Anlægsgartnere kan spare på gruset

råstoffer. Overvej normerne, se på de praktiske erfaringer og brug lokale materialer. Det er noget af det man som anlægsgartner kan gøre for at strække de jomfruelige materialer

Der lægges stabilgrus ud på råjorden. Det kan man kun hvis råjorden er frostsikker. Eller kan man?

Fokus på at nedbringe råstofforbruget i anlægspro­jekter. Det var den dækkende titel på den workshop som Region Midtjylland holdt den 25. maj på Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder. De nyopgra­ve­­­de råstoffer „er en begrænset ressource, og regionen ønsker derfor at sætte fokus på tiltag der kan minimere rå­stof­for­bru­get,“ som det lød fra planlægger og geolog Kirstine S. Nielsen fra regionen.

Forbruget af råstoffer som sand, grus og sten er nemlig voldsomt, over 6 m3 pr. person om året. I nogle egne af landet er der allerede mangel på i hvert fald nogle kvaliteter. Men det handler ikke kun om at spare på jomfruelige materialer, men også at mindske den transport der følger med så klimaaftryk­ket falder.

Deltagerne omfattede producenter, aftagere, rådgivere m.fl. Med indlæg og gruppearbejde ville man identificere hindringer der hindrer råstofbesparelser, vurdere løs­nin­gs­muligheder og se på om normer og standarder ligger i vejen for at sænke forbruget af nye råstoffer.

Også anlægsgartnere bruger grus og sten – og har også et potentiale for at sænke det. Herom bidrog jeg med et indlæg som her refereres.

Overvej altid normerne

I anlægsgartnerfaget bruges grus, sten og sand mest til bærelag og bundsikringslag hvor dimensioneringen tager afsæt i vejreglerne. Her er der et stort fokus på sikkerhed og kørekomfort, så derfor er det vigtigt at undgå både frosthævninger og sætninger. Det er mindre vigtigt på man­ge små belægninger, så her kan man eventuelt flere steder undvære bundsikrings­laget.

Det gør også befæstelsen billigere fordi man sparer udgifter til afgravning af jord, bortkørsel og deponi plus indkøb, levering og indbygning. Det overstiger langt de eventuelle udgifter til opretning som kan opstå fordi bundsik­ringslaget er udeladt.

Når der er fokus på ressour­ceknaphed og bæredygtighed, bør bygherren, rådgivere og udførende overveje om det er fornuftigt at følge tidligere praksis med at følge vejregler­ne uden at bringe egen erfaring og viden i spil. Navnlig når kravet til sikkerhed og kørselskomfort ikke vejer på samme vis som når vi snakker om stier, terrasser, pladser mv. At en belægning en sjælden gang hæver sig lidt i kraftig frost for så at sætte sig igen, er ikke det store problem

Uden bundsikringslag

Når det er sagt, tror jeg at stort set alle anlægsgartnere har prøvet at fravige normer­ne ved anlæg af belægninger. Oftest afviges normerne ved anlæg af terrasser og stier som ikke udsættes for belastning i form af kørsel.

Her er det almindeligt at bygge befæstelsen op som om bunden er frostsikker selv om den er frostfarlig eller frosttvivlsom. Altså uden bundsikringslag, men kun med mindst 10 cm stabilgrus og 3 cm afret­ningslag. I de fleste tilfælde opleves ingen problemer med holdbarhed.

Også ved anlæg af indkørsler afviges normerne, typisk ved at man kun udlægger et bærelag direkte på råjorden selv om den er frosttvivlsom eller frostfølsom. Stabilgruset lægges med minimumstykkel­sen på 12 cm plus noget ekstra op til 20-30 cm. Her kræver normerne en samlet be­fæs­telsestykkelse på 40 til 50 cm afhængig af om rådjor­den er frosttvivlsom eller frostfarlig. Her er der sjældent problemer bagefter.

Tilsvarende har jeg igen og igen observeret at kommuner eller andre store bygherrer ikke udskifter bunden under gamle fortove eller pladser ved omlægning, og det selv om der kun ligger få cm grus, sand, slagger mv. under belægningen. Der suppleres bare med 1-2 cm afretningsgrus til at trække af i. Her er det ofte den sunde fornuft som bliver styrende. Har et fortov ligget i måske 30-50 år uden nævneværdige skader, så kan det nok fortsætte sådan.

Nok alle anlægsgartnere har fraveget normerne for belægninger. Oftest for terrasser og stier.

De praktiske erfaringer

Med ovenstående in mente kan det undre at Normer og vejledning for anlægsgartnerarbejde 2015 fortsat kun henviser til vejregler. Specielt i lyset af at andre dele af normer­ne – især bygning af støttemu­re – udelukkende bygger på praktiske erfaringer som erfaringsmæssigt holder i de fleste tilfælde.

