frivillige og rekruttere nye. Dem skal man være klar at tage imod.

Det er i øvrigt ikke sikkert at tovhol­deren skal have ’egne’ frivillige. De kan også lånes som led i et samarbejde med lokale foreninger.

Og så skal arbejdet ellers organiseres så de frivillige holder hele vejen. En hjælp kan være at skelne mellem tre arkety­per: Der er ‘de samlende’, ildsjæle med idéer og engagement, men ikke dem der gør det praktiske. Der er ‘de loya­le’, rugbrødsfrivillige som tager det seje træk, men opgaverne skal helst væ­re velde­fi­ne­rede, og de gider ikke det formelle. Og så er der ‘de spontane’ der kommer med energi og entusiasme, men hurtigt springer fra igen.

De samlende kan derfor oplagt sidde i en inspirationsgruppe der samtidig er kon­takt­led til tovholderen, mens de loyale tager de tilbagevendende opgaver og de sponta­ne tager ad hoc-opgaverne. Hen ad vejen kan der opstå selvkørende frivilliggrupper, men de kan først opstå når rammerne for involveringen er på plads, ikke fordi tovholderen beslutter det. Tovholderen skal også give plads til uenighed og frustration for at sikre fremdrift.

Konkrete erfaringer

Bogen er en del af et projekt i mærk­ningsordningen Danske Naturparker der støttes af Nordea-fonden. Hertil hører også en hjem­me­side, bl.a. med erfaringer fra ni naturområder drevet af frivillige brugere.

Bogen udspringer af den viden der blev af­dækket i kur­ser som Friluftsrådet holdt i 2015 og 2016. Af de 60 deltagende var cirka halvdelen tilknyttet en naturpark, mens de øvrige mest var kommunalt ansatte inden for natur- og friluftsprojekter. Deltager­ne skulle planlægge konkrete aktiviteter med frivillige, og efter de var afviklet, blev erfaringer­ne belyst gennem interviews. sh

KILDER
Julia B. Hunt (2017): Frivillige i Naturen. Håndbog til praktikere om involvering af frivillige.
Friluftsraadet.dk.
Frivilliginaturen.dk