Og det på trods af at der kan bygges støttemure konstrueret ud fra in­geniør­bereg­ninger som med garanti vil holde. Men da prisen på de ingeniørberegne­de støttemu­re ofte er mange gange dyrere end tørstablede støttemure, fravælges de – også fordi de fleste har set andre mure som har holdt i mange år uden ingeniørbereg­ninger.

For at minimere forbruget af sand og grus til bundopbyg­ning, bør bygherren måske konfronteres med både praktiske erfaringer med holdbarhed samt se beregninger som bygger på en belægnings levetid. Eller sagt på en anden må­de: dokumentation for at besparelserne i anlægsfasen rigeligt vil dække ekstra omkostninger til opretning på grund af frosthævninger og sætninger i driftsfasen. En samlet afvejning af risiko og økonomi.

Det ville være dejligt med en undersøgelse som doku­menterer at de nævnte afvigelser fra normerne og vejreglerne holder. Det må være nemt at finde eksempler da de fleste anlægsgartnere har lavet sådanne afvigelser. Eventuelt kan man også tage kontakt til kommuner og andre bygherrer  hvor fortove er omlagt ved kun at supplere eksisterende sparsomme bund.

Overforbrug af stabilgrus

Ved anlæg af indkørsler mv. vælger den udførende ofte som nævnt kun at bruge sta­bilgrus i op til 30 cm tykkelse selv om normerne foreskriver at der også udlægges et bundsikringslag. Årsagen er at det ofte vil være mere bekosteligt at have to leverancer: stabiltgrus og bundsikring, og at skulle udlægge to lag fremfor at udlægge og komprimere bunden på en gang.

I praksis betyder det ofte et overforbrug af stabilt grus. Hvor man kunne nøjes med 12 cm stabilgrus og bundsikring af sand eller frostsikker råjord, udlægges i stedet 25-30 cm stabilgrus.

Lokale materialer

Jeg oplever ofte at man indkøber sand eller grus som bundsikringslag. I stedet kunne man bruge frostsikker råjord eller en række restpro­dukter som ofte findes ved renovering af udearealer: forskellige former for sand og grus samt rester af byggematerialer i form af både beton og mursten.

Genbrug kræver at nogle tør vælge at genbruge. Eller at man tager en faglig dialog mellem bygherre eller rådgiver og den udførende om det fornuftige i ikke at bortkøre materialerne og så indkøbe nye selv om de teknisk set ikke er lige så gode. Det er til gengæld et mere kli­ma- og bæredygtigt valg med ofte kun minimal risiko i form af mindre holdbarhed.

I denne sammenhæng ville det ofte være fornuftigt at knuse eksisterende beton fra f.eks. gamle belægninger på stedet. Det begrænses dog ofte af at den udførende så ikke kan dokumentere at den pladsfremstillede genbrugsstabil lever op til vejreglernes krav. Her kunne det være rart hvis der fandtes en enkel prøv­ningsmetode der hurtigt kun­ne afgøre om et fundet produkt vil kunne bruges som bærelag.

Denne diskussion om genbrug var måske nemmere at tage hvis man udvidede forundersøgelserne af stedet inden projektering. Så man havde en bedre fornemmelse af hvad der findes på arealet inden igangsætning – gamle belægninger, bærelag mv.

Tilsvarende kan forbruget af sand og grus reduceres hvis man i større omfang genbrug­te råjord til opfyldning af led­ningsgrave, drængrave og andre former for udgravninger i stedet for fyldsand og grus. Er det overhovedet nødvendigt at bruge grus? I land­bruget er der over 100 års go­de erfaringer i at etablere dræn uden.

Råjordens egenskaber

Hvis vi skal minimerer forbruget af sand og grus ved etablering af belægninger, skal vi være bedre til at vurdere om en råjord er frostsikker, tvivlsom eller frostfarlig, så bundsikringslaget enten kan undlades eller minimeres.

Vi skal også være mere bevidste om sandsynlighed og konsekvens ved en eventuel frosthævning. Ofte vil det væ­re billigere at oprette de sjældne og mindre skader som frosthævninger måtte afføde.

Det kan rådgiveren eventuelt gøre i samarbejde med den udførende, og eventuelt først fastslå råjordens egenskaber når den første del vejkassen er udgravet.

Når dette er sagt, så må jeg erkende at det ofte kan være svært ud fra en visuel besigtigelse og eventuelt en rulleprøve med sikkerhed at afgøre en råjords frostfølsomhed. Kun hvis jorden er tydelig sandet, fravæl­ges bundsikringslaget. Mange er ikke opmærksom på at en lerjord, hvis den ligger forholdsvist tørt, ikke er særlig frostfølsom.

Skribent
Kim Tang er landskabsarkitekt og fagkonsulent i Danske Anlægsgartnere.

KILDER
Grønt Miljø 1/2018: Vi har foreløbigt grus og sten nok.